Bog

Vandpaladset

Af (
1998
)

Anmeldelse

Vandpaladset af Ida Jessen

09 jun.00

Efter at have læst "Sommertid" fik jeg lyst til at læse Ida Jessens første roman "Vandpaladset", hvis sære titel refererer til det vandkraftværk, som står med lys i vinduerne hele døgnet i den norske provins, hvor hovedpersonen Su bor.

Su kalder den restaurant, som hun indretter sammen med sin mand Boris, for Vandpaladset.

Romanen giver et på en gang realistisk og surrealistisk billede af det hensygnende industrisamfund i dalen, som besøges af turister på gennemrejse, der tager ind på Su og Boris' restaurant, får noget godt at spise og skynder sig videre til vigtigere rejsemål.

Rammen om fortællingen er Su's vågenat, den sidste nat inden Boris rejser til kysten for at overtage driften af sine forældres fiskerestaurant. Hun tænker tilbage på sin barndom med moderen og byens liv, og på livet sammen med Boris.

Alt er enkelt og stille fortalt uden stor dramatik, selv når vi hører om brud og store følelser, men med Su's ord: "...bag ved det, vi ikke helt kan gennemskue, er der allerinderst inde i dét hemmelige rum vi aldrig åbner helt, en kærlighed der ikke kan argumenteres for. Det betyder noget."

Så bogen slutter med et håb om, at Su og Boris nok skal klare livet fremover også.

Gyldendal, 1998 - 178 sider

Andreas Kommode - 9. juni 2000

Analyse

Jessen, Ida - Vandpaladset

Ida Jessens forfatterskab kredser omkring alt det usagte, der ligger og lurer under overfladen. Romandebuten 'Vandpaladset' er ingen undtagelse.

Ida Jessen debuterede i 1989 med novellesamlingen Under sten, og hun fortsatte med novellesamlingerne De uskyldige, der udkom i 1994, og Den anden side af havet fra 1997. Hun har desuden udgivet børnebøgerne Troldtinden (1996), De døde skær (1997) og Fuglefar (1998). Vandpaladset fra 1998 er hendes romandebut.
Ida Jessens forfatterskab kredser omkring temaet hemmeligheder. Det er ofte i de små samfund, handlingen udspiller sig, og under overfladen lurer det usagte, det fortiede - hemmeligheder i både hovedpersonens fortælling, i samfundet og i de personer, der omgiver hovedpersonen. Det er et karakteristisk træk, at det usagte ikke kommer frem i fortællingerne, men hele tiden ligger som en skygge, der ikke rigtig er til at bestemme.

Vandpaladset er ingen undtagelse i den henseende. Hovedpersonen i romanen er Su, og historien udspiller sig i en lille by i Norge. Her ejer Sus mor en grillbar, som Su omdanner til restaurant Vandpaladset, da moderen bliver syg. Su domineres af sin mor, men hun møder den store kærlighed i Boris, der en dag kommer til byen. Su er dog ikke klar til at opgive sit liv i den lille by, da Boris foreslår, at de rejser bort. Hun har nemlig en drøm om restauranten: Hun ønsker at bygge Vandpaladset om til et sted, mennesker kommer langvejs fra for at besøge, og det er denne svære valgsituation, der er romanens kerne.

Historien får vi fortalt, mens Su en aften sidder i restauranten og tænker på sit liv. Hun prøver at komme til klarhed over de hemmeligheder, der ligger i hendes familie, men også i det lille samfund, hvor ingen rigtig vil svare på de spørgsmål, hun har. Hun har også selv hemmeligheder, der ikke kommer direkte frem i hendes fortælling – meget lurer under overfladen.

Ida Jessen har efter Vandpaladset blandt andet udgivet romanen Den der lyver. En roman, der også bør læses, når man er faldet for Ida Jessens interessante fortælleform.

Kilder, links og centrale værker

24 maj.02

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
22176943
ISBN
9788700337664
Antal sider
178

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer