'Der er ingen ende på Paris' er et af verdenslitteraturens helt store eksempler på en sanselig, knivskarp prosa, hvor mad og vin indtager en central rolle - ikke blot som føde, men som eksistentielt betydningsfulde størrelser. Læs med og bliv klogere på Hemingways forhold til måltidet.
Af Casper Thrane, lektor
Har man én gang fået øjnene op for, hvor stor og vigtig en rolle måltidet spiller i verdenslitteraturen – lige fra antikke græske klassikere af Homer og Platon til moderne danske værker af Klaus Rifbjerg, Mette Moestrup og Kristian Ditlev Jensen – bliver det med ét tydeligt, at mad til alle tider er blevet opfattet som en essentiel størrelse i livet. Og der er ikke blot tale om måltidet til opretholdelse af livet, men som oftest et sanseligt måltid, som rummer en betydning, der rækker langt ud over ernæringen. I litteraturen forbindes måltidet med nydelsen og det gode liv. Det forbindes med kærligheden og erindringen. Eller måltidet antager kulturhistoriske dimensioner og peger på menneskets frelse eller fortabelse. Op igennem litteraturens historie kædes måltidet derfor ofte sammen med livets helt store spørgsmål og svar.
God mad og vin er forudsætning for et godt liv
"Vi spiste godt og billigt og drak godt og billigt og sov godt og varmt sammen, og vi elskede hinanden." (57)
Citatet stammer fra Ernest Hemingways (1899-1961) erindringsroman 'A Moveable Feast' (1964) (på dansk: Der er ingen ende på Paris), som Hemingway skrev, men aldrig færdiggjorde, de sidste år af sit liv på Cuba. På sin vis udgør citatet romanen i en suppeterning. Sætningen udtrykker det enkle liv, hvor nydelse af mad og vin er en uløselig del af det gode liv. Sætningen rummer samtidig en vis portion melankoli. Den er formuleret i datid med den ældre, feterede og desillusionerede nobelpristagers bevidsthed om tabet af dette enkle, gode liv. 'A Moveable Feast' omhandler Hemingways unge år i 1920’ernes Paris sammen med sin første kone Hadley og deres lille søn. Det er en lykkelig, men hård og fattig tid, hvor den unge Hemingway forsøger at slå igennem som forfatter, mens han ernærer familien som journalist for avisen Toronto Star.
'A Moveable Feast' er et af verdenslitteraturens helt store eksempler på en sanselig og knivskarp prosa, hvor maden og vinen indtager en central rolle – ikke bare som mad og vin, men som eksistentielt betydningsfulde størrelser. Maden og vinen og alt det, som omgiver måltidet, bliver for Hemingway – både den unge og den ældre – en sanselig, livsbekræftende nydelse, der er uløseligt forbundet med kærligheden, skrivningen, livet og døden. At føle regulær sult og at fortære et godt måltid bibringer følelsen af at være i live her og nu, og netop derfor peger sult og mæthed også på nydelsens og livets flygtighed.
Lykken er selve måltidet og erindringen om det
Netop fordi sulten, maden og vinen indtager vigtige roller i 'Der er ingen ende på Paris', zoomer Hemingway helt ind på måltiderne med sin rene og detaljemættede skrivestil. Vinenes dufte og smage beskrives i detaljer, og ofte nævnes vinene med specifikke områdebetegnelser. Maden, som altid beskrives sammen med vinen, er ligeså sanseligt konkrete størrelser: Hemingway drikker frisk og tør Sancerre og Pouilly Fuissé til sine Marennes-østers. Sammen med forfatterkollegaen Scott Fitzgerald drikker han indtil flere flasker mellemfyldig hvid Macôn til stegt Bresse-kylling med trøffelolie, mens der skal kraftig Chateauneuf du Pape til tournedos med pommes frites. Hjemme i den lille lejlighed drikker han og Hadley til daglig billig, rustik korsikansk rødvin, som de kan fortynde én til én med vand ”uden at gå glip af dens budskab” (99), men når de skal flotte sig, køber de Beaune til deres foie de veau med kartoffelmos og endiviesalat.
Nydelsen af alle måltiderne og ikke mindst forfatteren Hemingways nøjagtige og sansemættede beskrivelse af dem bliver i 'Der er ingen ende på Paris' en måde at fange livet på kornet. Følgende eksempel viser, hvordan forfatterarbejdet og måltidet kan gå op i en højere enhed og skabe en følelse af lykke – både i nuet og i erindringen. Efter en lang, vellykket arbejdsdag på stamcafeen Closerie des Lilas kan den unge Hemingway tillade sig at bestille et dusin østers:
"Jeg lukkede historien inde i notesbogen og stak den i inderlommen, og jeg bad tjeneren om et dusin portugaises og en halv karaffel af den tørre hvidvin som de havde her. Når jeg havde skrevet en historie, var jeg altid tom og både trist og glad, som om jeg havde elsket, og jeg var sikker på at dette var en rigtig god historie, selv om jeg ikke ville vide helt, hvor god den var, før jeg havde læst den igennem næste dag.
