Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard
Da jeg for nogle år siden opdagede den argentinske forfatter Jorge Luis Borges (1899-1986) var det som en åbenbaring, og jeg læste på kort tid alt det af ham, som jeg kunne komme i nærheden af.
Især hans noveller med deres blanding af mareridtsscenarier, præcist kalkulerede og opfindsomme detektivhistorier og en svimlende metafysisk mystik, tiltrak mig med overvældende kraft.
De syntes på det tidspunkt at udtømme, hvad jeg ønskede af fiktion. Nu husker jeg tit på noget, Borges har skrevet. Nogle gange en bestemt linie, men oftere gribes jeg af en mere uhåndgribelig fornemmelse, en samtidig tilstedeværelse af mange forskellige digte og noveller, jeg har læst af ham, af det univers, som hans fiktion henter sin kraft fra, fyldt med spejle og tigre, biblioteker og gåder, helte og forrædere, uendelighed og intethed, klarhed og mystik.
Og når jeg får den følelse, er det pludselig mig, der er digteren i dette for blot nogle år siden ufødte univers. I min bevidsthed er mulighederne uendelige, og Borges’ historier drejer sig, spejler sig, forener og forskubber sig og føder nye historier. Så er det med ét mig, læseren, der er kunstner.
Men det er ikke blot sådan, at hans historier så ofte lever i min bevidsthed. Utvivlsomt lever jeg også derfor i hans historier. Hvis det er sandt, at vi nærmer os verden gennem sproget, og det er jeg overbevist om, at det er, så er mange af verdens elementer blevet forandret siden jeg har læst Borges.
Et bibliotek, for eksempel, er ikke længere det samme. Ordet bibliotek betyder ikke længere det samme. Min måde at læse virkeligheden på er forandret. Hvis jeg var forfatter, ville min måde at skrive på sikkert også have ændret sig. Sådan havde Borges det også med sine yndlingsforfattere. Hans skrifter er gennemtrængt af andre forfatteres og filosoffers skrifter, hans historier er en slags genskrivning af elementer fra hans læsning.
Hans smittende kærlighed til litteraturen lyser ud af hver linie, han har skrevet. For Borges er skrivning og læsning to sider af samme sag. For ham er skabelse genskabelse, skrift er læsning. I sidste instans betyder det, også for ham, at læseren er kunstner. Hvad vil det sige? Et svar kunne man få ved at læse Borges’ novelle Pierre Menard, forfatter til Don Quijote.
Dette er ikke stedet for en dybdegående analyse af denne novelle, der som så mange af Borges’ fiktioner er et omhyggeligt konstrueret system af svimlende fordoblinger og godt skjulte, ironiske faldgruber. Den handler kort fortalt om Pierre Menard, en fiktiv fransk forfatter fra slutningen af det 19. århundrede, hvis bibliografi i påfaldende grad er beslægtet med Borges’ egen, der får den vanvittige og svimlende idé at ville skrive Don Quijote.
Ikke bare oversætte den, ikke lære den udenad, ikke kopiere den. Skrive den. Dette forehavende er naturligvis ørkesløst, uendeligt, og det lykkes ham da heller ikke at færdiggøre mere end to kapitler, før han dør. Men disse to kapitler er magiske.
De er både de samme som Cervantes’ og samtidig forskellige, for det betyder ikke det samme at skrive en bestemt sætning i år 1600 i et feudalt spansk samfund som i år 1900 i modernitetens hovedstad, Paris, hvilket fortælleren af novellen illustrerer gennem analyser af udvalgte, enslydende, men ikke ensbetydende tekststeder i de to versioner af Don Quijote.
Dette virker måske frygtelig indviklet og fortænkt. Men hvis vi tænker os, at Menards genskrivning er en metafor for læsning, så damper lidt af mystikken måske af. Læsning er skabelse, fordi der i den læsende opstår en historie, der ikke var der før. Denne historie er på trods af, at ordene er de samme for læseren og forfatteren, ikke helt den samme for dem.
Læseren af Don Quijote i år 2003 vil give den roman en helt anden betydning, end den havde i år 1600. Historien vil ikke være den samme, selvom ordene står på siderne, som de blev skrevet af Cervantes. Læsning er en skabelse af en historie, der ikke er den samme for to mennesker, men alligevel aldrig forandrer sig. Menards to kapitler viser, at alle tanker er mulige for ethvert menneske, hvilket er selve grundlaget for, at vi kan kommunikere og have fælles ideer og billeder.
Dette er essensen af et håb på menneskehedens vegne. Men de viser også, som sagt, at selvom to mennesker uafhængigt kan tænke og skrive det samme, så betyder det ikke det samme. Læseren er ikke bare en tom beholder, forfatteren fylder. Læsningen forvandler historien. Menard er ikke bare kopist, han er kunstner.
Det er denne forunderlige kommunikation mellem forfatter og læser, novellen handler om. Et stort og vidunderligt mysterium. Den handler om det bevægelige liv, fiktionen skaber, og som forener forfatter og læser. Som gør læseren til forfatter.
Dette kan måske, i hvert fald for mig, forklare den følelse, jeg engang imellem har af, at jeg kender Borges (og visse andre forfattere og kunstnere) bedre, end mange af de mennesker, jeg ofte omgiver mig med. Det eneste, vi deler, er ord, klange, et fiktivt univers og en kærlighed, men hvem deler til syvende og sidst mere?
Borges’ univers er bragt til live i mig, det lever i mig og jeg i det (og i de tusindvis af andre universer, naturligvis, der udgør min personlighed og mit livs uendelige muligheder). Det er en stor gave, ordets livgivende gave, der flyder mellem os og befrier os fra ensomhedens uudholdelighed, en gave, hvis smukkeste og mest levende form er fiktion.
Kommentarer