Maja Lucas' roman 'Mor. En historie om blod', er en undergangsfortælling, der siger alle de ting, der ikke må siges, om at blive mor
I de seneste år har flere danske forfattere taget litterære livtag med forældreskabets velsignelser og forbandelser. I 2015 udkom Rolf Sparre Johanssons debutdigtsamling 'Søvn', som er skrevet på baggrund af forfatterens egne oplevelser med at blive far til tvillinger, og som handler om alle de ting, der følger med, når man får børn, bl.a. følelseskaos, udmattethed og fysisk smerte. I 2015 udkom også Hanne Højgaard Viemoses roman 'Mado', som er en selvbiografisk og surrealistisk rejseroman, der med både komik og barskhed går i kødet på det at være mor. I Maja Lucas' roman 'Mor. En historie om blodet' fra 2016 skildres de tabubelagte følelser, der er forbundet med det at få barn: ensomhed, afmagt, frustration, vrede, manglende kærlighed og ekstrem træthed.
Romanen udfolder sig som en tragedie eller undergangshistorie i fire dele med tre unavngivne aktører: moren, faren og pigen. Det, der skulle have været en trefoldig familiesamklang, udvikler sig til at blive en kamp mellem viljer, behov og ressourcer i de første måneder og år af den lille piges liv. Allerede den første nat på hospitalet oplever moren en skævvridning i relationen, da faren sendes hjem pga. manglende senge:
”Det, der slår hende ved denne situation er, at hun er den sidste, den afgørende instans. End ikke hospitalet og sygeplejerskerne er de endegylddigt ansvarlige. Selv faren er skubbet til side i forhold til hende. Det er hendes ansvar, hendes skyld, hendes mælk, hendes barn. Det forekommer hende, at hun aldrig før har følt et ansvar, at hendes handlinger hidtil har været på skrømt, undskyldelige. Nu er hun ikke længere sine forældres barn, hun er sit barns forælder.”
Moderen oplever en voksende frustration og afmagt over barnets afhængighed af hende og over den ulighed der er i pigens relation til de to forældre, og hun kæmper med at kontrollere og undertrykke sin eskalerende vrede, men kommer alligevel til at råbe og skælde ud på barnet, der ikke forstår morens uforudsigelighed og humørskift og søger tryghed hos faren. I undersøgelsen af den biologiske forskel mellem kønnene i forældreskabet indtager romanen en nærmest postfeministisk position for en generation, hvor ligestillingen mellem kønnene tages for givet, og hvor chokket melder sig ved erkendelsen af dens grænser i forælderskabet.
Som undertitlen anfører, er romanen gennemgående spækket med blodspor, kropslige aftryk og sekreter. Mælk sprøjter, snot flyder og allerede under fødslen taber moderen så meget blod, at hun er i fare for at dø. Blodet går igen i mange afskygninger, både som konkrete kropslige læk, men også i de tanker moren gør sig, når hun fx forestiller sig ”sin hals blive skåret over”. Men også på symbolsk plan er blodet til stede i romanen som slægtskab (blodets bånd) og skyld (blod på hænderne).
Maja Lucas debuterede i 2007 med 'Jegfortællinger', som indeholder 19 korte prosatekster med en gennemgående jeg-fotæller, en ung kvinde, der længes efter nærvær og kærlighed. Usædvanligt for en første persons-fortæller, beskriver fortælleren i 'Jegfortællinger' kun de ydre ting, det der kan ses, lugtes og høres, men refererer næsten ikke til tanker og følelser. I Mor. En historie om blodet er virkemidlerne diamentralt modsatte. Her er anvendt en tredje persons fortæller med synsvinklen liggende hos moren, hvis tanker får lov at udfolde sig gennem fortællingen:
”På den ene side er moren helt afslappet, føler sig som skyerne, uden værdiladning, uden anden mening end naturens, mælken der sprøjter ud af brystet. Hun føler sig fri på en måde, hun aldrig har gjort før, måske fri for samfundets forventninger. På den anden side er hun rasende over, at barneplejen er skabt sådan. Hun kan ikke udholde tanken om bare en uge til med den rytme, de har nu, de mange opvågninger og lange amninger. Hun kan ikke holde ud at være en krop, en funktion, et moderdyr, en sky.”
Også i litteraturhistorien findes der værker, der på forskellig måde behandler kvindens trængthed i moderrollen. I 'Et dukkehjem' lader Henrik Ibsen Nora forlade mand og børn, mens H. C. Andersen i 'Historien om en Moder' skildrer den selvopofrende mor, der går langt og ofrer meget, måske for meget, i et forsøg på at redde sin datter. Hos Maja Lucas får vi en tredje fortælling om en mor, der tilsyneladende bevidst vælger at give efter for sin indestængte vrede. Samlet står romanen som en intens, klaustrofobisk skildring af nogle universelle, nærmest arketypiske problemstillinger, som er indlejret i en nutidig kontekst.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer