Realiteternes verden

Småplat, arbejdsløshed, ”varme” varer .... det er ikke en sindsoprivende krimi med Bond-kloner, der styrter verden rundt

– næ, det er Knud – langtidsarbejdsløs, ufaglært skibsværftsarbejder - der fortæller fra sin bænk, om dengang Mike fik ham med i sit lyssky måneskinsarbejde.

Bent Vinn Nielsens roman fra 1992 er stadig aktuel, eller måske rettere aktuel igen.
Den foregår i en af Danmarks arbejdsløshedsøer blandt de mennesker, der er født og opvokset der – og aldrig er flyttet væk. Det er til gengæld de gode jobs, og håbet om engang at få et arbejde igen er svindende. Det gælder også selvom man kun er 40 år.

Trøstesløsheden emmer ud af siderne i bogen om Knud. Han kan godt bruge de sorte penge, så hans datter i det mindste kan få sig en uddannelse og komme væk, så de kan købe en brugt bil og se ud af lidt. Men samvittigheden gnaver, han ved godt det er forkert, det er heller ikke godt, at Reservejesus bliver behandlet som skidt af Mike, der lader som om han har styr på sagerne og får organiseret salget af varerne.
 
Stemningen er uden overdrivelse opgivende, og  bogen kunne nemt være en trist omgang, men det er den slet, slet ikke.  Den er sød, underspillet, humoristisk, hjertevarm og meget meget menneskelig.

Det er bestemt ikke over-Danmark, vi hører om. Der er langt til bonede gulve, smarte damer og glitrende facader. Det her er den berømte banan, det udkantsDanmark politikerne lige nu flokkes om at gøre godt imod. Men står bogens personer til troende, lader de sig ikke købe af politikere, de kan godt gennemskue dem. Men derfor kan det da godt være, at de gerne vil have en motorvej eller to, om ikke andet kunne der vel falde lidt arbejde af, når projekterne skal bygges.
     
Det er såkaldt almindelige mennesker Bent Vinn Nielsen skriver om, med alt for almindelige menneskelige fejl. Vi kan ikke skjule, at moralen er lidt flosset – det er jo netop det realistiske. Sort arbejde, varme varer, det er ikke forbeholdt en lille personkreds. Han gør det med forståelse, genkendelighed og kærlighed, og det er hele humlen ved hans forfatterskab, efter min mening.

Jeg synes, han er en litteraturens Johnny Madsen, samme Madsen der engang i et interview gav udtryk for, at folk fra Thyborøn ”det er de sidste de tager røven på”
”De” – det er over-Danmark – eller ”svineriet” som Vinn Nielsen kalder hele blandingen af politikere, meningsdannere, EU, DR og dem vi læser om i aviser og blade, samfundet med andre ord.
 
Jeg holder meget af Bent Vinn Nielsen, jeg kender de mennesker, han skriver om rigtig godt – og jeg glæder mig over, at de også har en litterær stemme, nemlig den han er med til at give dem.

Han er med til at fastholde nuancerne. Det hele er ikke så let, så glittet, så smart som man kunne forledes til at tro – det er også normalt at være i tvivl, at være flosset i kanten, at tvivle på sig selv, at føle sig mindreværdig. Det normale har vide rammer, vi har alle sammen lov til at være her.