Stemmer fra det socialt skæve samfund

Klassesamfundet er tilbage i dansk litteratur. Den inviterer til at sætte sig i de udsattes sted og reflektere over samfundets sociale skævheder. 
 

I flere udgivelser møder vi karakterer, som lever i de laveste sociale lag, og som taler direkte ud fra en ustabil tilværelse. De fiktive personer er ofte formet, så de selv er bevidste om deres manglende muligheder i samfundet. Vi konfronteres med skæbner fra provinsielle landområder og ghettomiljøer i storbyen – alle synes de langt fra magten.
 

Personlige stemmer fra de laveste sociallag kræver sin plads
I flere af de seneste bøger taler forfattere fra et personligt blik om magtens skævhed, og især sættes er der fokus på en særlig dobbelt diskrimination. Udelukkelsen er total, når personerne ikke alene befinder sig i samfundet med manglende magt og midler, men hvor flere identiteter, forstærker graden af udsathed. En intersektionalitet, der peger på, at udsathed i flere positioner forstærker den samlede følelse af ikke at være inddraget.

”Hvis vi skal have alle med – så skal vi også have alle med” pointerer Glenn Bech, der i sit manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet råber ud, om at tage debatten om uligheden i klassesamfundet. Han taler i fra et personligt sted, som den underkuede dreng fra underklassen, der også er homoseksuel, og breder med en vred stemme et håb om, at nogle ansvarlige får øjnene op for den åbenlyse ulighed, der sker i det opdelte klassesamfund, hvor privilegerede har den undertrykkende magt.

Også i Thomas Korsgaards romantrilogi står den personlige stemme stærk. Historien om Tue er afsluttet med 3. bind: Man skulle nok have været der. Tue er flyttet til København, men har ikke noget hjem at flytte til. Han forsøger at slippe fri af den belastede fortid med omsorgssvigtet i barn- og ungdommen. Hans krampagtige forsøg på at få et hjem står i stærk kontrast til det forlorne og privilegerede liv, som han møder på sin vej. De nye fiktive udlægninger af et splittet samfund blander ofte grum alvor og sort satire, som er tilfældet i Korsgaards gribende trilogi.
 

Den socialt bevidste roman
I flere nye romaner spiller det personlige blik sammen med det samfundskritiske. Der kigges både indad og udad.

Stine Askovs roman Nøjsomheden kommer vi tæt på boligblokkens mangfoldige miljø. Her udstilles samfundets skævhed med et tolerant blik på de mennesker, der lever i knaphed. Der er kærlighed og kultursammenstød i de sammensatte smertepunkter i romanen. Stine Askov formår at nå ind til kernen af det, der sker i de bittesmå nuancer mellem mennesker og samtidig fortælle en historie, der viser forståelse for de utilpassede. 

Mikael Josephsens kollektivroman de andre er rystende og menneskelig. Den skildrer hverdagen blandt de allernederste i samfundet. Her møder vi de hjemløse og misbrugerne, som befinder sig i klassen af de utilpassede, og som slås for overlevelsen hver eneste dag. Josephsen giver dem sjæl og stemme med stor respekt.

Dead man walking er Hans Otto Jørgensen roman, der også rummer en stærk indignation. Det er en sorgfuld fortælling om brorens konkurs med slægtsgården og en benhård kritik af den økonomiske vækstideologi, som smadrer menneskers livsformer. Romanen bærer et engageret opråb fra rødderne af landbrugslandet.

I Peder Frederik Jensens roman Det Danmark du kender vises et billede af et splittet samfund, hvor der er langt mellem mennesker - fra et Underdanmark hvor arbejdsløshed, misbrug og svigt er hverdagskost til politikeren eller investoren, der overvejende fokuserer på egen vinding. Den flerstemmige roman er et barsk stykke realisme, hvor uligheden viser sig side om side med forliste drømme om et samfund med velfærd for alle.

Jonas T. Bengtsson viser i flere af sine romaner en rå realisme om mennesker, der lever på samfundets kant. I romanen Fra Blokken følger vi tre barndomsvenner, som er vokset op i samme betonblok i Københavns Nordvestkvarter og nu er blevet voksne. De tre karakterers liv har udviklet sig i forskellige retninger, og dog binder deres opvækst dem stadig sammen. Fortællingen er et hårdtslående billede, der taler fra deres position i de laveste samfundslag. ”Du kan tage drengen ud af blokken, men du kan ikke tage blokken ud af drengen.”

En lignende samfundskritik følger med Asta Olivia Nordenhofs roman Penge på lommen. Ligesom i sine tidligere bøger giver Nordenhof stemme til de udsatte i samfundet. Hovedpersonerne kommer fra trange kår, og romanen udstiller den indvirkning, det kapitalistiske samfund har på dem. I romanen retter fortælleren et kritisk blik på færgebranden på Scandinavian Star. I fortællerens perspektiv var de mange dødsfald en risiko, som var kalkuleret, hvilket viser kapitalismens kynisme i sin yderste konsekvens.

Et eksempel, hvor den kvindelige hovedperson fra samfundets bund direkte udsiger sin egen manglende formåen som mor, er figuren Johanne i Maja Lucas´ roman Gennem natten og vinden. Johanne er fattig, forhutlet og vred og træffer helt åbenlyst uhensigtsmæssige beslutninger for sit barn, alt imens hun falder i druk og ser pornofilm. Viklen ligger hos Johanne, og læseren må bygge sin identifikation på den kvindelige stemme fra socialklasse 5.

Den aktuelle danske samtidslitteratur giver stemme til mennesker, der lever med konsekvenserne af social ulighed.
 

Sammenstød mellem kulturer og klasser .
Også debatten om etnicitet og integration blander sig i litteraturens kritik af den skæve fordeling med en stærkt debatterende tone om samfundet ulige muligheder. Morten Pape behandler både i et biografisk og et fiktivt lys kultursammenstød mellem forskellige kulturer og sociale lag. Hvor Planen behandler Papes egen brogede opvækst i ghettoen Urbanplanen på Amager i en autofiktiv form, tager Guds bedste børn fat på et tema med et racistisk motiveret mord som omdrejningspunkt. Pape skriver på en stærk indignation og omsorg for de lavere samfundsklasser.

I hele Kristian Bang Foss´ forfatterskab er der et spor af absurde kultursammenstød mellem forskellige samfundslag. Hans seneste roman Frank vender hjem forgår i et italesat klassesamfund med udpræget forskel mellem top og bund. Hovedpersonen Frank foretager en rejse nedefra og op til kærestens familie med markante klasseforskel. Her viser en kulturel og økonomisk overlegen overklasse sig blind overfor de privilegier og den magt, de er født ind i.
 

Social indignation som realismens forbillede 
Det er ikke nyt, at litteraturen forholder sig til social indignation og det at belyse menneskers forskelle i livsvilkår. Georg Brandes berømte budskab om, at litteraturen bør sætte samfundsproblemer til debat, synes at klinge med i romaner, noveller og digte i dag. Det moderne gennembrud (ca. 1870-1900) satte fokus på litteraturens særlige rolle i forhold til at påvirke samfundsdebatten. I den tid var den sociale indignation stor. Det kan om blandt andet ses i Jeppe Aakjærs Vredens børn (1904), hvor en fiktiv udgave af det danske samfund stillede uretfærdigheden til skue og satte gang i en tiltagende samfundsdebat.