Bog

Paris

Af (
2013
)

Anmeldelse

Paris af Edward Rutherfurd

15 aug.13

En uhyre underholdende historisk saga om Lysenes By gennem århundrederne, der behændigt blander historiske facts med fiktive personers liv.

Edward Rutherfurd er kendt for sine populære murstensromaner, hvor handlingen er henlagt til steder, der emmer af historie, som for eksempel London og New York, og hvor han lader læseren følge en række slægter gennem århundrederne. Bogen om Paris er lidt atypisk. Hvor de tidligere bøger er kronologiske, springer forfatteren i ’Paris’ mellem de forskellige epoker. Noget forvirrende og efter min mening også lidt umotiveret. Han går heller ikke helt tilbage i tiden, men bevæger sig fra 1261 og færdiggørelsen af Notre Dame til studenteroprøret i 1968.

Rutherfurd er en glimrende fortæller, der formår at fængsle læseren bogen igennem. Ved at følge slægter fra forskellige sociale lag giver han et fascinerende indtryk af det daglige liv i Paris blandt høj og lav. Vi møder adelen, handelsstanden, arbejderklassen og en slægt af kriminelle. Dertil kommer en jødisk slægt, der giver anledning til at fortælle om religiøse forfølgelser. På overraskende vis knytter forfatteren forbindelser mellem slægterne, som for eksempel en århundredlang fejde mellem adelsslægten og den kriminelle slægt.

Man kan måske undre sig over, at Rutherfurd ikke har gjort mere ud af en dramatisk epoke som Den Franske Revolution. Til gengæld gør han en del ud af slutningen af det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede, hvilket virker rimeligt, for det er i den periode, grundlaget for det moderne Paris bliver lagt. Ikke mindst tiden under de to verdenskrige er meget levende beskrevet.

Det er bestemt ikke uden grund, Rutherfurds bøger er blevet bestsellere. Den historiske baggrund er ubesværet indpasset i handlingen. Personerne lever deres liv i krig og kærlighed, og både på det historiske og det fiktive plan er der masser af spænding. Bogen om Paris er fyldt med atmosfære i beskrivelsen af de enkelte kvarterer med deres myldrende liv. Arkitekturen, kunsten og kulturen er en levende del af beskrivelsen. Et vartegn som Eiffeltårnet er et fint eksempel på, hvordan forfatteren beriger et konkret, historisk fænomen med sine fiktive personer og deres interessante interaktion.

Enhver, der holder af Paris, vil gladeligt lade sig indfange af den kalejdoskopiske, dramatiske og brogede fortælling om byernes by gennem 1000 år.

Bogdetaljer

Forlag
Turbulenz
Oversætter
Birgitte Brix
Faustnummer
50563081
ISBN
9788792910745
Antal sider
846

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer