Islandsk litteratur

Den islandske litteratur er sin helt egen. Med en stærk litterær tradition i bagagen, bærer islændingene et unikt litterært sindelag med sig.

Ny islandsk litteratur rummer noget sært dragende. En form for indsigtsfuld tone, der løfter sløret for en dyb menneskelig grundforståelse. Måske som konsekvens af at den islandske stedslighed og den islandske litteratur synes så dybt forbundne. Forholdet mellem menneske og natur er fuldstændigt allestedsnærværende i det islandske. Her kan man ikke teoretisere over naturens luner - de er fysiske, virkelige og skæbnesvangre.

Bergsveinn Birgissons skriver i sin roman Et landskab er aldrig tåbeligt:

”Et landskab er bare, som det er, og derfor burde menneskene vende blikket indad. Folk er utilfredse og synes, at visse klippespidser ikke burde findes inde i dem, at visse høje burde være større. De ser galt. De anskuer det helt galt og er som regel helt gal på den. Alt er bare, som det er.”

Citatets refleksion virker på alle måder netop islandsk. Man kan skimte en form for skæbne-accept, der bunder i naturens magt og ufuldkomne perfektion. Alt er bare som det er: naturen er som den er, og vi er som vi er. Fra de litterære vulkaner i Nordatlanten, ser man livet i øjnene som det er: poetisk og ubarmhjertigt.