Uafrystelig læsning om en mor, som ikke kan finde sig til rette med at være det. Modsatrettede følelser strides i hende, og hun kommer med tiden længere og længere ud i tovene.
På trods af det skamfulde i situationen og det tabuinficerede tema må vi nok én gang for alle konstatere og acceptere, at det ikke altid er lykken at blive mor. Det må kræve en usandsynlig stor styrke at indrømme (over for sig selv såvel som over for omverdenen), at moderskabet føles som et åg, som man med glæde lod nogen lette sig for. De følelsesmæssige konventioner, som omgærder vores nutidige forestillinger om det at formere sig, er det ikke nemt at trodse, og hvis du er så heldig, at du ikke kender nogen, der har bokset med rollen som mor, bør du læse ’Mor – En historie om blodet’ af Maja Lucas. Eller rettere: Læs den under alle omstændigheder og forbered dig på mødet med en bog, man ikke sådan lige ryster af sig.
I et fortættet, simpelt og fragmentarisk sprog skriver Maja Lucas om en mors uoverstigelige udfordring ved at få et barn. En lille pige, sund og rask, men moren (navnløs som alle andre i fortællingen) har det svært med både den fysiske og den følelsesmæssige kontakt til pigen, hvorved også forholdet til manden, pigens far, kuldsejler.
I præcise vendinger skildres morens følelser: ”At få et barn er som et syndefald; det er umuligt at vende tilbage til tilstanden før det.” Så langt kan mange nok være enige – det ER en omvæltning at blive forælder. Men moren her martres af de følelser, pigen vækker i hende: ”Pigen virker som en magt, der ubetinget skal adlydes.” og ”Hun føler sig som en soldat, der går i seng med støvlerne på.” Ydermere føler hun, at ”… pigen afholder hende fra at være den, hun er.” Men sideløbende med alt det svære og trangen til at gøre sig fri af barnet findes også beskyttertrangen og frygten for at komme til at gøre barnet ondt.
Fortællingen begynder med pigens fødsel og slutter, da hun er tre år. Forældrenes forhold har lidt voldsomt under morens udbrud og eskapader, og det hele kulminerer, da den lille familie tager på weekendtur i et sommerhus.
Det er klart, at man får tanken, om moren simpelthen har en fødselsdepression, og hun lufter da også selv samme tanke for sundhedsplejersken, som dog ikke umiddelbart mener, at det har noget på sig. Og det er på sin vis heller ikke relevant for historien. Som læser ønsker man så meget at få en forklaring og finde en løsning, men det er jo netop en del af det ulykkelige, at forklaring såvel som løsning er uden for rækkevidde.
Denne roman er et fantastisk bevis på, hvad det er, litteraturen kan og gør, når den gør det allerbedst: Beskrive det ubeskrivelige. Og gøre det ubegribelige fatteligt. Maja Lucas har meget at være stolt af med denne udgivelse, som fortjener at blive et indlæg i snakken om moderskabet.
Kommentarer