Forfatter
F. Scott Fitzgerald
Scott Fitzgerald og Den store Gatsby: et portræt af en hel generation og et billede af civilisationen ved starten af det nye århundrede
Romanen Den store Gatsby (The Great Gatsby) udkom første gang på originalsproget i 1925. Den solgte godt, men ikke bemærkelsesværdigt. Alligevel blev den hurtigt betragtet både som et portræt af en hel generation og som et billede af den civilisation, der var dominerende ved starten af det nye århundrede.
Titelpersonen Jay Gatsby er både ung og umådelig rig. Han er venlig, udadvendt og gæstfri, men da ingen kender hverken ham eller hans familie, går de unge mennesker fra New York, der i store mængder deltager i hans selskaber, helt naturligt ud fra, at han er kommet uærligt til sine store rigdomme. Man er sikker på, at han har været spiritussmugler under forbudstiden, inkassator for den jødiske mafia eller måske begge dele. Men typisk for tiden - og for jazztidens sorgløse jetset især - betyder hans formodede gangsterfortid ikke, at man ikke ønsker at omgås ham.
Det er rigtigt, at Gatsby ikke er kommet til penge bare ved almindeligt lønarbejde. Det er også rigtigt, at han har været snu og udspekuleret, men egentlig gangster har han ikke været. Den kugle, der slår ham ihjel i en ret ung alder, er i virkeligheden heller ikke én, han burde have været ramt af: han bliver skudt af en bedraget ægtemand, hvis kone er blevet dræbt ved et færdselsuheld. Men Jay Gatsby var hverken chauffør eller konens forfører. I stedet var han et billede på det succesfulde unge USA, der ikke helt selv ved, hvordan eller hvorfor skæbnen pludselig har tilsmilet det i helt uhørt grad. Som fortælleren, Nick Carraway, skriver lige før bogens slutning: ”Jeg forstår nu, at dette til syvende og sidst har været en historie om Vesten. Tom og Gatsby, Daisy, Jordan og jeg kommer alle sammen ovre vestfra og måske havde vi en eller anden fælles brist, som gjorde os ganske uskikkede til at leve i øststaterne.”
Fitzgeralds liv
Forfatteren Francis Scott Fitzgerald fik selv et ret kort liv. Og i virkeligheden var han nok bedre egnet til at leve i det mere bondske midtvesten end i jazztidens buldrende storbyer Han blev født i 1896 og døde kun 44 år gammel i 1940. Han drak tæt i store dele af sit voksne liv og havde desuden store problemer med sin ægtefælles maniodepressivitet, men han var hele livet igennem en flittig og produktiv skribent. 4 romaner og hele 106 noveller fik han udgivet.
Hans forfatterkarriere nåede ikke at strække sig over meget mere end tyve år. Og dog nåede han både toppen og den absolutte bund. Han var hele livet leverandør af noveller til magasiner: han skrev for dagblade med litterære tillæg, ugeblade og månedsblade. At de fleste af novellerne senere blev samlet i bogform og udgivet på denne måde, gik han ikke meget op i. I den første del af karrieren tjente han efter egen opfattelse forbavsende godt. I et par år efter Gatsby-romanen var han så vellønnet, at det burde have grundlagt en større formue. I den sidste del af sit liv hutlede han sig igennem på små honorarer.
De sidste godt ti år af sit liv boede han i Hollywood, hvor han forsøgte sig som manuskriptforfatter til film. Det var stort set det, amerikanske forfattere levede af i trediverne. Men på det felt slog han slet ikke til. Mærkeligt nok. I sine romaner og noveller er han specielt dygtig til at skrive dialog, og hans debut som forfatter var at skrive sketcher til universitetsrevyer. Men i Hollywood gik det ikke.
Francis Scott Fitzgerald blev født i midtvesten i byen St. Paul i Minnesota. Han far var af engelsk afstamning, skønt han var katolik. Moderens familie var irsk. Faderen var grossist i købmandsvarer, men i øvrigt ikke videre succesfuld. Der var til gengæld så mange penge i den irske del af slægten, at Francis kunne få en fin skolegang. Via privatskoler nåede han frem til at blive optaget på Princeton University i 1913.
Han blev aldrig den dygtige student, som hans familie forventede. Hans største bedrifter på universitetet var, at han blev medlem af det officielle amatørteaterensemble, og tre år i træk var han med til at skrive tekster til årets store afslutningsrevy. Et enkelt år blev han faktisk betegnet som eneforfatter.
Fitzgeralds forfatterskab
Som attenårig student fik han i 1915 sin litterære debut, da han i Nassau Literary Magazine fik udgivet hele to noveller. Året efter fik han udgivet såvel noveller som digte.
I slutningen af 1916 færdiggjorde han sin første roman, The Romantic Egoist; men trods ihærdige forsøg kunne han ikke finde nogen forlægger, der var villig til at udgive den. Første verdenskrig var brudt ud i Europa, og som mange af sine jævnaldrende følte Fitzgerald, at det var hans patriotiske pligt at melde sig som soldat og kæmpe i Europa. Han meldte sig i oktober 1917 og fik derefter omtrent et års rekruttid. Til hans udtalte skuffelse sluttede krigen, inden han blev indsat.
Det var, mens han var i militæret, hvor han var udstationeret i Georgia, at han mødte Zelda Sayre. Zeldas far var general i den amerikanske nationalgarde, og Zelda var omsværmet af alle de unge soldater på basen. Francis opnåede at blive én af kæresterne; men da han blev hjemsendt, brød de forbindelsen, fordi han ikke var rig nok til at opvarte hende. Det var et faktum, de var enige om. Efter militærtiden fik Fitzgerald job som reklametekstforfatter i New York, et rimeligt betalt hverdagsjob, men ikke nok til at betale for samvær med den forkælede generaldatter.
Til gengæld fik han tid til at omarbejde sin roman om studenterlivet på Princeton. Nu kaldte han den This Side of Paradise. Det store forlag Charles Schribner antog den, og til et fornemt honorar. Samtidig begyndte novellerne at give penge. I 1919 avancerede han fra Princetons studenterblad, Nassau, til månedsbladet, The Smart Set, og i 1920 kom først avisen, The New York Post, og senere det landsdækkende ugeblad, Vanity Fair, ind i billedet. Pengene strømmede ind, og han fik råd til at genoptage forbindelsen med Zelda. I 1921 blev de gift, og i 1922 fik de deres eneste barn, datteren Frances.
Fra han fik udgivet sin første roman og til ca. 1928, var han uhyre produktiv. Den første novellesamling i bogform fik han udgivet i 1921 Flappers and Philosohers. Den fremragende, tætte novelle ”Bernice Bobs Her Hair” (”Bernice bliver bobbet”) stod i denne samling. Det er nok det sted, hvor Scott Fitzgerald tydeligst skildrer forskellen mellem ”østkysten/ byen” og ”midtvesten”. Og sympatien er entydigt på midtvestens side!
Året efter kom først hans mest berømte novellesamling Tales of the Jazz Age (1922). De to berømte noveller ”May Day” (da: ”Første maj”) og ”The Diamond as Big as the Ritz” (”En diamant så stor som Ritz”) stod begge i denne samling. Den første viser tydeligt forskellen både på by- og landungdom og på de rige, udsvævende studenter (fra bl.a. Princeton) og de soldater, der lige er hjemsendt krigen stort set uden en krone på lommen. Scott Fitzgerald, hvis far kunne næsten alt undtagen at tjene penge, beundrede af et rent hjerte de rige og smukke. Selv nu, da han var mest vellønnet, kunne han skrive, at der er ”forskel på os og de rigtigt rige”.
Diamanten på størrelse med Ritz skal forstås bogstaveligt: en ”almindelig” velbegavet student kommer til at tilbringe sommeren med en familie, der ejer et bjerg, der i realiteten er én stor diamant. Denne familie består af smukke, begavede og kultiverede mennesker, men så rige, at staten er nødt til at sætte militæret ind mod dem, da deres rigdomme ville smadre verdensøkonomien, hvis den fik lov. Scott Fitzgerald priser hyppigt det simple liv og de enkle værdier. Men venstreorienteret er han ikke. Tværtimod. Hans irsk-katolske afstamning skinner tydeligt igennem i forhold til velstand. Det er tydeligt, at han mener, at de velhavende er velhavende, fordi de har fortjent at være det.
Hans anden roman The Beautiful and the Damned kom senere på året 1922. Kritikken af denne roman var entydigt dårlig. Det skyldtes stort set, at kritikerne var enige om, at forfatteren ikke selv vidste, hvad han ville med bogen. Men han havde et stort navn i de år, og derfor bød bogen i sig selv også på et nydeligt honorar.
I 1925 kom så ”the all-American novel”, The Great Gatsby. Som nævnt elskede kritikken den. Både form og indhold var perfekt: i formen er det en æskefortælling, hvor en fortæller fra midtvesten møder bekendte fra Chicago i New York og dermed får lejlighed til at sammenligne forskellige amerikanske livsformer. Bogen er kort, tæt og intens. Det almindelige publikum elskede den tragiske kærlighedshistorie. Den solgte pænt ikke alene i udgivelsesåret, men flere år frem. Men den var lidt for kort. Dengang skulle en roman være på omkring 500 sider, for at opnå de helt gode salgstal i USA.
I 1926 kom samlingen All the Sad Young Men, bl.a. med den berømte novelle ”The Rich Boy” (”Den rige unge mand”), hvor forfatteren starter med sin trosbekendelse som forfatter: ”Begynd med et individ, og før De ved af det, vil De opdage, at De har skabt en type; begynd med en type, og De vil opdage, at De har skabt – ingenting”. F. Scott Fitzgerald er blevet berømt for, at det er ham, der bedst af alle har kunnet skildre amerikanerne ved begyndelsen af det tyvende århundrede. Og her skriver han så, at han altid ”kun” har skabt individer. Altså må han have kendt nogle meget tidstypiske individer. Og skildret dem såre genkendeligt!
Denne samling solgte godt, og kritikken var næsten enslydende positiv. Det blev så også vendepunktet. Herefter gik alt kun nedad for Scott Fitzgerald, privat såvel som kunstnerisk.
Han skrev stadig uafladeligt. Og han nåede jævnligt det sublime som f. eks. i novellen ”Babylon Revisited” (”Tilbage til Babylon”), som første gang udkom i begyndelsen af 1931. Men i mellemtiden var honorarerne styrtdykket. Børskrakket i 1929 betød meget for Scott Fitzgeralds karriere. Ikke fordi han selv mistede opsparing; men det gjorde magasinerne og diverse forlag. Hvor han tidligere kunne have haft en pæn indkomst for den produktion, han fremlagde, dækkede det nu kun knapt hans leveomkostninger. Til gengæld fik han et par tilsyneladende gode kontrakter i Hollywood. Men her var afkastet produktionsbestemt, og han var i starten aldeles ukendt med produktionssproget. Hans dialoger kunne bruges; men alle manuskripterne skulle omskrives af professionelle manuskriptforfattere, som han selv har skildret det i et par af de sene ”Pat Hobby”-noveller.
På mange måder var hans sidste roman Tender Is the Night (Natten er blid) også en katastrofe.
Passager i denne bog er måske det fineste han har skrevet. Men denne nådesløse roman om hans samliv med Zelda er også særdeles ujævn. Det havde taget ham næsten ti år af få en endelig form på alle disse personligt traumatiske oplevelser, og kritikken var (uforståelig) hård og uforsonlig. Bogen udkom første gang 1934 og blev kun solgt ganske lidt.
Året efter udsendte forlaget endnu en novellesamling, Taps at Reveille. Denne samling var tredelt: i forskellige magasiner havde han haft to novellerækker med faste hovedpersoner: én række med ”Basil” og én med ”Josephine”. Det var ”brød på bordet”-noveller, og ingen af dem er specielt værd at huske. Men samlingen indeholdt også den fornemme ”Babylon Revisited” og den intense ”The Last of the Belles” (”Den sidste sydstatsskønhed”), endnu en lille perle om 1900-tallets tab af uskyld.
I den fortsatte kamp for overlevelse mod såvel alkoholismen som hans fremskridende hjertelidelser tabte kvaliteten. Hans femte roman The Last Tycoon kæmpede han med i mere end fem år, uden nogensinde at nå længere end til et udkast. Samtidig tjente han til det daglige brød ved at skrive (u)morsomme, af og til nærmest masochistiske, noveller om den mislykkede manuskriptforfatter Pat Hobby i Hollywood. Navnet er det mest velvalgte ved disse fortællinger: Pat tager aldrig sin profession helt alvorligt.
I 1940 døde han af akut hjertestop. Læser man først hans romaner og noveller og siden hans biografi er det forbløffende, hvor meget man kender af biografien på forhånd. Francis Scott Fitzgerald skrev hele sit liv - uafladeligt med udgangspunkt i sin egen og sine nærmestes skæbner. Når han var bedst, kunne han gøre det personlige så alment, at vi alle kan lære noget af det og føle os klogere efter endt læsning. Han ramte ikke det niveau hver gang. Men når han var bedst, skabte han genkendelige typer. Og det var ikke USA, han skildrede. For ham var verden Midtvesten. Men den er til gengæld både genkendelig og almenmenneskelig
Af bibliotekar Thorkild Brunsborg, 2006
Scott Fitzgerald og Den store Gatsby: et portræt af en hel generation og et billede af civilisationen ved starten af det nye århundrede
Romanen Den store Gatsby (The Great Gatsby) udkom første gang på originalsproget i 1925. Den solgte godt, men ikke bemærkelsesværdigt. Alligevel blev den hurtigt betragtet både som et portræt af en hel generation og som et billede af den civilisation, der var dominerende ved starten af det nye århundrede.
Titelpersonen Jay Gatsby er både ung og umådelig rig. Han er venlig, udadvendt og gæstfri, men da ingen kender hverken ham eller hans familie, går de unge mennesker fra New York, der i store mængder deltager i hans selskaber, helt naturligt ud fra, at han er kommet uærligt til sine store rigdomme. Man er sikker på, at han har været spiritussmugler under forbudstiden, inkassator for den jødiske mafia eller måske begge dele. Men typisk for tiden - og for jazztidens sorgløse jetset især - betyder hans formodede gangsterfortid ikke, at man ikke ønsker at omgås ham.
Det er rigtigt, at Gatsby ikke er kommet til penge bare ved almindeligt lønarbejde. Det er også rigtigt, at han har været snu og udspekuleret, men egentlig gangster har han ikke været. Den kugle, der slår ham ihjel i en ret ung alder, er i virkeligheden heller ikke én, han burde have været ramt af: han bliver skudt af en bedraget ægtemand, hvis kone er blevet dræbt ved et færdselsuheld. Men Jay Gatsby var hverken chauffør eller konens forfører. I stedet var han et billede på det succesfulde unge USA, der ikke helt selv ved, hvordan eller hvorfor skæbnen pludselig har tilsmilet det i helt uhørt grad. Som fortælleren, Nick Carraway, skriver lige før bogens slutning: ”Jeg forstår nu, at dette til syvende og sidst har været en historie om Vesten. Tom og Gatsby, Daisy, Jordan og jeg kommer alle sammen ovre vestfra og måske havde vi en eller anden fælles brist, som gjorde os ganske uskikkede til at leve i øststaterne.”
Fitzgeralds liv
Forfatteren Francis Scott Fitzgerald fik selv et ret kort liv. Og i virkeligheden var han nok bedre egnet til at leve i det mere bondske midtvesten end i jazztidens buldrende storbyer Han blev født i 1896 og døde kun 44 år gammel i 1940. Han drak tæt i store dele af sit voksne liv og havde desuden store problemer med sin ægtefælles maniodepressivitet, men han var hele livet igennem en flittig og produktiv skribent. 4 romaner og hele 106 noveller fik han udgivet.
Hans forfatterkarriere nåede ikke at strække sig over meget mere end tyve år. Og dog nåede han både toppen og den absolutte bund. Han var hele livet leverandør af noveller til magasiner: han skrev for dagblade med litterære tillæg, ugeblade og månedsblade. At de fleste af novellerne senere blev samlet i bogform og udgivet på denne måde, gik han ikke meget op i. I den første del af karrieren tjente han efter egen opfattelse forbavsende godt. I et par år efter Gatsby-romanen var han så vellønnet, at det burde have grundlagt en større formue. I den sidste del af sit liv hutlede han sig igennem på små honorarer.
De sidste godt ti år af sit liv boede han i Hollywood, hvor han forsøgte sig som manuskriptforfatter til film. Det var stort set det, amerikanske forfattere levede af i trediverne. Men på det felt slog han slet ikke til. Mærkeligt nok. I sine romaner og noveller er han specielt dygtig til at skrive dialog, og hans debut som forfatter var at skrive sketcher til universitetsrevyer. Men i Hollywood gik det ikke.
Francis Scott Fitzgerald blev født i midtvesten i byen St. Paul i Minnesota. Han far var af engelsk afstamning, skønt han var katolik. Moderens familie var irsk. Faderen var grossist i købmandsvarer, men i øvrigt ikke videre succesfuld. Der var til gengæld så mange penge i den irske del af slægten, at Francis kunne få en fin skolegang. Via privatskoler nåede han frem til at blive optaget på Princeton University i 1913.
Han blev aldrig den dygtige student, som hans familie forventede. Hans største bedrifter på universitetet var, at han blev medlem af det officielle amatørteaterensemble, og tre år i træk var han med til at skrive tekster til årets store afslutningsrevy. Et enkelt år blev han faktisk betegnet som eneforfatter.
Fitzgeralds forfatterskab
Som attenårig student fik han i 1915 sin litterære debut, da han i Nassau Literary Magazine fik udgivet hele to noveller. Året efter fik han udgivet såvel noveller som digte.
I slutningen af 1916 færdiggjorde han sin første roman, The Romantic Egoist; men trods ihærdige forsøg kunne han ikke finde nogen forlægger, der var villig til at udgive den. Første verdenskrig var brudt ud i Europa, og som mange af sine jævnaldrende følte Fitzgerald, at det var hans patriotiske pligt at melde sig som soldat og kæmpe i Europa. Han meldte sig i oktober 1917 og fik derefter omtrent et års rekruttid. Til hans udtalte skuffelse sluttede krigen, inden han blev indsat.
Det var, mens han var i militæret, hvor han var udstationeret i Georgia, at han mødte Zelda Sayre. Zeldas far var general i den amerikanske nationalgarde, og Zelda var omsværmet af alle de unge soldater på basen. Francis opnåede at blive én af kæresterne; men da han blev hjemsendt, brød de forbindelsen, fordi han ikke var rig nok til at opvarte hende. Det var et faktum, de var enige om. Efter militærtiden fik Fitzgerald job som reklametekstforfatter i New York, et rimeligt betalt hverdagsjob, men ikke nok til at betale for samvær med den forkælede generaldatter.
Til gengæld fik han tid til at omarbejde sin roman om studenterlivet på Princeton. Nu kaldte han den This Side of Paradise. Det store forlag Charles Schribner antog den, og til et fornemt honorar. Samtidig begyndte novellerne at give penge. I 1919 avancerede han fra Princetons studenterblad, Nassau, til månedsbladet, The Smart Set, og i 1920 kom først avisen, The New York Post, og senere det landsdækkende ugeblad, Vanity Fair, ind i billedet. Pengene strømmede ind, og han fik råd til at genoptage forbindelsen med Zelda. I 1921 blev de gift, og i 1922 fik de deres eneste barn, datteren Frances.
Fra han fik udgivet sin første roman og til ca. 1928, var han uhyre produktiv. Den første novellesamling i bogform fik han udgivet i 1921 Flappers and Philosohers. Den fremragende, tætte novelle ”Bernice Bobs Her Hair” (”Bernice bliver bobbet”) stod i denne samling. Det er nok det sted, hvor Scott Fitzgerald tydeligst skildrer forskellen mellem ”østkysten/ byen” og ”midtvesten”. Og sympatien er entydigt på midtvestens side!
Året efter kom først hans mest berømte novellesamling Tales of the Jazz Age (1922). De to berømte noveller ”May Day” (da: ”Første maj”) og ”The Diamond as Big as the Ritz” (”En diamant så stor som Ritz”) stod begge i denne samling. Den første viser tydeligt forskellen både på by- og landungdom og på de rige, udsvævende studenter (fra bl.a. Princeton) og de soldater, der lige er hjemsendt krigen stort set uden en krone på lommen. Scott Fitzgerald, hvis far kunne næsten alt undtagen at tjene penge, beundrede af et rent hjerte de rige og smukke. Selv nu, da han var mest vellønnet, kunne han skrive, at der er ”forskel på os og de rigtigt rige”.
Diamanten på størrelse med Ritz skal forstås bogstaveligt: en ”almindelig” velbegavet student kommer til at tilbringe sommeren med en familie, der ejer et bjerg, der i realiteten er én stor diamant. Denne familie består af smukke, begavede og kultiverede mennesker, men så rige, at staten er nødt til at sætte militæret ind mod dem, da deres rigdomme ville smadre verdensøkonomien, hvis den fik lov. Scott Fitzgerald priser hyppigt det simple liv og de enkle værdier. Men venstreorienteret er han ikke. Tværtimod. Hans irsk-katolske afstamning skinner tydeligt igennem i forhold til velstand. Det er tydeligt, at han mener, at de velhavende er velhavende, fordi de har fortjent at være det.
Hans anden roman The Beautiful and the Damned kom senere på året 1922. Kritikken af denne roman var entydigt dårlig. Det skyldtes stort set, at kritikerne var enige om, at forfatteren ikke selv vidste, hvad han ville med bogen. Men han havde et stort navn i de år, og derfor bød bogen i sig selv også på et nydeligt honorar.
I 1925 kom så ”the all-American novel”, The Great Gatsby. Som nævnt elskede kritikken den. Både form og indhold var perfekt: i formen er det en æskefortælling, hvor en fortæller fra midtvesten møder bekendte fra Chicago i New York og dermed får lejlighed til at sammenligne forskellige amerikanske livsformer. Bogen er kort, tæt og intens. Det almindelige publikum elskede den tragiske kærlighedshistorie. Den solgte pænt ikke alene i udgivelsesåret, men flere år frem. Men den var lidt for kort. Dengang skulle en roman være på omkring 500 sider, for at opnå de helt gode salgstal i USA.
