Analyse
Aakjær, Jeppe - Rugens sange
Med Rugens Sange viser Jeppe Aakjær sig som en blændende naturlyriker, der også ønsker at skildre samspillet mellem menneskets sociale forhold, arbejdet og naturen
Rugens Sange (1906) er en del af det folkelige gennembrud omkring 1900, hvor en gruppe nye forfattere som bl.a. Johan Skjoldborg, Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø, slår igennem. Her er det hjemstavnen, der er i fokus. Provinsen med dens samfundsklasser af bønder, husmænd, fiskere og arbejdere beskrives med en gennemtrængende lugt af jord. Hos Jeppe Aakjær (1866-1930) får hjemstavnsdigtningen sit stærkeste udtryk, dog uden den modernitetserfaring og det kosmiske perspektiv, som kommer til udtryk hos forfattere som Johannes V. Jensen og Thøger Larsen. Aakjær var den af gennembruddets forfattere, der opnåede størst popularitet i sin samtid. Hans forfatterskab omfatter digtsamlinger, romaner, fortællinger, skuespil, erindringer og faglitterære værker. Rugens Sange regnes for Aakjærs lyriske hovedværk.
Den kendte sang om Ole, der sad på en knold og sang stammer fra Aakjærs første digtsamling Derude fra Kjærene (1899). Den fortæller historien om en dreng, der forlader det stillestående liv på landet for at rejse til byen og efterlader alt urørt bag sig. Aakjær, som er opvokset i et fattigt bondemiljø på Skiveegnen, foretog samme bevægelse i sit eget liv. I Rugens Sange vender han tilbage til beskrivelserne af det hårde og nøjsomme bondeliv, der i kraft af studier og en færden i brandesianske kredse i København ikke længere var Aakjærs eget. Idyllen fremtegnes i erindringens poetiske lys, og den sunde, hårdtarbejdende bonde slider i pagt med naturen, som det ses i digtet Sædemand:
En Bonde med sin Sædekurv –
det er for mig et højtidssyn!
Naar Haren løb saa tung og strind,
og løvet frynsed Skovens Bryn,
da skred han fra sin Ladeport
med Kurven paa sin venstre Lænd
didud, hvor marken venter tavs
med voxen Daad til voxne Mænd.
I Rugens Sange blandes sarte stemningsbilleder med en optimistisk beskrivelse af et harmonisk bondeliv. For Aakjær besidder almuen en medfødt retfærdighedssans, og gennem sit arbejde viser sædemanden sin godhed, opofrelse og ansvarlighed. I samlingens sange vender Aakjær tilbage til førindustrielle produktionsforhold og fremhæver bondens samhørighed med husdyr og omgivende natur. Den umiddelbare naturglæde er gennemgående for alle Rugens Sange. De konkrete sansninger knyttes ofte sammen af en vemodig erindring:
Nu er det længe siden,
men end det gjemmes i mit Sind,
hvordan i Barndomstiden
den kjære Rug kom ind.
(Når Rugen skal ind)
Samlingen rummer også enkelte rent lyriske stemnings-digte, som Stille, hjerte, sol går ned, og en mere munter tone anslås også i digtet Ved Rugskjellet, som handler om et stævnemøde, der ender med forlovelse:
Anna var i Anders kjær, men knibsk alligevel,
mødte dog sin Hjærtenskjær paa Rugens gamle Skjel,
satte sig i Græsset ned blandt Klokkeblomster bly,
tog saa op sit Fingerbøl og gav sig til at sy.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej,
dikkedu-og-dikkedi,
Og dingelu-og-lej!
Rugens Sange er en samling robust, sangbar versekunst, ofte med dybt originale billeddannelser, der på én gang rammer det universelle og det stedsbundne. Det stedsbunde kommer også til udtryk i Aakjærs forsøg på sammen med Johannes V. Jensen og Johans Skjoldborg at gøre sig til talsmand for en særlig jyskhed. Det jyske sindelag kommer til udtryk i flere antologier, Aakjær redigerede, men også i hans stadig sungne jyske oversættelse af den skotske folkesang Should old aqauintance be forgot (Skuld gammel venskab rejn forgo).
Selv om Aakjærs lyrik næppe bliver flittigt læst i dag, så dokumenterer højskolesangbogen hans klassikerstatus (23 titler i 17 udgave fra 1989, kun overgået af Grundtvig og Ingemann). Sangene er på det nærmeste vokset sammen med bl.a. Thorvald Aagaards og Carl Nielsens melodier: Nu er Dagen fuld af Sang, Jeg er Havren, jeg har Bjælder på, Jeg bærer med Smil min Byrde, Se dig ud en Sommerdag, Spurven sidder stum bag Kvist, Sneflokke kommer vrimlende og ikke mindst hyldesten af den hårdtarbejdende Jens Vejmand, Hvem sidder der bag Skærmen. Sangen om Jens Vejmand er præget af en social indignation, som er fraværende i Rugens Sange, men som også kommer til udtryk i forfatterskabets prosadel. Romanen Vredens Børn fra 1904 beskriver de vilkår, som tyende på landet måtte leve med omkring år 1900 med nedslidning, sygdomme, stank, uhumskhed og seksuelle overgreb på børn. Den efterfølgende ophedede debat udmundede i en nedsættelse af en tyendekommision, som i 1921 afskaffede tyendeloven og erstattede den med den mere humane medhjælperlov.
Aakjær blev i sin samtid ikke blot anerkendt som digter, men også som kulturpersonlighed og debattør. En sammenlign med vore dages mediestjerner kan belyse den indflydelse og berømmelse han fik. Aakjær holdt store folkemøder på sin gård, Jenle, inspireret af Steen Steensen Blichers Himmelbjergfester. Disse Jenle-møder voksede sig store med mange tusinde deltagere og med taler af tidens fremtrædende politikere og kulturpersonligheder.
Brugernes anmeldelser