Der er ingen ende på Paris

Den ultimative litterære storby-stemningsbeskrivelse nu i skarp nyoversættelse.

I 1964 - tre år efter forfatterens død - udkom denne bog første gang. Den var et puslespil, som forlag og enke havde sat sammen af Hemingways efterladte notater og skitser. De brikker kan samles på flere måder, og i 2009 kom den i redigeret skikkelse og med forord af søn og sønnesøn, Patrick og Sean Hemingway. Den har vi så her i en god nyoversat udgave med en ekstra efterskrift af Bjørn Bredal, der formår at runde af på elegant vis. Har du som læser ikke mødt Hemingway på denne måde før, bliver du gjort klar til at gå i gang!

Bogen er en samling erindringsbilleder fra den unge Ernests tid i Paris sammen med sin første hustru, Hadley. Han mødte alle profilerne, Joyce, Scott Fitzgerald, Gertrude Stein etc. Woody Allens film ’Midnight in Paris’ er nok en komedie, men den besidder netop de genkendelige og litterært charmerende dele fra Hemingways fortællinger. Nok er Hemingway noget syrlig omkring Scott Fitzgeralds egocentricitet, og nok bliver Gertrude Stein skildret som lidt af en harpe. Men det kunne jo være, han havde ret. Hemingway bedyrer i en af de genfundne kladder (trykt i bogens afsluttende afsnit: ”Brudstykker”), at det er fiktion. Men er alle Hemingwaylæsere ikke opflasket med hans skrive-/leveregel: Skriv én sand sætning! Så hvad er sandt? Og for hvem?

Under alle omstændigheder er det en af de bedste stemningsskildringer, jeg kender. Vi er med på caféen i efterårskøligheden, hvor bladene blæser på boulevarden, vi er med gennem den lokale bagers bagindgang, hvor duften af brød får mundvandet til at løbe. Og naturligvis er alt en redigeret virkelighed. Det var Karen Blixens afrikanske eventyr også.

Ernest og Hadley er unge, fattige og lykkelige, Ernest har netop opgivet journalistikken for at skrive noveller. Men også i denne glade verden lurer farerne i skikkelse af den anden kvinde, og vi får i historien ”Lodsfisken” en idé om, hvor det bærer hen.

Det er en af den slags bøger, man nærmest bør pluklæse i. Her er vist ingen egentlig kronologi, og det vil kunne føles for ”rodet” at læse den artigt fra første side til slut. Det er derimod den perfekte rejselekture: Man kan læse et par sider, fornemme billederne, kigge på sine medrejsende eller måske på de andre gæster på caféen i den storby, hvor man nu befinder sig,  lægge bogen lidt væk, for så at tage den frem ved næste stop på vejen. Denne bog er en god ledsager, også selvom turen ikke lige går til Paris.