Lykkebarn med far

Det er forrygende, når politisk virkelighed og personlig historie smelter sammen i stor tysk efterkrigsroman om valg og vilkår i det tidligere DDR.

Den pensionerede gymnasielærer, Konstantin Boggosch, bor sammen med sin kone, Marianne, i en lille tysk by, da han bliver opsøgt af en lokal journalist, der vil have ham til at fortælle sin historie. ”Der er simpelthen ikke noget i mit liv, der er værd at fortælle om. Ingenting.” siger han og begynder så alligevel. Han blev kaldt lykkebarn af moren, men var han nu det? Til trods for at moren skiftede navn, fordi faren, der var nazistisk krigsforbryder, blev likvideret, inden Konstantin blev født, forfulgte farens skygge ham igennem hele livet.

En enkelt mands skæbne bliver til en stor fortælling om valg og vilkår i det tidligere DDR. Trods det alvorlige tema, er det en fængende historie, der er fortalt i et let og flydende tempo.

Moren kaldte ham sit lykkebarn, fordi hun i 1945 var højgravid, da russerne kom og fik at vide at hendes mand, Gerhard Müller, fabriksejer og kz-lejrleder, var blevet dræbt i Polen på grund af sine krigsforbrydelser. Russerne beslaglagde huset, de boede i, men hun blev ikke arresteret. Moren skiftede efternavnet ud med Boggosh. Til trods for sin fine sproguddannelse måtte hun ikke undervise, men levede af at gøre rent. Heldigvis lærte hun Konstantin og broren engelsk, fransk og italiensk. Det fik han god brug for, da han som 14-årig besluttede sig for at melde sig til fremmedlegionen i Marseille, fordi han pga faren ikke kom i gymnasiet. Men også i Marseille blev han forfulgt af farens skygge, og han vendte tilbage til DDR, netop da muren opførtes i 1961, og herefter var han prisgivet sit land. Han kom ikke ind på filmskolen, men blev kunstlærer, han blev ikke rektor i første omgang på gymnasiet, og sådan fortsætter den velskrevne roman i et højt tempo.

Overalt mødte den begavede Konstantin venner, der hele tiden hjalp ham videre. Hans første kone og en lille datter døde, men han fandt senere en ny kærlighed. Hans drømme og ambitioner blev ikke indfriet, men han fik en god tid som rektor og lærer i en lille by.

Det er forrygende, når den politiske historie og konkrete virkelighed som statsbureaukrati, overvågning og straf mod uskyldige familiemedlemmer igennem årtier kædes sammen med den personlige historie. Det bliver indimellem lidt for eventyragtigt, men det er stadig en stor præstation at beskrive et lands historie fra 1945 til ca. 2014 netop med det perspektiv. Det mestrer forfatteren, så det gør indtryk. Det er en melankolsk og medrivende roman om en dyster periode, der fik fatale konsekvenser for landets indbyggere.

Christoph Hein er født i 1944 i Leipzig og har modtaget flere priser for sit vægtige forfatterskab, der skildrer forholdene i DDR-tiden. På dansk findes bl.a. Erobring (2005) og ’I Hans tidlige barndom en have (2006). Eugen Ruges I tider med aftagende lys (2012) og Uwe Tellkamps Tårnet (2009) behandler lignende tematikker.