Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Den tyske filosof og forfatter J. W. Goethe (1749-1832) er prototypen på en underart af menneskeslægten, der desværre efterhånden er ved at være noget truet: Den alvidende supermand, som har forstand på og siger kloge ting om alt fra filosofi, poesi, historie og klassisk filologi til fysik, astronomi, psykologi og medicin.
Efterhånden som de forskellige akademiske discipliner er blevet mere og mere specialiserede, er der tilsyneladende opstået en vis ligegyldig blandt dannede mennesker i forhold til de akademiske discipliner, der ikke umiddelbart ligner deres egen. Det kan være, at det er det, der står for skud med det fokus på tværfaglighed, som på det seneste har været på programmet i Undervisningsministeriets rapporter.
Selv om den danske Wilhelm Bergsøe (1835-1911) måske nok ikke nærmer sig Goethe, hvad angår alsidighed og alvidenhed, så er hans forfatterskab stadigvæk udtryk for en dannelse af den gammeldags slags. Bergsøe var ekspert i insekter og doktor i zoologi. Samtidig var han en ihærdig og internationalt anerkendt møntsamler og desuden velorienteret i historie og kunsthistorie.
Og endelig lagde han på et tidspunkt det hele på hylden for at blive forfatter (endda på en barsk måde, Bergsøe var næsten blind og dikterede det meste af sit værk) – hvilket bl.a. resulterede i Fra Piazza del Popolo (1866), som siden er blevet en af de helt store klassikere i dansk litteraturhistorie.
Roman eller humanistisk feltstudie
Fra Piazza del Popolo følger en velkendt form. En gruppe skandinaver er i Rom, men kan ikke bevæge sig uden for bymuren, fordi området er hærget af røverbander. Derfor giver de sig i stedet til at fortælle hinanden historier, og historierne udgør romanens indhold sammen med en rammefortælling, hvor en dumdristig ung mand er blevet kidnappet af nogle røvere, fordi han er gået uden for bymuren.
Det mest berømte eksempel på denne mellemting mellem roman og novellesamling er Giovanni Boccacios 1300-tals-klassiker Dekameron, som handler om nogle unge, der flygter fra pesten i Firenze og slår sig ned på et landsted, hvor de i ti dage fortæller hinanden små historier.
Men der er en væsentlig forskel på Boccacios og Bergsøes måde at bruge formen på. Mens Boccacio mest gør i mere eller mindre lystige kærlighedsfortællinger, så er de forskellige historier i Piazza del Popolo realistiske beretninger fra de forskellige fortælleres fortid.
Man hører om en provinsiel nordmands problematiske karriere som billedhugger, om en københavnsk læges oplevelser under en koleraepidemi, om en ung mand, der i ubetænksom fuldskab kommer til at gøre nar af en vanskabt og så videre. Hver fortælling er et indlevende portræt af en person i en bestemt situation. Det er her, Bergsøes egenskab af supermand slår igennem. Romanen er en slags feltstudie i forskellige menneskers tilværelse, hvor Bergsøes indsigt i medicin og billedkunst (men også i druk og svir) bliver brugt som udgangspunkt for en skildring af borgerskabets ungdom i midten af 1800-tallet.
Kunstneren og videnskabsmanden
Man kunne forestille sig, at de mange forskellige kontekster kunne give romanen et forvirret udtryk. Gruppen af skandinaver kommer fra vidt forskellige steder: ”Der var kunstnere, digtere, historikere, ja selv på læger og naturforskere skortede det ikke,” som det hedder i de første linjer.
Når der alligevel er en rød tråd gennem romanens afsnit, så skyldes det, at Bergsøes skildring af dannede mennesker rummer en særlig ensartethed. Billedhuggeren undersøger menneskekroppens perfekte form på samme måde, som lægen undersøger koleraens oprindelse. Kunstneren er en slags videnskabsmand – men en særlig videnskabsmand, der beskæftiger sig med de mindre håndfaste sider af virkeligheden.
Det betyder ikke, at kunsten i Bergsøes roman er en overbygning til videnskaben. Forholdet går nemlig begge veje: Naturvidenskaben er ikke snæver, men mere rettet mod en bredere forståelse af livet. For eksempel er lægen i Bergsøes roman lige så meget sjælesørger, som han er helbreder. I stedet for at drage et skel mellem kunst og videnskab og de forskellige videnskaber imellem, tegner Bergsøe et billede af en gruppe begavede og dannede mennesker, der fortæller ud fra en generel interesse i verden – en slags livskunstnere.
Fra Piazza del Popolo er et spændende tidsbillede på flere måder. For det første har Bergsøe en livlig og opmærksom sans for at beskrive bymiljøerne i Rom og København. Og for det andet er hans personkarakteristikker interessante som et udpluk af det spirende borgerskabs intellektuelle udfoldelser.
Det tegner et noget andet billede af klassisk dannelse, end det man sædvanligvis hører: Her er det ikke remselære og terperi, men derimod almen interesse og indsigt i menneskelige forhold, der står i centrum.
For kunstnere såvel som for videnskabsmænd.
Kommentarer