Ikke en del af verden

Stefanie de Valesco har skrevet en stærk og gribende roman om at vokse op som Jehovas Vidne i en moderne verden.

Esther vokser op som en del af Jehovas Vidner i Tyskland i tiden efter Murens fald. Forfatteren beskriver, hvordan det er at være født ind i et trossamfund, der opererer med normer og regler på alle livets områder, regler der ofte er på kant med det verdslige samfund. Når man som Esther dog aldrig har kendt til andet, bliver det en selvfølge ikke at stille spørgsmålstegn ved, at man ikke må fejre jul og fødselsdag, at man ikke må modtage blodtransfusion, at manden er kvindens overhoved, at man har pligt til at missionere og meget andet. Der er altid et skriftsted, der giver det eksakte svar.

Esther vokser op med troen på, at livet hos Jehovas Vidner er den eneste rigtige måde at leve på, og at det kun bliver de frelste, der kommer i Paradiset, når dommedag, Harmagedon, kommer. Hendes mor kom fra en katolsk familie, men som Esther udtrykker det, lærte hun faren og sandheden at kende. Faren var flygtet fra DDR, og sammen slog de sig ned i Vesttyskland og blev en del af en stor menighed.

På et tidspunkt tager familien sig af pigen Sulamith og hendes mor, der kommer som flygtninge, og Esther og Sulamith bliver bedste veninder. Tingene ændrer sig dog drastisk, da pigerne bliver teenagere, og Sulamith forelsker sig i en dreng fra det verdslige samfund, selv om det er absolut forbudt. Esther er splittet i sin loyalitet til Jehovas Vidner og sine forældre og til hjerteveninden. Hen ad vejen begynder hun dog også at gennemskue de mange fortielser og løgne, forældrene har fyldt hende med.

Ved bogens begyndelse er Esthers familie over hals og hoved rejst tilbage til farens barndomshjem i Østtyskland for at bygge en rigssal. Faren kender flere i området, og vidnerne mener, der er grobund for en stor menighed, da alle vil lægge fortidens DDR bag sig. Esther er fortvivlet, for hun ved ikke, hvad der er sket med Sulamith, efter at hun er blevet udstødt. Herefter veksler bogen mellem før i Vesttyskland, hvor hun var sammen med Sulamith, og nu i Østtyskland.

Det er en på alle måder barsk fortælling om at være splittet mellem det verdslige samfund og et dogmatisk trossamfund, hvor Bibelens ord er lov. Bogen er præget af dyb alvor, men der er dog én episode, der har en undertone af humor. Under et mindre jordskælv, er menigheden overbevist om, at Harmagedon er nær, og de forskanser sig i rigssalen. Selv om Harmagedon netop er det, de venter og håber på, behøver det vel ikke være lige nu.

Stefanie de Velasco, der er selv vokset op blandt Jehovas Vidner, forlod trossamfundet som femtenårig. Hun kender således alle problematikkerne indefra, og jeg tror heller ikke, man ville kunne have skrevet bogen, uden at denne insiderviden. Der er skrevet andre bøger og lavet flere film om at vokse op i lukkede, religiøse fællesskaber, men det rokker ikke ved, at dette er et væsentligt bidrag til at prøve at forstå.