Anmeldelse
Mor af Maja Lucas
- Log ind for at skrive kommentarer
Uafrystelig læsning om en mor, som ikke kan finde sig til rette med at være det. Modsatrettede følelser strides i hende, og hun kommer med tiden længere og længere ud i tovene.
På trods af det skamfulde i situationen og det tabuinficerede tema må vi nok én gang for alle konstatere og acceptere, at det ikke altid er lykken at blive mor. Det må kræve en usandsynlig stor styrke at indrømme (over for sig selv såvel som over for omverdenen), at moderskabet føles som et åg, som man med glæde lod nogen lette sig for. De følelsesmæssige konventioner, som omgærder vores nutidige forestillinger om det at formere sig, er det ikke nemt at trodse, og hvis du er så heldig, at du ikke kender nogen, der har bokset med rollen som mor, bør du læse ’Mor – En historie om blodet’ af Maja Lucas. Eller rettere: Læs den under alle omstændigheder og forbered dig på mødet med en bog, man ikke sådan lige ryster af sig.
I et fortættet, simpelt og fragmentarisk sprog skriver Maja Lucas om en mors uoverstigelige udfordring ved at få et barn. En lille pige, sund og rask, men moren (navnløs som alle andre i fortællingen) har det svært med både den fysiske og den følelsesmæssige kontakt til pigen, hvorved også forholdet til manden, pigens far, kuldsejler.
I præcise vendinger skildres morens følelser: ”At få et barn er som et syndefald; det er umuligt at vende tilbage til tilstanden før det.” Så langt kan mange nok være enige – det ER en omvæltning at blive forælder. Men moren her martres af de følelser, pigen vækker i hende: ”Pigen virker som en magt, der ubetinget skal adlydes.” og ”Hun føler sig som en soldat, der går i seng med støvlerne på.” Ydermere føler hun, at ”… pigen afholder hende fra at være den, hun er.” Men sideløbende med alt det svære og trangen til at gøre sig fri af barnet findes også beskyttertrangen og frygten for at komme til at gøre barnet ondt.
Fortællingen begynder med pigens fødsel og slutter, da hun er tre år. Forældrenes forhold har lidt voldsomt under morens udbrud og eskapader, og det hele kulminerer, da den lille familie tager på weekendtur i et sommerhus.
Det er klart, at man får tanken, om moren simpelthen har en fødselsdepression, og hun lufter da også selv samme tanke for sundhedsplejersken, som dog ikke umiddelbart mener, at det har noget på sig. Og det er på sin vis heller ikke relevant for historien. Som læser ønsker man så meget at få en forklaring og finde en løsning, men det er jo netop en del af det ulykkelige, at forklaring såvel som løsning er uden for rækkevidde.
Denne roman er et fantastisk bevis på, hvad det er, litteraturen kan og gør, når den gør det allerbedst: Beskrive det ubeskrivelige. Og gøre det ubegribelige fatteligt. Maja Lucas har meget at være stolt af med denne udgivelse, som fortjener at blive et indlæg i snakken om moderskabet.
Analyse
Lucas, Maja - Mor
Maja Lucas' roman 'Mor. En historie om blod', er en undergangsfortælling, der siger alle de ting, der ikke må siges, om at blive mor
I de seneste år har flere danske forfattere taget litterære livtag med forældreskabets velsignelser og forbandelser. I 2015 udkom Rolf Sparre Johanssons debutdigtsamling 'Søvn', som er skrevet på baggrund af forfatterens egne oplevelser med at blive far til tvillinger, og som handler om alle de ting, der følger med, når man får børn, bl.a. følelseskaos, udmattethed og fysisk smerte. I 2015 udkom også Hanne Højgaard Viemoses roman 'Mado', som er en selvbiografisk og surrealistisk rejseroman, der med både komik og barskhed går i kødet på det at være mor. I Maja Lucas' roman 'Mor. En historie om blodet' fra 2016 skildres de tabubelagte følelser, der er forbundet med det at få barn: ensomhed, afmagt, frustration, vrede, manglende kærlighed og ekstrem træthed.
Romanen udfolder sig som en tragedie eller undergangshistorie i fire dele med tre unavngivne aktører: moren, faren og pigen. Det, der skulle have været en trefoldig familiesamklang, udvikler sig til at blive en kamp mellem viljer, behov og ressourcer i de første måneder og år af den lille piges liv. Allerede den første nat på hospitalet oplever moren en skævvridning i relationen, da faren sendes hjem pga. manglende senge:
”Det, der slår hende ved denne situation er, at hun er den sidste, den afgørende instans. End ikke hospitalet og sygeplejerskerne er de endegylddigt ansvarlige. Selv faren er skubbet til side i forhold til hende. Det er hendes ansvar, hendes skyld, hendes mælk, hendes barn. Det forekommer hende, at hun aldrig før har følt et ansvar, at hendes handlinger hidtil har været på skrømt, undskyldelige. Nu er hun ikke længere sine forældres barn, hun er sit barns forælder.”
Moderen oplever en voksende frustration og afmagt over barnets afhængighed af hende og over den ulighed der er i pigens relation til de to forældre, og hun kæmper med at kontrollere og undertrykke sin eskalerende vrede, men kommer alligevel til at råbe og skælde ud på barnet, der ikke forstår morens uforudsigelighed og humørskift og søger tryghed hos faren. I undersøgelsen af den biologiske forskel mellem kønnene i forældreskabet indtager romanen en nærmest postfeministisk position for en generation, hvor ligestillingen mellem kønnene tages for givet, og hvor chokket melder sig ved erkendelsen af dens grænser i forælderskabet.
Som undertitlen anfører, er romanen gennemgående spækket med blodspor, kropslige aftryk og sekreter. Mælk sprøjter, snot flyder og allerede under fødslen taber moderen så meget blod, at hun er i fare for at dø. Blodet går igen i mange afskygninger, både som konkrete kropslige læk, men også i de tanker moren gør sig, når hun fx forestiller sig ”sin hals blive skåret over”. Men også på symbolsk plan er blodet til stede i romanen som slægtskab (blodets bånd) og skyld (blod på hænderne).
Maja Lucas debuterede i 2007 med 'Jegfortællinger', som indeholder 19 korte prosatekster med en gennemgående jeg-fotæller, en ung kvinde, der længes efter nærvær og kærlighed. Usædvanligt for en første persons-fortæller, beskriver fortælleren i 'Jegfortællinger' kun de ydre ting, det der kan ses, lugtes og høres, men refererer næsten ikke til tanker og følelser. I Mor. En historie om blodet er virkemidlerne diamentralt modsatte. Her er anvendt en tredje persons fortæller med synsvinklen liggende hos moren, hvis tanker får lov at udfolde sig gennem fortællingen:
”På den ene side er moren helt afslappet, føler sig som skyerne, uden værdiladning, uden anden mening end naturens, mælken der sprøjter ud af brystet. Hun føler sig fri på en måde, hun aldrig har gjort før, måske fri for samfundets forventninger. På den anden side er hun rasende over, at barneplejen er skabt sådan. Hun kan ikke udholde tanken om bare en uge til med den rytme, de har nu, de mange opvågninger og lange amninger. Hun kan ikke holde ud at være en krop, en funktion, et moderdyr, en sky.”
Også i litteraturhistorien findes der værker, der på forskellig måde behandler kvindens trængthed i moderrollen. I 'Et dukkehjem' lader Henrik Ibsen Nora forlade mand og børn, mens H. C. Andersen i 'Historien om en Moder' skildrer den selvopofrende mor, der går langt og ofrer meget, måske for meget, i et forsøg på at redde sin datter. Hos Maja Lucas får vi en tredje fortælling om en mor, der tilsyneladende bevidst vælger at give efter for sin indestængte vrede. Samlet står romanen som en intens, klaustrofobisk skildring af nogle universelle, nærmest arketypiske problemstillinger, som er indlejret i en nutidig kontekst.
Brugernes anmeldelser