Bog

Der er ingen ende på Paris

Af (
2016
)

Anmeldelse

Der er ingen ende på Paris af Ernest Hemingway

02 jun.08
AfPernille Lisborg
Skribent

Muntre, livsglade og stemningsfyldte forfattererindringer fra 1920´ernes Paris.

Hemingway udgav i 1960 ”Der er ingen ende på Paris”, der er hans erindringer om årene i Paris fra 1921 til 1926. Bogen er vidunderlig læsning.

Der er fine beskrivelser af, hvordan Hemingway sidder på sin yndlingscafé og skriver små historier og noveller.

Man kan se det for sig, forfatteren med sin blok, sin blyant og sin café-au-lait. Vi hører også om møder med og venskaber med andre af datidens store forfattere: James Joyce, Ezra Pound, Scott Fitzgerald, Gertrude Stein o.a. Og det er ikke café-au-lait, de drikker mest af ellers. Der bliver godt nok drukket meget vin, øl og adskillige aperitiffer.

Bogen består af en række af hinanden uafhængige fortællinger om livet i Paris, og egentlig behøver man ikke læse dem i nogen bestemt rækkefølge. De handler om livet og dagligdagen i Paris for en ung forfatter. Det gælder både små tekster om Hemingways måde at arbejde på, hans følelse, når en fortælling er færdig. Tekster om spadsereture rundt i Paris, om at føle sig lykkelig i foråret, om at forsøge at få honorarer til at vare lidt længere ved at spille på væddeløbsheste. Men det gælder i høj grad også tekster om kærligheden til sin unge kone, sit lille barn, til gode samtaler, god kunst, god mad og ikke mindst gode vine.

Den lille bog lyser af glæde og appetit på livet. Selvom der også er afsnit om sult og fattigdom, så er hele bogen en hyldest til kunsten at leve i nuet: ”Vi spiste godt og billigt og drak godt og billigt og sov godt og lunt sammen og elskede hinanden”. Derudover rejser det unge par, når de har penge, ser på kunst og møder andre kunstnersjæle i Paris. Kan man ønske sig mere??

”Der er ingen ende på Paris” er en nydelse at læse, fordi den i den grad handler om nydelse ved livet, ved venskabet, kunsten og kærligheden. Og lad mig slutte med de ord, Hemingway slutter sin lille erindringsbog med:

”Men sådan var Paris i vores ungdom, da vi var meget fattige og meget lykkelige.”

Analyse

Der er ingen ende på Paris af Ernest Hemingway

AfLitteratursiden
Skribent

Litteratur udgivet posthumt er et særligt fænomen, og hvis man betragtede denne type litteratur som en genre for sig selv, ville ikke mindst Franz Kafka (1883-1924) udgøre en central figur. Alle Kafkas "ufærdige" romaner blev udgivet posthumt og det på trods af, at hans legendariske sidste ord var: ”Brænd det hele”.

En anden grundtekst i den posthume genre ville med sikkerhed være 'Der er ingen ende på Paris' (1964) af Ernest Hemingway (1899-1961). Som det ofte er tilfældet med litteratur udgivet posthumt er ingen klar over, om Hemingway overhovedet ønskede at udgive sine memoirer om Paris i 1920'erne. Eller om han nogensinde blev færdig med sin erindringsbog. Alligevel (eller måske netop derfor) er 'Der er ingen ende på Paris' særdeles interessant at læse.

Den er skrevet ukompliceret, og samtidig er den fyldt med grov sladder om mange centrale skikkelser fra den amerikanske modernisme.
 

Dostojevskij skriver elendigt
I 'Der er ingen ende på Paris' får man et smugkig ind i Hemingways arbejdsværelse, diverse anekdoter om litterære berømtheder og et indtryk af, hvordan kunstnermiljøet var organiseret i 1920'ernes Paris.

På denne tid var den franske millionby nærmest en slags kunstnerkoloni, hvor unge amerikanerne løb hornene af sig og afprøvede deres kunstneriske talenter. Inflationen var vanvittig over hele Europa i 20'erne, og man fik meget for bare én dollar. Samtidig kunne man drikke åbent (der var forbudstid i USA) og indgå i mere løsagtige seksuelle forbindelser end hjemme i Amerika.

Paris var imidlertid ikke kun en legeplads. Byen var rigtignok et fristed, men af den produktive slags. Et sandt overopbud af store amerikanske forfattere boede på højre og venstre Seinebred i 20'erne og 30'erne. Navne som Ezra Pound (1885-1972), Gertrude Stein (1874-1946), F. Scott Fitzgerald (1896-1940), John dos Passos (1896-1970), Henry Miller (1891-1980), William Carlos Williams (1883-1963) og Ernest Hemingway taler for sig selv. I hvert fald er samtlige forfattere for længst kanoniseret som en regulær guldalder-generation i moderne amerikansk litteraturAndre end de amerikanske forfattere befandt sig glimrende i Paris. På denne tid var byen et internationalt forum, et kunstens mekka, inden for alle kunstneriske retninger.

James Joyce (1882-1941), forfatteren bag superklassikeren over alle superklassikere. Ulysses (1922), boede også i byen. Han kunne ikke udgive sit radikale kæmpeværk i den engelsksprogede verden (der var længe forbud mod Ulysses i bl.a. USA), men forlaget Shakespeare & Co., ledet af den visionære Sylvia Beach, udgav romanen. Netop forlaget Shakespeare & Co. fungerede i øvrigt som bibliotek og samlingspunkt for denne generation af amerikanske forfattere.

I 'Der er ingen ende på Paris' kan man til eksempel læse om, hvordan Hemingway opdagede russiske forfattere som Fjodor M. Dostojevskij (1821-1881) og Ivan Turgenev (1818-1883) på forlagets bogreoler. Hemingway beundrede russerne, men Dostojevskij får den paradoksale medfart, at han skrev: ”...så elendigt, så utroligt elendigt, men på samme tid får han en til at føle så dybt”.
 
 

En solid brandert: Machominimalisme
I 'Der er ingen ende på Paris' kan man konstatere, at Hemingway er den perfekte journalist i en hektisk zone af høj kunstnerisk aktivitet. Han er god til fange et bestemt steds særlige stemning. Erindringsbogen er opbygget af en række kortere tekster, der alle kredser om forskellige aspekter af dagligdagen i Paris som ung, ambitiøs kunstner. De enkelte tekster kan sagtens læses som selvstændige stykker, og man kan derfor springe rundt i bogen efter behag.
 
I 20'erne var Paris organiseret ganske forskellig fra nu. Hemingway boede og arbejdede i det nuværende centrum af byen (5. og 6. arondissement), men denne geografi var dengang ensbetydende med fattigdom og et klassisk arbejdermiljø. Ganske uventet beskriver Hemingway også, hvordan geder ledes brægende igennem gaderne hver morgen, så lokale beboere kan få deres mælk.

Og kunstnerhybelen kendte endnu ikke til fjernvarme; arbejdsværelset er ofte så koldt, at han må søge ud på billige caféer for overhovedet at kunne skrive. Hemingway laver også andet end at skrive på caféerne. Indtagelsen af drinks og vine med diverse kunstnerkollegaer under nattehimlen udgør en anden typisk figur:

Der forløber sjældent mange sider, før Hemingway pludselig skåler med endnu en bekendt. Hvis man skal tro 'Der er ingen ende på Paris', drak alle kunstnere tæt i 20'erne, og kommer selvfremstillingen blot nogenlunde i nærheden af sandheden, var Hemingway en mester i at skjule en solid brandert. Skriften bliver aldrig beruset – kontroltab er utænkeligt i den underspillede machominimalisme, som er så kendetegnende for Hemingways stil og biografi.
 
En anden kommentar til 'Der er ingen ende på Paris' kunne være, at bogen har en række tydelige idealer: Hemingway reproducerer uhæmmet klassiske kunstnermyter - heriblandt ”forfatteren på det ensomme og kolde loftskammer” og ”selv i modgang var jeg sikker på originaliteten af mine egne ideer.” Disse idealer skaber en klar sympatifordeling i bogen; de som arbejder hårdt ud fra faste rutiner og principper modtager Hemingways beundring. Alle andre præsenteres med tydelige forbehold, og der lægges ikke fingre imellem i beskrivelsen af andres uduelighed og talentløshed.
 
Alt sammen er naturligvis stærkt præget af hukommelsens perspektiv. Hemingway påbegyndte sine erindringer i 1957, og den store afstand i tid har uundgåeligt påvirket fremstillingen. Imidlertid iscenesætter Hemingway sig selv som den forudseende; ofte får man det indtryk, at han straks gennemskuede dette og hint allerede tilbage i 20'erne (e.g. Ezra Pounds manglende dømmekraft; Pound blev senere fascist). Dette ødelægger ikke læsningen, men forøger mest af alt kvaliteten af bogens underholdningsværdi. Hemingway er ikke blind for egne overdrivelser; machominimalismen assisteres altid af en underspillet humor og knastør selvironi, og derfor bliver tonen aldrig direkte selvhøjtidelig.  
 
 

Kunne Scott Fitzgerald stave?
Hemingway støder af og til på James Joyce, og over en drink bagtaler de sammen kollegaer, som fortaber sig i kunstnermiljøets rygklapperi. En anden bekendt var forfatterinden Gertrude Stein. Hun var længe ven og mentor for den unge Hemingway, og Stein introducerede ham for malere som Joan Miró (1893-1983) og Paul Cézanne (1839-1906).

Særligt sidstnævnte gjorde vistnok et livslangt indtryk på Hemingway. Som altid i erindringsbøger må man imidlertid læse med en sund portion skepsis. Beundringen af Cézanne er i hvert fald mere typisk end original, for stort set alle modernister har fremhævet Cézannes malerier som en uerstattelig inspirationskilde. Stein brød Hemingway derimod hurtigt med, men man må selv læse bogen for at finde motivationen bag denne beslutning.

Mange forfatterkolleger udleveres nådesløst for læseren. Bemærkelsesværdig er den grundige gennemgang af Scott Fitzgeralds fejl og åbenlyse idioti. Ifølge Hemingway var Fitzgerald en af hans allerbedste venner i Paris, men alligevel bemærker han syrligt, at forfatteren bag romanen The great Gatsby (1925) knap nok kunne stave til H-E-M-I-N-G-W-A-Y efter to års intens træning. Og at Fitzgerald ikke engang kunne drikke 3-4 flasker vin og en halv flaske whisky uden at klynke og pibe. Og at Fitzgerald altid var på vej i seng med endnu en ukendt eller spektakulær sygdom. Den allerbedste sladderanekdote om Fitzgerald, må man imidlertid selv opstøve i Der er ingen ende på Paris. Her skal ikke afsløres alt.

Læser man Hemingways memoirer får man det indtryk, at kunstnermiljøet i 1920´ernes Paris både udgjorde et fristed og var hjemsted for utallige pinlige episoder. Dertil kommer den helt utrolige misundelse kunstnerne imellem. Det er ganske symptomatisk, når Hemingway i Der er ingen ende på Paris ofte gentager, hvordan han alene (i sit ansigts sved) skrev hvert eneste ord af sin fremragende debutroman: Og solen går sin gang (1926).

Sandheden er vistnok, at ingen ringere end netop Scott Fitzgerald hjalp Hemingway med at lægge sidste hånd på værket. Disse slibrige detaljer er i sig selv betegnende for den posthume genre, som ofte er fyldt med dyneløfteri og skrupelløse afsløringer. Af ikke mindst disse årsager kan jeg på det varmeste anbefale Ernest Hemingways Der er ingen ende på Paris.

Det er fortællinger om kunstnere, kunsten og kunstens historie præsenteret i en absolut sprængfarlig form. Ja, man fristes faktisk til at forestille sig, hvordan denne bog ville have kostet Hemingway et lag tæsk, hvis han altså havde været i live, da den blev publiceret.

Af Martin Toft, Cand. Mag. 

21 jul.22

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Mich Vraa
Faustnummer
52668921
ISBN
9788711534700
Antal sider
278

Artikel

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser