Bog

Om at skrive

Af (
2015
)

Anmeldelse

Om at skrive af Ernest Hemingway

’Om at skrive’ er en lille antologi, der henvender sig til både etablerede – og kommende skribenter og forfattere. En tour de force ind i skrivningens maskinrum med en af det 20. århundredes største forfattere som guide. 


I en mosaik af citater giver Ernest Hemingway os i 13 kortere kapitler nøglen til skrivekunstens hemmeligheder. Bogen består af en række fragmenter fra interviews med forfatteren samt breve, romaner og noveller, han skrev i løbet af sin karriere. Citaterne er samlet og dygtigt udvalgt af udgiver Larry W. Philips, og fælles for dem er, at de fortæller noget om, hvordan Hemingway tænkte om sig selv som forfatter og om det at skrive.

’Om at skrive’ kan læses som Hemingways bud på skrivningens do’s and don’ts, og han stiller høje krav til forfatteren. Denne skal bl.a. være i besiddelse af både talent og have en høj selvdisciplin. Det at være forfatter kan for Hemingway sammenlignes med det at være videnskabsmand. At skrive handler om sandhed; om at se, lytte og nøje beskrive tingene, som de er. En realistisk og på samme tid minimalistisk skrivestil, der har opnået kultstatus som “isbjergsteknikken”. I denne stil siges ting med antydninger frem for med detaljerede beskrivelser:

“Den (prosaen red.) skal kunne læses klart og enkelt og virke kortfattet og alligevel rumme alle den synlige verdens dimensioner samt hele den verden, som er menneskers sjæl.”    

Hemingway fastholdt stædigt gennem hele sin karriere, at det at skrive er det hårdeste i verden, og det skal det også være:
“Den sværeste ting i hele verden er at skrive klar og ærlig prosa om virkelige mennesker.” 

”Efter en bog er jeg følelsesmæssigt udmattet. Hvis man ikke er følelsesmæssigt udmattet, så har man ikke formidlet sin følelse godt nok til læseren. Sådan er det i hvert fald med mig.”
Det er karakteristisk for Hemingway, at han var overtroisk i forhold til sin skrivning. Han havde for eksempel den holdning, at det bringer ulykke at tale om at skrive. Med den holdning in mente kan det virke en smule paradoksalt, at Philips har udgivet en bog om Hemingways syn på netop skrivekunsten. Ikke desto mindre kommer bogen til at fremstå som et levende bevis på, at der hos Hemingway fandtes et samlet syn på det at skrive.
 
‘Om at skrive’ kan læses på flere måder, og det en af bogens store styrker. Læst i sin helhed giver bogen et fint og sammenhængende indtryk af Hemingways skrivestil og af hvilken type forfatter, han var. Den overskuelige kapitelinddeling gør det dog også muligt at bruge bogen som et slags opslagsværk til vellykket skrivning.

Philips udvalgte citater passer sammen - næsten som brikkerne i et puslespil, og som læser bliver man klogere på både Hemingway og på skrivekunsten i al almindelighed.

Skrevet af Line Louise Petersen og Emilie Houlkjær Havsager, litteraturstuderende AU

 

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Bo Green Jensen
Faustnummer
52208408
ISBN
9788711477922
Antal sider
181

Indgår i tema

Bøger om at skrive

En række litteraturstuderende står bag dette tema, der sætter fokus på det at skrive og bøger om at skrive. Læs med når de studerende anmelder bøger, der alle har det til fælles, at de behandler det at skrive set fra forfatterens synsvinkel.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer