Nultid

På Lanzarote skal dykkerinstruktøren Sven lære den lækre Jola og hendes forfattermand Theo at dykke og begå sig under vand. Men uhyggen breder sig – til lands og ikke mindst til vands.

Sven er dykkerinstruktør på Lanzarote. Han har for flere år siden valgt at forlade Tyskland og sin fremtid som jurist for nu at hellige sig dykkeriet og undervisningen i samme. Sammen med Antje, der er sådan en slags komfortabel kæreste, driver han sin dykkervirksomhed, hvor turister kommer og lærer at dykke. Men da han en dag tager imod skuespilleren Jola og forfatteren Theo, bliver der vendt op og ned på hans ellers relativt fredelige tilværelse. Et mareridt tager form.

Nultid, som i dykkerverdenen åbenbart er lig med det antal minutter, man kan befinde sig under vandet, besidder absolut et spændingselement, som faktisk er bogens stærkeste kort. Som læser bliver man hurtigt klar over, at der er noget under opsejling. Stemningen er ildevarslende, Jola og Theo har tydeligvis en form for kamp kørende, og Sven bliver inden længe en brik, et våben eller måske bare en statist i deres (skue)spil.

Bogen udgøres dels af Svens egen udlægning af det, der skete, og dels af Jolas dagbog, som Sven har fundet. Og gennem denne vekselvirkning understreges uhyggen, da Sven og Jola har meget forskellige syn på, hvad der egentlig er foregået. Som læser gør man sig derfor følgende tanker: Er det Jola, der er en meget dygtig skuespiller, og som i virkeligheden har en skjult dagsorden? Eller er det fortælleren Sven, der i dén grad har tabt hovedet, men gerne vil have læseren over på sin side? Ja, det vil jo vise sig.

Der lægges op til en kulmination under et meget vanskeligt dyk, som Sven skal foretage alene, men med kombattanterne Jola og Theo som medhjælpere. Og her synes jeg, bogens troværdighed for alvor begynder at vakle. Jola og Theo har lige siden deres ankomst opført sig fuldkommen skørt og uforsvarligt, og jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at en erfaren dykker som Sven ville tage dem med ud på havet for at assistere ham ved det dyk, som i forvejen kan være farligt, hvis det ikke spænder af helt efter bogen.

Det bliver heller aldrig helt klart for mig, præcis hvilket udestående Sven har med sit fødeland, Tyskland. Han har tilsyneladende valgt at trækket stikket og droppe de regler og konventioner, han som jurist skulle forestille at være talsmand for. Han følte sig tydeligvis ikke tilpas i det samfund, han forlod, men jeg fornemmer, at der har været mere på spil end som så. Ofte sammenligner han Tyskland med en krig, og det får mig til at tænke, at hans exit og oplevelserne inden har været af nærmest traumatisk karakter. Det er dog ikke noget, jeg når at få endeligt svar på, inden bogen er slut, og jeg følte mig egentlig noget uforløst, på trods af at forfatteren ellers spinder en fin ende til sidst.

Til Juli Zehs forsvar skal dog tilføjes, at hun er en både prisbelønnet og velanset forfatter, og lad mig da i den forbindelse varmt anbefale romanen Det sidste spørgsmål (2009) – den er nemlig både velkomponeret, velskrevet og endnu mere spændende end Nultid.