Hvis det er af Helle Helle

En berusende læseoplevelse! Med en stærk undertone af vemod er Helle Helles stemme endnu smukkere og mere insisterende end nogensinde i den nye roman.

I sin nye roman skræller Helle Helle den ydre handling bort ved at lade en mand og kvinde møde hinanden i Rold Skov og være afskåret fra omverdenen et par dage i et shelter. Uden mobildækning vel at mærke. De er faret vild, fryser, har vabler og er uden mad og drikke. Kort sagt, handlingen er på nulpunktet, de er hensat til mørket og skovens foruroligende lyde, og der er intet andet at foretage sig end at være til stede i dette møde. De begynder at tale sammen, og en afgrund af mangel på levet liv folder sig ud for læseren.

Som noget nyt i forfatterskabet foregår romanen i den jyske natur, og fortælleren er en mand med navnet Roar. Vi får på den måde præsenteret kvinden,  og hendes livshistorie via det mandlige blik, og det er med til at skabe en mere livlig kvinde end vi ellers kender fra forfatterskabet. Samtidig higer man som læser efter at få mere at vide om Roar. Hans afmålte replikker og kejtede handlinger afslører en stille eksistens: Har altid boet alene, bortset fra at der engang var ”en der hed Grete”, og om hans arbejde hører vi, at hans kontor ”ligger lidt for sig selv”, selvom han reparerer pc’er for kollegaerne i det, der paradoksalt hedder Drop it Shoppen.

Den vildfarne mand og kvinde forsøger langsomt at nærme sig hinanden, men de taler også forbi hinanden, som mennesker nu gør. Som læser mærker man de sorte huller mellem dem, men ved at skabe et møde mellem to, der umiddelbart er faret vild både i det ydre og indre, bliver den måde, mennesker taler sammen og forbi hinanden, meget nærværende i romanen.

Roar minder i sin apati og afventende attitude om de kvinder, som forfatterskabet er så fyldt af, men samtidig er der en stærkere klang af livets meningsløshed, og på den anden side også de øjeblikke, der er uendelig fyldt med mening: ”Det havde at gøre med efteråret. Svarende til tidspunktet sidst på eftermiddagen, hvor dagen alligevel ikke stod til at redde. Der har jeg oplevet at blive ramt af livslyst, jeg har ryddet pludseligt op i en skuffe eller sågar telefoneret, alene fordi det ikke var meningen. (…) Jeg tænkte på togrejser. På et bord i eg. En hånd rundt om en hånd, den lille tørre neglerod, der ikke var min”.

Roar er en mand, hvis identitet er ved at krakelere, men under overfladen er der noget på spil med hovedpersonen og den forfatter, som dumper ind historien og giver bogen en både overrumplende og elegant drejning til sidst. Koblingen mellem Roar og forfatteren forstærkes også af, at han er 48 år ligesom Helle Helle. Romanen indledes med ordene: ”Det er ikke mig”, og formuleringen gentages senere i forskellige variationer og peger både på den skrøbelige identitet og på skriften, ligesom den underspillede tøven, som ses i den dobbelttydige titel Hvis det er.

Romanen bringer med naturen som sted og den mandlige fortæller nye toner ind i forfatterskabet, samtidig med at der skæres ind til benet: Ved at skrue helt ned for den ydre handling, skruer Danmarks mest stilsikre forfatter op for det store drama om livets mening. Med en stærk undertone af vemod og tomhed er Helle Helles særlige stemme endnu smukkere og mere insisterende end tidligere i forfatterskabet. Hvis det er er et mesterværk, og en berusende læseoplevelse, der både giver lyst til at græde og læse bogen igen og igen.