Bog

Først når...

Af (
2020
)

Anmeldelse

Først når af Oddfríður Marni Rasmussen

25 aug.20

Tænk hvis du fik at vide, at din ægtefælle skulle dø og ikke kunne reddes. Det bliver virkeligheden for Janus i Oddfríður Marni Rasmussens roman, der er et vigtigt, men også til tider overmættet stykke sorglitteratur.

'Først når…' er historien om Janus, hvis kone Elsa udvikler en hjernetumor. Tumoren suger dem begge ind i et sygdomsforløb uden håb om overlevelse. I takt med at tumoren vokser, ændrer Elsa personlighed og mister sproget. Og Janus er vidnet.

Sygdomsforløbet er sygeligt deltaljeret, forstået på den måde, at man som læser får en følelse af, at man følger Janus meget tæt fra diagnosticeringen til døden. Her beskrives opkastningerne, de utallige ture på hospitalet, kemoterapiens giftige virkning på kroppen og Elsas svækkede hukommelse.

Forløbet indeholder store følelser som frygt (Elsa frygter døden, Janus frygter ensomheden), kærlighed, frustration, skam og sorg. Bogen stopper dog ikke ved døden. Rasmussen har opdelt bogen i to. Første del er et tilbageblik, hvor Janus mindes tiden inden Elsas død. Anden del, 'Først nu', er skrevet i nutid og omhandler Janus’ liv uden Elsa.

Det er både hårdt og givende, at man som læser får lov til at være en del af denne håbløshed. Et sådan indblik er hård kost. Men netop denne ærlige indsigt gør bogen til et væsentligt stykke skønlitteratur.

Sproget er detaljeret og ligeså tungt som sygdommen. Når man læser føles det som om, at selve tiden trækker sig selv gennem et solidt pløre. Men indflettet i den håbløse hverdag finder man poetiske passager, som desværre til tider bliver floskuløse: ”mit sind var bukket under i en menneskelig vinter” og ”[s]kyerne for solen blev skiftevis trukket fra og for”. Poesien mister derved sit potentiale og bliver tung sammen med resten af teksten.

Til tekstens forsvar omhandler den så hårdt et emne, at det giver mening, at sproget også er tungt, nærmest stillestående. Men man kunne dog godt have ønsket sig et lidt mere opfindsomt poetisk sprog, når Rasmussen nu giver poesien en så vigtig plads i sin tekst.

Rasmussens roman er et stykke sorglitteratur, og han skriver sig derved fint ind i tidens litterære tendens. Og mødet med Janus i al hans utilstrækkelighed er både befriende og ubehagelig læsning. At indrømme at vi mennesker per se er utilstrækkelige er både forløsende og skræmmende. Vi vil så gerne, vi kan redde dem, der er omkring os. Men hvad sker der, når vi ikke kan?

Historien kan læses som fortællerens terapeutiske bearbejdning af traumet, og teksten bærer tydelige præg af Janus’ egne overvejelser om sig selv i forhold til Elsa. Det ser man eksempelvis, når Rasmussen skriver: ”Nu var der kun trangen, eller trangen er ikke det rette ord, men behovet for at hjælpe Elsa og bringe hende så helskindet gennem livet, som jeg kunne og magtede”. Man er som læser med i Janus’ bearbejdning af traumet, og det gør romanen til en tekst med et stort empatisk potentiale.

Bogdetaljer

Forlag
Torgard
Oversætter
Hugin Eide
Faustnummer
48501702
ISBN
9788793521278
Antal sider
258

Tema

Tema

Sorg i litteraturen

Den største sorg i verden. Dette tema handler om sorgen over at miste en af sine nærmeste og om litteraturens rolle i sorgen. 
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer