Anmeldelse
Og tilsidst går verden under af Peter Asmussen
- Log ind for at skrive kommentarer
En århundrede lang fortælling med kvinden Louise og en lysning ved vandet i centrum. En fin fortælling om tid, arv og miljø som efterlader læseren tankefuld.
”Det er mærkeligt, hvis man holder hænderne op til ansigtet og ser ud mellem dem, kunne man tro at tiden havde stået stille. Det er ligesom i stenalderen.”
Men stenalderen er det ikke. Derimod er det året 1914, og det er Paul, Louises far (i hvert fald på papiret), der gør sig ovenstående betragtning, mens han nyder udsigten fra den lysning, som er den stedlige ramme om hele romanen. I løbet af de næste 100 år, som romanen spænder over, møder vi adskillige personer, der gør sig nøjagtig den samme erfaring i nøjagtig samme lysning.
Hvis lysningen er scenen, er det fosteret, pigen, kvinden og oldingen Louise, der er hovedpersonen. Ved bogens begyndelse ligger hun som et ufødt barn i sin mors mave den 31. juli 1914, hvor hun kan høre moderen Emilie samtale med sin elsker, Wilhelm. Og allerede inden hun er sat i verden, har Louise optaget en god portion af sin mors kynisme. Romanen kredser omkring arvesynden som tema, et tema, der viderebringes da også Louise får en datter (”min gøgeunge”, kalder hun hende), som får en datter, som får en datter.
Allerede indholdsfortegnelsen afslører, at det er en århundrede lang historie, der her folder sig ud. Fra den 31. juli 1914 og op til samme dato i 2014 får læseren via en række datomæssige punktnedslag, Louises liv fortalt i et på én gang stramt og mættet sprog. Ved hjælp af årstallene er det muligt hele tiden at følge Louises alder og hendes virke i det mikrokosmos, der indrammes af stedet lysningen, mens makrokosmos ind imellem rækker sine fangarme derind, som fx i 1943 hvor Louises forhold til 2. Verdenskrig skildres i samme præcise stil.
Som antydet er Louise ikke noget udpræget elskværdigt menneske – langtfra. Men da man som læser har svævet over lysningen op gennem hendes barndom og ungdom, forstår man godt hvorfor. Som voksen bor hun alene i barndomshjemmet, indtil hun som 54-årig en dag ser Ellinor, der sidder på bænken i Louises lysning. Her møder Louise endelig kærligheden i sin mest smukke og ægte variant, og det er næsten, så der faldt en sten fra mit hjerte, for bag den kyniske og manipulerende facade gemte der sig en lille pige, som i dén grad tørstede efter kærlighed i oprigtig forstand.
Peter Asmussen er med denne ikke ganske ukomplicerede roman nomineret til DR Romanprisen 2015. Og efter dels at have læst bogen og dels at have tænkt rigtig meget over og på den, kan jeg godt forstå nomineringen. Det er en fortælling, der opererer på flere planer og med mange tematikker og problemstillinger, og den insisterer på opmærksomhed fra læserens side. Så jeg spår, at bogen her vil komme til at danne udgangspunkt for nogle indholdsrige debatter rundt omkring i den kommende tid.
- Log ind for at skrive kommentarer
En århundrede lang fortælling med kvinden Louise og en lysning ved vandet i centrum. En fin fortælling om tid, arv og miljø som efterlader læseren tankefuld.
”Det er mærkeligt, hvis man holder hænderne op til ansigtet og ser ud mellem dem, kunne man tro at tiden havde stået stille. Det er ligesom i stenalderen.”
Men stenalderen er det ikke. Derimod er det året 1914, og det er Paul, Louises far (i hvert fald på papiret), der gør sig ovenstående betragtning, mens han nyder udsigten fra den lysning, som er den stedlige ramme om hele romanen. I løbet af de næste 100 år, som romanen spænder over, møder vi adskillige personer, der gør sig nøjagtig den samme erfaring i nøjagtig samme lysning.
Hvis lysningen er scenen, er det fosteret, pigen, kvinden og oldingen Louise, der er hovedpersonen. Ved bogens begyndelse ligger hun som et ufødt barn i sin mors mave den 31. juli 1914, hvor hun kan høre moderen Emilie samtale med sin elsker, Wilhelm. Og allerede inden hun er sat i verden, har Louise optaget en god portion af sin mors kynisme. Romanen kredser omkring arvesynden som tema, et tema, der viderebringes da også Louise får en datter (”min gøgeunge”, kalder hun hende), som får en datter, som får en datter.
Allerede indholdsfortegnelsen afslører, at det er en århundrede lang historie, der her folder sig ud. Fra den 31. juli 1914 og op til samme dato i 2014 får læseren via en række datomæssige punktnedslag, Louises liv fortalt i et på én gang stramt og mættet sprog. Ved hjælp af årstallene er det muligt hele tiden at følge Louises alder og hendes virke i det mikrokosmos, der indrammes af stedet lysningen, mens makrokosmos ind imellem rækker sine fangarme derind, som fx i 1943 hvor Louises forhold til 2. Verdenskrig skildres i samme præcise stil.
Som antydet er Louise ikke noget udpræget elskværdigt menneske – langtfra. Men da man som læser har svævet over lysningen op gennem hendes barndom og ungdom, forstår man godt hvorfor. Som voksen bor hun alene i barndomshjemmet, indtil hun som 54-årig en dag ser Ellinor, der sidder på bænken i Louises lysning. Her møder Louise endelig kærligheden i sin mest smukke og ægte variant, og det er næsten, så der faldt en sten fra mit hjerte, for bag den kyniske og manipulerende facade gemte der sig en lille pige, som i dén grad tørstede efter kærlighed i oprigtig forstand.
Peter Asmussen er med denne ikke ganske ukomplicerede roman nomineret til DR Romanprisen 2015. Og efter dels at have læst bogen og dels at have tænkt rigtig meget over og på den, kan jeg godt forstå nomineringen. Det er en fortælling, der opererer på flere planer og med mange tematikker og problemstillinger, og den insisterer på opmærksomhed fra læserens side. Så jeg spår, at bogen her vil komme til at danne udgangspunkt for nogle indholdsrige debatter rundt omkring i den kommende tid.
Kommentarer