Bog

Færøblues

Af (
2016
)

Anmeldelse

Færøblues af Lisbeth Nebelong

18 feb.08

Følsom og stilfærdig fortælling fra Færøerne om liv og skæbne.

I den nordlige del af Atlanterhavet, præcis 62 grader nordlig bredde og 7 grader vestlig længde, ligger der 18 øer af vulkansk oprindelse, der tilsammen kaldes Færøerne, landet som er en del af det danske rigsfællesskab. Færøsk kultur fylder desværre ikke meget i den danske bevidsthed, men da jeg personligt opbevarer et stykke af min sjæl deroppe, jubler jeg begejstret og åbner varmt armene for en roman, der handler om Færøerne.

Som ung forlader Kári klippeøerne for at følge drømmen om at blive en dygtig og anerkendt cellist. Femogtyve år senere vender han hjem til Tórshavn for at optræde, og mødet med klipperne, menneskene og naturen, der binder det hele sammen, sætter en kæde af intense og personlige erindringsglimt i gang.

Beskrivelserne af Káris opvækst i Tórshavn er præget af stor følsomhed og sanselighed. Udgangspunktet er det færøske fiskermiljø i 60’erne og 70’erne. Káris kærlighed til musikken akkompagnerer hans tilværelse og giver udlængsel. Dramatikken finder vi mest på havet, når vi bliver rusket af Atlanterhavets bølger ombord på en trawler, mens hverdagens mere stilfærdige dramatik udfolder sig derhjemme på fastlandet med moren og med kærligheden - og erotikken.
Kári sidder på et hotelværelse i det land, der skabte og formede ham, og genoplever det hele. Livet handler jo grundlæggende om at vælge fra og til, og igennem Káris færøske nostalgi tegner der sig et levende tidsbillede af det færøske samfund og dets betingelser på både godt og ondt.

Som sagt har jeg deponeret noget af min sjæl på Færøerne og er derfor farvet af mine personlige oplevelser og egne følelser for landet og kulturen. Personligt synes jeg, at denne færøske fortælling enkelte steder var lidt langt i spyttet. Læsning handler om temperament, og jeg må indrømme, at denne ikke matcher mit. Jeg ville gerne være blevet blæst mere igennem.

Men hvorom alting er, 'Færøblues' er en sanselig, sjælden og kærlig fortælling fra de færøske øer. Læs bogen og flyv derop. Også i virkeligheden.

Bogdetaljer

Forlag
Hovedland
Faustnummer
27080251
ISBN
9788770700054
Antal sider
399

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer