Anmeldelse
Må jeg få mit gulvtæppe med hjem til mor? af Anne Sofie Hammer
- Log ind for at skrive kommentarer
Kunsten at navigere mellem to hjem skildres med lige dele humor og varme i bøgerne om Mageløse Magda. Den kærlige, men lettere kaotiske og travle hverdag i en småbørnsfamilie vil vække genkendelse hos mange.
Magda bor skiftevis hos mor og far, og derfor er fredag den helt store pakkedag, når hun skal fra det ene hjem til det andet. Far og Magda er i fuld gang med at pakke tasken til ugen hjemme hos mor. Der er mange ting, der skal huskes; cykelhjelm, strømper, regntøj, gummistøvler, bamser og den fine kjole til mormors fødselsdag. Men hvad nu med badedyrene og det bløde tæppe, som man også nemt kan komme til at savne hjemme hos mor. Og når nu fars spegepølse smager meget bedre end den, der er hjemme hos mor og Anders, kan den så også komme med? Pludselig er Magdas taske meget tung. Hvornår siger far egentlig stop? Og hvad siger mor mon til alle de mange ekstra ting i tasken?
Anne Sofie Hammer er kendt og elsket for sine bøger om Villads fra Valby, og hun kan det med at ramme børns hverdag lige i øjenhøjde. Mageløse Magda kunne meget vel være Villads’ charmerende lillesøster, for hendes små påfund er slet ikke til at stå for. Man kan ikke lade værre med at trække på smilebåndet, når hun forsøger at snøre sin mor og far. Hun spiller sine kort helt rigtigt ved at prikke lidt til sine travle forældres dårlige samvittighed.
'Må jeg få mit gulvtæppe med hjem til mor?' er fjerde bog om Magda, og alle bøgerne sætter - på en kærlig, sjov og uhøjtidelig måde - fokus på nogle af de situationer og dilemmaer, der opstår i moderne familier med delebørn. Som voksen kan man sagtens læse savn ind i Magdas ønske om at få flest mulige ting med frem og tilbage mellem mor og far, men det er på ingen måde synd for Magda, at hun er skilsmissebarn. Hun har fundet sig til rette i en tilværelse med to meget forskellige hjem, og mange andre delebørn vil kunne spejle sig i hende.
Sira Stampes udtryksfulde og farverige illustrationer spiller godt sammen med bogens handling, for her spilles også på genkendelsens glæde. Både børn og voksne kan finde mange, små detaljer, som de kender fra hverdagen. I børnehaven er der f.eks. en orientering om tilfælde af lus, et opslag om ferietilmelding samt de karakteristiske blå futter til de voksnes sko.
Bøgerne om Magda er oplagte til højtlæsning for de 4-7 årige både i børnehaven og derhjemme.
Brugernes anmeldelser