Mens jeg spiste mine østers og mærkede deres stærke smag af hav og den let metalliske smag som hvidvinen skyllede væk, så kun havsmagen og den saftige fornemmelse var tilbage, og mens jeg drak deres kolde væske af hver skal og skyllede den ned med vinens friske smag, mistede jeg følelsen af tomhed og begyndte at blive lykkelig og at lægge planer. "(30)
Nydelsen af måltidet gælder tydeligvis ikke kun den unge Hemingway, men også den ældre, erindrende forfatter, som gennem den præcise beskrivelse af måltidet genkalder sig nydelsen – en nydelse, som selvsagt også gør sin indvirkning på læseren! At læse Hemingways 'Der er ingen ende på Paris' er derfor én lang mundvandsdrivende og sultfremkaldende oplevelse, der samtidig byder på kloge ord om livets store spørgsmål og giver et indgående indblik i forfatteren Ernest Hemingways værksted.
Sult er god disciplin
Tiden i Paris er en hård og fattig periode for det unge par, og situationen forværres, da Hemingway beslutter sig for at kvitte journalistikken for at hellige sig karrieren som forfatter. Det bliver til tider så knapt med pengene, at han for at spare gør det til en vane at fortælle Hadley, at han er inviteret ud at spise. I stedet sætter Hemingway sig ind på stamcafeen Closerie des Lilas og skriver hele eftermiddagen på en enkelt café crème. Alternativt bruger han tiden på at vandre rundt i Luxembourg-haven:
"Man blev meget sulten når man ikke spiste nok i Paris, for alle bagerierne havde så lækre ting udstillet i vinduerne, og der sad folk ved borde udenfor på fortovet, så man både så og lugtede maden. Når man sprang måltider over på et tidspunkt hvor man havde opgivet journalistikken og ikke skrev noget, som nogen i Amerika ville betale for, og sagde til sin kone at man spiste frokost i byen med en eller anden, så var det bedste sted at gå hen Luxembourg-haven, hvor man hverken så eller lugtede noget spiseligt hele vejen fra Place de l’Observatoire til Rue de Vaugirard. " (79)
Men sulten har også sine fordele. Når den unge Hemingway er helt udhulet af sult, kan han fysisk mærke, at han er i live, og ifølge Hemingway skærper sulten sanseapparatet. Man bliver simpelthen bedre til at opfatte livet og kunsten, når man er sulten. Hemingway ynder derfor at lægge vejen omkring Luxembourg-Museet for at se på Cézannes malerier:
"(…) alle malerierne var stærkere og klarere og smukkere, hvis ens mave var tom, og man var hundesulten. Jeg lærte at forstå Cézanne meget bedre, og når jeg var sulten, kunne jeg virkelig se, hvordan han havde skabt sine landskaber." (79)
Det betyder, at ikke bare måltidet, men også sulten går hen og bliver en hel livsstrategi for den unge forfatter. Det er hårdt at være sulten, ligesom det er hårdt at sætte sig ned og skrive hver dag, men det er en god disciplin, som betaler sig, for begge dele – sulten og det at skrive – bringer Hemingway tættere på livet:
"Når man er femogtyve og naturlig sværvægter, bliver man meget sulten af at springe et måltid helt over. Men det skærper også alle ens sanser, og mange af de mennesker, jeg skrev om, havde meget stor appetit og var voldsomt optagede af og begærlige efter mad, ligesom de fleste af dem så frem til at få sig en drink." (98)
Når det er så småt med midlerne, bliver man som læser selv helt sulten, og man glæder sig over det unge pars enkle, men lækre måltider, når der er lavvande i kassen og de mere ekstravagante måltider med østers og sancerre eller crabe mexicaine med champagne, når der er kommet honorar for en novelle eller vundet på hestevæddeløb. F.eks. da der uventet ankommer et honorar på 600 francs for en enkelt novelle. Det fejres med et simpelt bistromåltid på Lipp på Boulevard Saint-Germain:
"Øllet var koldt og vidunderligt at drikke. Mine pommes à l’huile var faste og marinerede, og olivenolien var meget lækker. Jeg kværnede sort peber over kartoflerne og fugtede brødet i olivenolien. Efter den første solide slurk øl drak og spiste jeg langsomt. Da kartoflerne var spist, bestilte jeg en portion mere og en cervelas. Det var en pølse der lignede en bred frankfurter flækket på langs og med en særlig sennepssauce. Jeg tørrede al olien og al saucen op med brødet og drak øllet langsomt indtil det ikke længere var koldt. " (83)
Citatet rummer ikke bare essensen af romanen, det rammer også noget væsentligt i hele Hemingways forfatterskab. Den glubende livsappetit, skriften og sanseligheden går igen i mange af novellerne om karakteren Nick Adams og i romanerne; f.eks. 'The Sun Also Rises' (på dansk: Solen går sin gang). Her er ikke blot tale om en stor forfatter, men også om en stor gourmand, som kan sætte ord på sine smagsoplevelser.
'Der er ingen ende på Paris' er paradoksalt nok en erindringsroman, som hylder tanken om at leve i nuet. Det er en sanselig og glasklar beskrivelse af ungdommens store (smags)oplevelser skrevet på erkendelsen af tabet af den første store kærlighed. Som sådan er 'Der er ingen ende på Paris' et must for alle elskere af god litteratur og ikke mindst elskere af gode måltider!
Af Casper Thrane, lektor ved Risskov Gymnasium
Kommentarer