Af litteraturstuderende Laila Heskjær
Brick Lane er navnet på Monica Alis debutroman. Brick Lane er også en gade i Østlondon og netop Østlondon har en lang historie, som værende hjemsted for de fattigste, eller på anden måde udstødte. Bydelen var først en ghetto for jøder, da de var de uønskede og udstødte. Derefter blev kvarteret hjem for de fattigste af arbejderklassen, som blev drevet mod øst, i og med at de fattige kvarterer rundt om i byen, blev revet ned og fornyet.
Arbejderne overlod siden langsomt bydelen til de mange immigranter, som kom til London fra de tidligere kolonier. Immigranterne gav arbejderklassen konkurrence i forhold til arbejde, men også nogen at hæve sig over. Østlondon har historisk set huset Londons laveste og uønskede, men nødvendige – samfundets laveste klasse.
Immigranternes landsby i storbyen
Immigranterne samles i Østlondon, i et fællesskab som er nationalt, måske endda lokalt. De skaber dermed et hjem som ligner det, de kommer fra. Det gør det muligt, at fortsætte den tradition og kultur de kommer fra, uden at være udelukkede fra fællesskab. Sammen higer de mod fortiden, og planlægger at rejse tilbage, når drømmen om succes er opnået. De forstår ikke den situation og det land, de nu står i. Kvinderne lærer ikke engelsk og børnene må tage del i det engelske samfund, uden at kunne blive guidede hjemmefra.
Forældrene prøver at lede deres børn efter principper, som ikke holder i deres moderne tilværelse, og mange ender i problemer med stofmisbrug og vold. De lever i bygninger bygget uden æstetisk omtanke, kun med fokus på funktionalitet. Omkring dem leves mere eller mindre trøstesløse tilværelser, mens folk udefra kommer dertil i søgen efter den autentiske oplevelse af fattigdom, etnicitet eller arbejderkultur. Mange drømme lever og dør i disse immigrantghettoer.
Nazneens oplevelse af byen
Hovedpersonen i bogen er Nazneen, som vi følger fra hendes opvækst i en landsby i Bangladesh til en hverdag i London. Alt i byen går hurtigt, der er mange biler, og
alle har travlt. I City, Londons finanskvarter, som ligger op til deres bydel, er der enorme bygninger i glas og stålkonstruktioner, noget hun aldrig før har set. Byen og dens aktivitet og lyde gør hende bange, men også spændt.
I deres kvarter er der net for vinduerne. De virker i starten som symbol på Nazneens udelukkelse fra de andres liv, og skaber kontrast til hendes tilværelse i landsbyen, hvor hun aldrig var alene. Man kan blive endnu mere ensom, når man lever med så mange mennesker omkring sig, men er lukket ude af samfundet, alene i sin lejlighed, og ser ud på andres liv frem for at deltage.
I deres kvarter, lever de i høj grad efter de samme principper som i landsbyen, da de andre i bygningen har samme kulturelle baggrund, og deres sociale regulator er sladder. Mændene går på arbejde imens kvinderne sidder i lejlighederne eller går på besøg hos hinanden til te og sladder. Gennem sladderen holder kvinderne hinanden fast i en tilværelse uden frihed.
Imellem underdanighed og oprør
Kvinderne i bogen er, i de fleste tilfælde, uden indflydelse på deres egen
tilværelse. Beslutningerne tages for dem, de er i mændenes magt, men også underlagt hinandens, da de er afhængige af et godt rygte.
Sladderen styrer det lille samfund, og alle har hemmeligheder for hinanden. De lever efter regler, som de har med fra deres hjemland, og disse regler er svære at forene med det nye liv i et andet land.
De eneste, der kan gå fri af den udelukkelse som sker, når man har brudt reglerne, er de få som er bedre stillet i samfundet. Den magt dette giver, betyder at man både kan lave regler for andre, men også bryde dem selv, uden de store konsekvenser. Sladderen og den skam som kan opstå deraf styrer dem. Denne styreform er dog mere effektiv i et samfund,som det, de kommer fra og hvor der ikke findes alternativer. Det samfund, de lever i nu, er en del af et større samfund, som er London og England og hvor alle andre lever efter helt andre regler. 
For Nazneen ligger det helt udenfor hendes forståelse, at hun kan have indflydelse på sit eget og børnenes liv. De eksempler, hun ser på kvinder, der bryder med denne selvopofrende underdanighed, ender på den ene eller den anden måde galt. Hun er opdraget til at adlyde først sin far, og derefter sin mand. Det er en lang og hård kamp på sidelinjen, før hun tager ansvar for sit eget liv.
Hendes mand har mange håb og drømme for fremtiden, men én for én smuldrer de. Han lever i en forestillet verden hvor først det at komme til England, og derefter det at vende tilbage til Bangladesh, er svaret på hans drømme. Det er mændene, ikke kvinderne, der har taget beslutningen om at komme til England.
Eftersom mændene fyldes med skuffelse og bitterhed, bliver det i sidste ende kvinderne, som tager fat på det rigtige liv i England, og udnytter de muligheder de har fået. Drømmen går i opfyldelse for dem, der slet ingen drømme havde.
Kommentarer