I 1926 kom samlingen All the Sad Young Men, bl.a. med den berømte novelle ”The Rich Boy” (”Den rige unge mand”), hvor forfatteren starter med sin trosbekendelse som forfatter: ”Begynd med et individ, og før De ved af det, vil De opdage, at De har skabt en type; begynd med en type, og De vil opdage, at De har skabt – ingenting”. F. Scott Fitzgerald er blevet berømt for, at det er ham, der bedst af alle har kunnet skildre amerikanerne ved begyndelsen af det tyvende århundrede. Og her skriver han så, at han altid ”kun” har skabt individer. Altså må han have kendt nogle meget tidstypiske individer. Og skildret dem såre genkendeligt!
Denne samling solgte godt, og kritikken var næsten enslydende positiv. Det blev så også vendepunktet. Herefter gik alt kun nedad for Scott Fitzgerald, privat såvel som kunstnerisk.
Han skrev stadig uafladeligt. Og han nåede jævnligt det sublime som f. eks. i novellen ”Babylon Revisited” (”Tilbage til Babylon”), som første gang udkom i begyndelsen af 1931. Men i mellemtiden var honorarerne styrtdykket. Børskrakket i 1929 betød meget for Scott Fitzgeralds karriere. Ikke fordi han selv mistede opsparing; men det gjorde magasinerne og diverse forlag. Hvor han tidligere kunne have haft en pæn indkomst for den produktion, han fremlagde, dækkede det nu kun knapt hans leveomkostninger. Til gengæld fik han et par tilsyneladende gode kontrakter i Hollywood. Men her var afkastet produktionsbestemt, og han var i starten aldeles ukendt med produktionssproget. Hans dialoger kunne bruges; men alle manuskripterne skulle omskrives af professionelle manuskriptforfattere, som han selv har skildret det i et par af de sene ”Pat Hobby”-noveller.
På mange måder var hans sidste roman Tender Is the Night (Natten er blid) også en katastrofe.
Passager i denne bog er måske det fineste han har skrevet. Men denne nådesløse roman om hans samliv med Zelda er også særdeles ujævn. Det havde taget ham næsten ti år af få en endelig form på alle disse personligt traumatiske oplevelser, og kritikken var (uforståelig) hård og uforsonlig. Bogen udkom første gang 1934 og blev kun solgt ganske lidt.
Året efter udsendte forlaget endnu en novellesamling, Taps at Reveille. Denne samling var tredelt: i forskellige magasiner havde han haft to novellerækker med faste hovedpersoner: én række med ”Basil” og én med ”Josephine”. Det var ”brød på bordet”-noveller, og ingen af dem er specielt værd at huske. Men samlingen indeholdt også den fornemme ”Babylon Revisited” og den intense ”The Last of the Belles” (”Den sidste sydstatsskønhed”), endnu en lille perle om 1900-tallets tab af uskyld.
I den fortsatte kamp for overlevelse mod såvel alkoholismen som hans fremskridende hjertelidelser tabte kvaliteten. Hans femte roman The Last Tycoon kæmpede han med i mere end fem år, uden nogensinde at nå længere end til et udkast. Samtidig tjente han til det daglige brød ved at skrive (u)morsomme, af og til nærmest masochistiske, noveller om den mislykkede manuskriptforfatter Pat Hobby i Hollywood. Navnet er det mest velvalgte ved disse fortællinger: Pat tager aldrig sin profession helt alvorligt.
I 1940 døde han af akut hjertestop. Læser man først hans romaner og noveller og siden hans biografi er det forbløffende, hvor meget man kender af biografien på forhånd. Francis Scott Fitzgerald skrev hele sit liv - uafladeligt med udgangspunkt i sin egen og sine nærmestes skæbner. Når han var bedst, kunne han gøre det personlige så alment, at vi alle kan lære noget af det og føle os klogere efter endt læsning. Han ramte ikke det niveau hver gang. Men når han var bedst, skabte han genkendelige typer. Og det var ikke USA, han skildrede. For ham var verden Midtvesten. Men den er til gengæld både genkendelig og almenmenneskelig
Af bibliotekar Thorkild Brunsborg, 2006
