Sandt ved daggry

Selvbiografisk roman skrevet 1953, der bygger på Ernest Hemingways oplevelser blandt afrikanere og hans oplevelse af det afrikanske landskab, suppleret med betragtninger over hans tidligere forfatterskab og hans ophold i Paris og Spanien.

Bogen er et af de posthumt udgivne værker; den kom i anledning af Hemingways 100-års fødselsdag i ’99. Det er Hemingways søn nr. 2, Patrick, der har redigeret materialet, som er en selvbiografisk skildring af Hemingways og hans sidste og fjerde hustru, Mary Welsh’ sidste afrikanske safari.

Patrick Hemingway har forsynet bogen med et forord, der forklarer noget af baggrunden for bogen, han udviser en del ironisk afstandstagen over for Mary, men naturligvis også en meget naturlig ærbødighed over for faderen, den store og mytebehængte fortæller.

Den konkrete safari i 1953 var egentlig finansieret af bladet Look og iflg. andre myter, gik det hastigt ned ad bakke for Hemingway - han lå nærmest i sprut en stor del af tiden.

Når det så er sagt, skal der ikke herske nogen tvivl om, at det er både en underholdende og velfortalt historie. Sprogligt er den ikke så stringent, som bøgerne fra dengang Hemingway var ’i vigør’, men den vidner om en stor kærlighed til Afrika.

Det hele er også interessant at læse om, fordi hele –’safari-team’et’ jo er en større virksomhed. De samarbejder med vildtinspektører og politiofficerer fra den britiske koloniadministration, de bruger jeeps med afrikanske chauffører, og de bruger fly i logistikken. En safariarrangør er en arbejdsplads, hvor den store jæger har kommandoen. Det passer på sin vis fortælleren godt at bestemme.

Der bliver drukket en hel del gin og lime ved solnedgang uden for teltet og iøvrigt øl til morgenmad. Denne sidste del af forplejning i felten er jeg aldrig stødt på hos Blixen.

Bogens centrum er beretningen om, hvordan ’miss Mary’ skal bære sig ad med at skyde en løve; det betyder meget for hende at manifestere sit værd på dét område.

Men er man (som denne læser) ikke begejstret for nedskydning af dyr for fornøjelsens skyld, så kan man koncentrere sig om den interessante beskrivelse af den store hvide jæger og de indfødte. De lokale er både afhængige af jægeren og udnytter ham. En del af fortællingen drejer sig om den 18-årige lokale skønhed, Debba, som fortælleren gør sin opvartning, når Miss Mary er ude af syne. Debba forventer (og får) gaver til gengæld for ydelser af en eller anden art.

Men det er og bliver jo kontinentet Afrika, der har hovedrollen. Man ved aldrig med Afrika, hvad er sandt? og hvad er bedrag? Den smukke sø, der kan være en sandhed ved ’first light’ - her møder vi således titlen - den sø eksisterer ikke hen på eftermiddagen, når lyset er skiftet, den var en løgn, men en smuk løgn. Man ved aldrig med Afrika, og det gør man stadig ikke.

Det er nok derfor, det er så fascinerende at læse om.