Anmeldelse
Lille pinds hule
- Log ind for at skrive kommentarer
Pindsvinet Lille Pind tager sagen i egen hånd og drager ud på blåbæreventyr, mens Pindemor har travlt med rengøringen. Men udlængsel kan hurtigt blive til hjemve.
Det er en dejlig dag, og Pindemor er i rengøringshumør. Det er Lille Pind ikke. Hun vil hellere på tur for at plukke lækre blåbær, men Pindemor vil have hjælp til at gøre rent og vaske op. Mens Pindemor er optaget af at banke tæpper, ser Lille Pind alligevel sit snit til at stikke af. Hun indånder glad duften af skov og frihed og løber helt derud, hvor skoven ender.
Lille Pind finder en hyggelig hule under en trærod, som hun indretter til sit eget lille hjem. Det hele går meget godt, indtil det pludselig begynder at tordne. Så kommen frygten og hjemveen. Hun fortryder helt, at hun ikke blev hjemme, for hvordan skal hun finde tilbage i det frygtelige uvejr? Hjælpen kommer fra en uventet kant, da en venlig, men fremmed ræv kigger ind i hulen. Først ved Lille Pind ikke, om hun tør følge med den, for Pindemor siger altid, at ræve er uberegnelige. Hun er også nervøs for, at Pindemor ikke vil have hende hjem igen, men ræven forsikrer hende om, at hendes mor savner hende.
Hjemme i Pindebo venter Pindemor med åbne arme, og Lille Pind mærker, at selvom ude er godt, så er det bedst at være hjemme i mors trygge og varme favn. Pindemor må derimod sande, at ræve ikke er så slemme, som mange går og siger, og hun ender med at byde ræven på dejlig, varm tordenkaffe.
Det er en sød, eftertænksom og hjertevarm fortælling om selvstændighed og eventyrlyst og om at møde andre med et åbent og nysgerrigt sind. De imponerende håndtegnede illustrationer er indtagende og smukke, og der er masser af hyggelige detaljer at gå på opdagelse og drømme sig væk i. Både tekst og tegninger oser af kærlighed til, fornemmelse for og samklang med naturen. Elvira Fragolas forfatterskab, der udover billedbøgerne om Lille Pind også rummer årstidsbøgerne om livet i Mumleby samt hestebøgerne om Trude, er især kendetegnet ved at rumme ro, nærvær, respekt for og samhørighed med dyr og natur.
Lille Pind er slet ikke til at stå for, og heldigvis er det muligt at høre mere om hende i Lille Pinds puttetid og Lille Pinds juleønske. Bøgerne passer til højtlæsning fra 2-3 års alderen.
Brugernes anmeldelser