Syv nætter

Tysk stjerneskud imponerer med tankevækkende bog om manglen på mening og sammenhængskraft i den digitale tidsalder

Den tyske forfatter Simon Strauss kaster i sin bog ’Syv nætter’ ('Sieben Nächte', oversat fra tysk af Maj Westerfeld) et kritisk blik på det moderne digitaliserede forbrugssamfund og blæser til kamp mod hyperindividualismen og manglen på meningsfulde fællesskaber. Det er gribende og udfordrende læsning, som sætter tankerne i gang.

Bogen er en blanding mellem roman og essaysamling (nok mest sidstnævnte) og har jeg-fortælleren S. som hovedperson. S. har fået til opgave at begå syv dødssynder i løbet af syv nætter. Det er en slags fandenivoldsk manddomsprøve, et forsøg på at slippe fri af den apati og følelsestomhed, som efter hans mening præger samfundet, og på at genvinde fortidens idealer og drømme:

”Derfor denne nat. Derfor denne tekst. Den eneste kamp, der stadig kan betale sig, er kampen om følelser. Den eneste længsel, der holder, er længslen efter et bankende hjerte. Alt for meget er gået tabt i kynismens favn, der lægger sine klamme fingre omkring alt.”

Fortælleren længes efter fællesskab, ’fordi det ikke er nok at være enegænger’. Han kalder på en ’ny sanselighed’ og i bogens andet kapitel, hvor det gælder hovmodet, udfolder han sine storslåede planer for de forandringer, der vil ske, når han kommer til magten. Bl.a. skal der oprettes akademier ’hvor der forskes i følelser, ikke i teorier. Hvor hjertet ikke bare ligger på en kantinebakke, men hvor man kan bryste sig med viden om den gamle, hemmelige forbindelse mellem fornuften og følelsen.”

Senere viger de ambitiøse planer dog for selvleden og fornemmelsen af aldrig for alvor at kunne blive fri af fortiden: ”Jeg tager mange store ord i min mund, taler om revolution, frihed, lidenskab og kamp. Men jeg holder altid afstand og tager kun fat om begreberne med fingerspidserne, så jeg kan slippe dem, hvis de bliver for varme.” Så nemt er det altså alligevel ikke at gøre sig fri og bygge noget nyt op fra bunden af. Hele projektet har da også utopiens skær over sig: ”Suveræn er den, som har den stærkeste fantasi, ikke det skarpeste intellekt”, som Strauss/fortælleren højtideligt erklærer tidligt i bogen.

’Syv nætter’ er af de tyske anmeldere blevet kaldt et nøgleværk for generationen født efter Berlinmurens fald og Simon Strauss for en repræsentant for en nyromantisk tendens i tysk litteratur. Hans ønske om en tilbagevenden til stærke fællesskaber baseret på følelser og ægte samhørighed (versus det digitale samfunds alt for passive, overfladiske fællesskaber) er af nogle blevet kritiseret for at være brænde på et højrenationalistisk bål. Jeg har svært ved at se rimeligheden i dén anklage. Måske især for dem af os, som voksede op i ’ironiens årti’, 1990’erne, er Strauss’ litterære livtag med de syv dødssynder et tankevækkende, om end muligvis håbløst naivt og utopisk (hvad forfatteren gerne medgiver) forsøg på at finde tilbage til de store idéer og følelser, som på ny kan binde fællesskaber sammen. Det er en stærk og vedkommende bog, som lover rigtig godt for Strauss’ forfatterskab.