Af litteraturstuderende Martin Toft
I disse dage påbegynder et team af amerikanske topforskere ”Mission-Hemingway”. De har fået til opgave at udføre litterær arkæologi. De graver støvet af tusindvis af bøger, breve og noter i kælderen under Ernest Hemingways (1898-1961) hus lidt uden for Havana.
Endelig tillader den cubanske leder, Fidel Castro (f.1927), offentligheden et mere omfattende indblik i den gamle mesterforfatters litterære ideer. Det bliver interessant at følge, hvad der kommer ud af et nutidigt blik på alle de spændende sager, som har ligger skjult og glemt her siden Hemingways død.
Ikke kun Hemingways kælder er interessant i dag. Den store amerikanske forfatter er også særdeles central for den moderne litteratur og den amerikanske kulturhistorie i det hele taget. Mange har sikkert også på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med Hemingways romaner eller noveller, som han skrev fra 1920´erne og næsten frem til sin død.
Og de fleste læsere vil sikkert medgive, at Hemingway har et særligt greb om sproget og det veldrejede plot. Samtidig vil de fleste nok nikke genkendende til, at noget synes udeladt eller ufortalt hos Hemingway, og det er netop denne antydningens kunst, som han mestrer til perfektion. Almindeligvis kalder man dette stilgreb for ”isbjergsteknikken”, fordi selve historiernes hovedtematik gemmer sig under den litterære overflade.
Således har mange, som tidligere har læst Hemingway, måske ofte fornemmet, at der er noget ufortalt i hans bøger uden at være i stand til at præcisere, hvad det egentlig er, han holder tilbage. En måde at nærme sig det ufortalte hos Hemingway er at ændre sit læsefokus.
Når man læser, fokuserer man måske oftest på handlingen - på det som ”fortælles”. Men hvis man læser Hemingway, kan det være spændende at fokusere på, hvad der mere indirekte ”vises” i historierne. Umiddelbart kan forskellen imellem ”fortælle” og ”vise” være vanskelig at begribe, men det er faktisk forholdsvis simpelt.
Man skal blot forsøge at tænke lidt alternativt, når man læser. Eller sagt anderledes: Man skal forsøge at være særligt opmærksom over for alt det, som man har en tendens til at læse hen over - såsom indgående beskrivelser af hverdagselementer som eksempelvis maden.
Altså det som synes ligegyldigt i forhold til selve handlingens udvikling. Alt det som man kender fra sin egen virkelighed, og som giver litteraturen en kraftig bismag af realiteter. Netop disse perifære momenter i litteraturen bruger forfattere nemlig ofte til at konkretisere ufortalte betydninger i deres historier.
Og måske særlig i denne teknik var Hemingway en sand mesterforfatter. Intet ord er ligegyldigt hos Hemingway, og slet ikke i beskrivelser af maden, som er et genkommende - men altid underspillet - moment i mange af hans bøger. Altså: Beskrivelserne af mad hænger ofte sammen med bøgernes overordnede tematikker.
Hemingways største madroman er Farvel til våbnene(1929). Handlingen udspiller sig ved den italienske front under første verdenskrig, men første gang man læser romanen, synes det italienske køkken at indtage en forsvindende rolle.
Hovedfiguren – og romanens fortæller - er den amerikanske frivillige, ambulanceføreren Henry, også kendt under navnet Signor Tenente. I første halvdel af romanen følger man Henrys dagligdag bag fronten; hans omgang med de andre ambulancemænd, drillerierne, snak om kvinder, de lange nætter med krigslyde i det fjerne og ikke mindst: de daglige måltider.
Det kendetegnende ved disse handlingsoptrin er den daglige gentagelse, rutinen. Også krig bliver hurtigt til ensformig hverdag, får man indtryk af. Senere følger man mere hans forhold til den engelske sygeplejerske Catherine, og romanens umiddelbare hovedhandling bliver et velkendt plot, nemlig kærlighedshistorien i krigens skygge.
Kærlighedshistorien er dog som livet ved fronten fortalt fuldstændig udramatisk, ja, faktisk udelukkende i kraft af nøgterne konstateringer og minimale følelsestilkendegivelser. Under krigens diktat bliver kærligheden som arbejdet bag fronten: et dagligt rutinepræget mønster.
Romanens krigshandling ender med en hæsblæsende flugt fra Italien, idet Henry bliver anklaget uretfærdigt for desertation. Kærlighedshistorien får også en uventet ulykkelig slutning. Catherine føder ved kejsersnit et dødfødt barn, og dør selv i umiddelbar forlængelse heraf.
Altså Farvel til våbnene er en tragisk historie. Romanens afslutning er akkurat så drastisk, som beskrevet her. Den voldsomme afslutning kommer lidt som en overraskelse, en slags pludselig eskalering af handlingen. Selvom handlingen udarter dramatisk, fastholder Hemingway dog ganske bemærkelsesværdigt den samme beskrivelsesteknik – den stadige gentagelse: rutinen som princip.
Det samme beskrives igen og igen på den samme måde, uden at man egentlig bemærker det, og uden at romanen af den grund bliver kedelig og langtrukken. Denne beskrivelsesmåde er så rendyrket i romanen, at selv døden bliver noget, man har set før: en rutine.
Med hensyn til det rutinemæssige er maden enormt interessant. For selv om romanen ”viser” mange forskellige rutiner, fastholdes maden igennem hele romanen som det rutinemæssige par excellence. Ligegyldigt hvor, ligegyldigt hvornår, så spiser Hemingsways romanpersoner i Farvel til våbnene.
Og hvorfor nu det? Hvad er det Hemingway forsøger at ”vise” ved at lade maden og rutine blive de centrale elementer i en roman, som ellers indeholder en række klassiske genretræk fra det velkendte plot om kærlighed og krig?
Selv hovedpersonerne er beskrevet forholdsvis overfladisk og nøgternt. Vi kender ikke meget til deres individuelle psykologi; Henry fortæller os, hvad han ser, men afslører ellers ikke, hvordan krigen eller kærligheden påvirker ham. Kun de forskellige madretter synes at ægge hans flegmatiske temperament.
Men måske er det ikke utilsigtet, idet Hemingway med sin telegram-agtige skrivestil forhindrer, at vi for alvor lever os ind i personerne. Med andre ord er personerne blot marionetter, litterære puslespilsbrikker, som Hemingway udnytter for at illustrere fænomenet krig på en måde, som overskrider både den klassiske krigs- og kærlighedshistorie. 
I romanen oplever man primært krigen på afstand. Henry er, som sagt, ambulancefører, og derfor ikke direkte involveret i krigens rå voldsudvekslinger. Første gang han for alvor får krigen tæt ind på kroppen, sker en aften tæt på fronten under et måltid. Imens Henry sammen med de andre ambulanceførere spiser spaghetti, slår en granat pludselig ned midt i maden.
Således slår Hemingway tonen an til en særlig tematik, forbindelsen mellem vold og mad. Dagens ret: spaghetti, er på ingen måder et tilfældigt madvalg fra Hemingways side. Henry bliver hårdt såret ved granatnedslaget, og hvad ligner en portion spaghetti mest, hvis ikke den menneskelige krops møde med en arrig granat?
Maden er af chefkokken, Hemingway, forfattet som en voldsmetafor i Farvel til våbnene; det daglige måltid og de udførlige beskrivelser af maden bliver i romanen en erstatning for krigens vold, som netop ikke bliver beskrevet direkte i romanen. Altså: mad lig vold, dvs. hver gang vi får beskrivelser af maden, siger Hemingway samtidig noget om volden på en symbolsk måde.
Første verdenskrigs rutineprægede og maskinelle vold er således subtilt erstattet af en uskyldig hverdagsrutine, indtagelsen af mad. Endnu et eksempel: Hver dag, når den lille samling ambulanceførere, nogle generaler og en præst sætter sig til bordet for at spise, et pænt stykke fra fronten, dør de menige soldater for fjendens kugler imens. Dette er indbegrebet af Hemingways ”isbjergsteknik”. Volden er i kraft af sit fravær i stedet repræsenteret ved maden.
Volden, krigens egentlige navn, er måske for stærk kost til, at man kan fortælle om den direkte, uden at krigens brutalitet bliver menneskeliggjort. Eller formuleret anderledes: Idet man beskriver volden direkte, bliver den i nogen grad forståelig og måske en smule banaliseret, hvilket Hemingway helst undgår.
Volden er inhuman, og dermed også uden for sprogets kommunikative rækkevidde. Derfor erstattes den af maden, som vi alle kender for dens livsbefordrende sider. Dette fortællemæssige trick er simpelt, men genialt udført af Hemingway. Volden ved fronten er på sikker afstand, men alligevel altid tilstede, når maden indtages og vinen drikkes.
Maden er ikke længere i symbolsk forstand uskyldig. Snarere er de enkelte madvarer indgivet et negativt metaforisk potentiale, som svarer til deres udseende og kvaliteter. Alt det man almindeligvis opfatter som uskyldigt, vender Hemingway imod både sine læsere og de rådvilde romanfigurer.
Krigen er langt væk, alligevel er romanpersonerne stressede, men forstår ikke selv hvorfor; ikke engang maden smager dem længere. Maden står nemlig i uhellig alliance med volden, og det afsætter sine spor overalt. Den italienske vin er interessant her. I romanen indtages den ofte i drabelige mængder, men vinen er ikke længere blot en blodrød drikkevare, for hvad drikker man, ja måske: kammeratens blod.
Udfra samme symbolske tankegang erstattes den pæne indtagelse af vin hos Hemingway af selvdestruktiv druk, for krigen er, som alle har lært, et blodbad. I Farvel til våbnene forstår man for alvor, hvorfor guds tjener, præsten i romanen, igen og igen må insistere på sit embedsforbud imod den søde vino italiano. Krigen gennemtrænger som en infektion alle elementer, sådan at voldens bestialitet, som en slags kollektiv fortrængning, lurer selv i tomatsovsen. Selv et barn ved, at krigens menukort består af fattig og ensidig kost. Krigens kost er som voldens natur, tilføjer Hemingway på sin egen underspillede facon.
I romanens triste afslutningsscene bliver voldens triumf total, og maden er igen involveret som en dræbende medsammensvoren. Henry har i en periode ligget på hospitalet for at komme sig efter sit uheld under spisning af spaghetti.
Hospitalet er placeret i Milano, meget langt fra fronten, og Catherine følger med som en barmhjertig samaritaner. Henry er sengeliggende, og hun varter ham op om natten (så de hemmeligt kan ses) med mad og drikke, imens han langsomt kommer til kræfter. I hospitalets seng spiser de sammen og elsker; og således undfanges barnet.
Her bør alle klokker allerede kime hos læseren, for kombinationen af mad og frugtbarhed er en utænkelig cocktail i Hemingways romanunivers. Inden for romanens logik er selve undfangelsen nemlig sket i uheldigt nærvær af for megen mad og drikke. Fødslen ender som bekendt med forbavsende lavmælt tragik, men i denne sammenhæng er det litterært interessant, hvordan Hemingway forfatter voldens fuldstændige sejr.
Under den tidskrævende og hårde fødsel indskærper Catherine igen og igen overfor Henry: ”…gå hen og spis”. Og han må igen og igen traske slukøret over på caféen til endnu en omgang morgenmad. Catherines eksakte gentagelse af samme besked til Henry, vækker selvfølgelig bange anelser hos den opmærksomme læser. Henry spiser og spiser, imens fødslen på hospitalet langsomt erstattes af døden. Og som en sidste brutal pointe om madens dødelige forbindelse med volden, hedder det om den dødfødte: ”han ligner en flået kanin.”
Ikke kun den drabelige vold ved fronten og i barselssengen forbindes med maden. Også den sproglige vold, såsom stærkt profane drillerier, rettet imod krigspræsten forbindes med maden, netop fordi denne psykiske vold altid gentages, når hovedkvarterets få mænd samles for at spise.
Hemingways blik for det illustrative potentiale i koblingen af mad og vold i Farvel til våbnene er ikke en tilfældighed. Maden er jo biologisk set tæt forbundet med liv og død. Vi spiser for at overleve – uden mad og drikke fungerer organismen ikke. Mangel på mad har destruktive følger.
Men hos Hemingway vendes livets fundamentale ernæringslogik. Her fortæres maden hurtigt og dyrisk, hvorved voldens natur illustreres for læseren. Når der spises, er døden nær, hedder det altså nærmest her, måske som et udtryk for, hvilke muligheder livet overlades, når krigen bestemmer dagens orden.
Krigen erstatter brutalt livet med døden ved madens mellemkomst, hvorfor kvinden, den livgivende, og barnet, henrettes koldt af Hemningways pen, som en dyster pointe. I krig udsættes livet for maksimal vold, og maden er en foruroligende medskyldig. Hvis volden skal stoppes, og våbnene lægges på hylden, må maden tages af bordet. Farvel til våbnene kunne uden problemer bære titlen Farvel til maden.
Hvis man efter denne præsentation har fået mod på at læse eller genlæse Hemingway, kan hans mange noveller og romanerne Og solen går sin gang (1926) og Hvem ringer klokkerne for? (1940) anbefales. Med hensyn til forbindelsen mellem mad og vold findes den mange steder i Hemingways forfatterskab, men også hos andre amerikanske forfattere som eksempelvis Brett Easton Ellis (f.1964) med romanen American Psycho (1991).
Hemingway har afsat sine spor i amerikansk kultur, og også filmskabere er blevet inspireret af Hemingways underspillede kobling af mad og vold. Quentin Tarantino (f.1963) anvender den tematiske forbindelse rundt omkring i sine film. Pulp Fiction (1994) er særlig interessant i denne forbindelse.
Kommentarer