Olive, igen

Elisabeth Strout har fundet denne sælsomme kvinde interessant nok til at skrive endnu et epos - hvilken genial ide!

Olive har nu indgået sit andet ægteskab, og forholdet til hendes søn er fortsat kompliceret. Sønnen er rejst til New York og har stiftet familie, som Olive får et anstrengt forhold til. Ensomhed er en kendsgerning for mange ældre, og Olive oplever det fysiske forfald og den besværlige alderdom, men hun har et stort hjerte og interesserer sig for sine medmennesker.

At køre bil er et must for Olive, og det giver mange morsomme episoder. Således besøger hun venner, der lever isoleret og er syge. Hun taler direkte til dem og undgår ikke vanskelige emner. Selv ved hun godt, at hun er stridbar. En elev husker hendes ord, da hun vender sig mod klassen i en matematiktime og erklærer: "Inderst inde ved du godt selv, hvilket menneske du er". Det er netop hvad Olive gør, hun ved udmærket, at hendes første mand ikke fik den kærlighed fra hende, som han fortjente. Ligeså at sønnen havde en barsk mor, der var en vanskelig kvinde.

Ifølge forfatteren kom Olive til hende i form af synet af en ældre dame i et fodgængerfelt. Charmen ved bøgerne om Olive Kitteridge er, at hvert kapitel er en fortælling for sig med Maine-borgere, som lever så godt, de formår, med de forandringer og knubs, som er almindelige menneskers vilkår. Nogle personer har optrådt i andre romaner som Amy og Isabelle. Det er øjenåbnende at læse, hvad der siden hændte dem.

Olive-fans vil blive opløftede af at følge hende ind i alderdommen. Jeg kan kun anbefale at se filmen af samme navn. Har man set Olive Kitteridge spillet af Frances Dorman, er det simpelthen sådan, den gamle krage ser ud, stor og klodset med sin taske over armen.