Ulysses

Karsten Sand Iversens oversættelse af James Joyces klassiker er en oversætterbedrift i mesterklassen - en sprudlende Ulysses til vor tid!

Da James Joyce i sin kæmperoman 'Ulysses' sendte sin antihelt Leopold Bloom rundt på vandring i Dublin den 16. juni 1904, ændrede han verdenslitteraturen, det er ikke for meget sagt. Verden havde aldrig set en roman som denne - en ny måde at skrive på med nye krav til læseren og med afgørende aftryk i skrivekunsten også helt op i nutiden.

'Ulysses' er et uomgængeligt værk, ingen tvivl om det. Men svær at læse på originalsproget, hvis man ikke er endda overordentligt stærk i engelsk, så en oversættelse er en nødvendighed. Heldigvis har vi i mange år haft en oversættelse af Mogens Boisen. Han arbejdede på den i flere år og reviderede den endda undervejs. Og den oversættelse har været de fleste danske læseres indgang til Ulysses til i dag. Men: Originaler består, oversættelser forgår, og en ny tid vil altid kræve en ny oversættelse. Og den får vi så her fra Karsten Sand Iversen, der leverer intet mindre end en formidabel kraftpræstation og en sprudlende, levende Joyce til os i dag. Det er helt forrygende!

Min forventning til oversættelsen blev vakt allerede fra de allerførste ord, romanens indledning, som på engelsk lyder: "Stately, plump Buck Mulligan (...)". Altså en meget prægnant rytmisk indledning til romanen. Indledningen lyder hos Boisen: "Statelige, trinde Buck Mulligan (...)”. Altså bestemt korrekt oversat, men den oprindelige, vigtige rytme er væk.

Hos Sand Iversen lyder indledningen således: "Statelig, plump kom Buck Mulligan (...)". Her er oversættelsen jo igen helt korrekt - men den vigtige rytme er bevaret. Så allerede her steg mine forventninger til oversættelsen.

Og forventningen blev til ren fryd hele vejen igennem værket. Der kunne findes talrige eksempler undervejs, men jeg vil ile lige igennem til min yndlingspassage i værket, en passage, som er legendarisk, simpelthen, så jeg deler glæden med nogle millioner andre af romanens læsere. Passagen er fra slutningen af kapitel 17 og omhandler det kvindelige bagparti. Den ser i originalen således ud: "He kissed the plump mellow yellow smellow melons of her rump, on each plump melonous hemisphere, in their mellow yellow furrow, with obscure prolonged provocative melonsmellonous osculation."

Læs det højt for at få den fulde nydelse af den rumpe!

Hos Boisen blev det til følgende: "Han kyssede hendes bagpartis tykke bløde gule duftende meloner, på hver tykke melongule halvkugle, i deres bløde gule fures hule, med dunkel, langtrukken, hidsende, melonduftende berøring af munden." Det er ganske tæt på, lidt frit, men giver den rigtige fornemmelse. Men se så her, hvad Sand Iversen får ud af passagen: "Han kyssede hendes plumpe slugtende fugtende lugtende rumpes meloner, i deres slugtende fugtende fure, med obskur prolongeret provokerende frugtiglugtig oskulation."

Så bliver det ikke bedre! Sådan - sikke en fryd over sådan en rumpe!

Oversættelsen er simpelthen en invitation til vor tids læsere. Jeg kan kun sige: Spring på! Her er 'Ulysses' på vidunderligt dansk til alle - fra indledningens start med Buck Mulligan til slutningens, store altfavnende "(...) Ja sagde jeg ja jeg vil Ja".

En oversætterbedrift!