Anmeldelse
Ude af sig selv af Sasha Marianna Salzmann
- Log ind for at skrive kommentarer
Overraskende og meget fængslende debutroman sætter fokus på slægt, immigration, identitet og køn med udgangspunkt i en jødisk familie.
Sasha Marianna Salzmann er tysk dramatiker med russiske rødder, og hendes historie ligner i høj grad jeg-fortælleren Alis omskiftelige liv og slægtshistorie. Fra Odessa, Volgograd og Moskva, over Berlin til Istanbul. Med rodløsheden som følgesvænd.
”Hun blandede flere sprog, og alt efter erindringernes farve og smag hun sætninger, der udtrykte noget andet end deres indhold. Det lød som om hendes sprog var en løs blanding af det, hun var, og som ikke kunne rummes i en enkelt version eller et enkelt sprog.”
Ali og Anton er tvillinger, de har altid haft hinanden, de voksede op i Moskva sammen med deres forældre, som bestemt ikke havde noget godt ægteskab. Moderen ønskede frem for alt, at børnene skulle have en fremtid, og derfor søgte hun og børnene om asyl i Tyskland i starten af halvfemserne, også for at undgå den stigende antisemitisme i Rusland. Efter nogen tid i et asylcenter, slog de sig ned i Berlin.
Ali opgiver sit matematikstudie på universitet for at få mere tid til sin boksning, Anton er forsvundet ud i det uvisse. En dag modtager Alis mor et postkort, som er sendt fra Istanbul, og Ali er sikker på, det er fra Anton, og derfor rejser hun til Istanbul for at lede efter ham. Men spørgsmålet er, om hun i virkeligheden leder efter sin bror, eller det mere går på finde sig selv og sin egen identitet?
Rejsen til Istanbul bliver også en rejse ind i familiens erindringer, og historien bevæger sig frem og tilbage i mellem tvillingernes, forældrenes, bedsteforældrene og oldeforældrenes liv– og hver for sig er det historier, som virkelig greb mig.
Der er mange tråde og temaer i romanen: om betydningen af at være jødisk, om at vokse op i i Sovjetunionen lige efter 2. Verdenskig og senere med Stalins udrensninger og kommunismens fald og militærkuppet i Tyrkiet i 2016, som finder sted mens Ali opholder sig der. En af romanens mange højdepunkter er beskrivelsen af, hvordan Ali af en tyrkisk ven via telefonen bliver guidet gennem Istanbul, mens gadekampene raser.
Et stærkt tema handler også om at høre til nogen steder eller høre til overalt, det gælder både rent geografisk, men også i mere overført betydning. Ali er født som pige, men hun vil føle sig mere hjemme i en mands krop.
Sasha Marianna Salzmanns roman er meget velskrevet, og den indeholder også stænk af humor. Det kræver lige lidt af læseren at finde ud af, hvem der nu fortælles om, og hvor i tiden vi er, men man skal holde ud. Det betaler sig, og det hele går op i en højere helhed til sidst. 'Ude af sig selv' er en roman, som gør indtryk, og som jeg bliver ved med at kredse om længe efter endt læsning.
Brugernes anmeldelser