Af stud.mag. Henrik Torjusen
’Smerteministeriet’ (2004, dansk 2007), er en dragende og tragisk beskrivelse af at være hjemløs i et fremmed land, det er en bog, som formår at trænge langt ind i oplevelsen af forvirringen og håbløsheden hos en flygtning i et land, hvor man ikke føler sig hjemme eller velkommen. Og som beskriver, hvordan flygtningen forsøger at genskabe sin tilværelse og at komme overens med sin fortid.
Dubravka Ugrešić er født i Kutina i det daværende Jugoslavien, og efter den jugoslaviske borgerkrig blev hun kroatisk statsborger. Hun emigrerede i 1993 til Holland. Indtil krigens begyndelse var Ugrešić underviser i russisk litteratur på universitetet i Zagreb og forfatter til flere romaner, skrevet i en intellektuel og post-modernistisk stil, der forholdt sig relativerende til sin omverden. Efter krigen ændrede hendes forfatterskab karakter, og hun blev en aktiv kritiker, både af borgerkrigen, men også af den nye nationalisme og af udviklingen i Kroatien efter krigens ophør.
I flere essays spørger hun, om der overhovedet er forandret noget i de nyskabte nationer, eller om det ikke blot er nye magthavere, der tager sig de samme fordele som i det tidligere Jugoslavien. Samtidig angriber hun tabet af erindring og af hele fortiden, som, med udslettelse af det gamle Jugoslavien, aktivt blev igangsat af de nye lande.
De nye nationer, Kroatien, Slovenien, Serbien mfl. , greb alle ind i kulturlivet, ryddede ud i biblioteket og skrev nye lærebøger til undervisningen i skolerne. Samtidig blev sproget og selve ordforrådet på de respektive sprog ændret for at fjerne alle mindelser om fællesskabet fra tiden i Jugoslavien. Sproget blev renset, bøger blev fjernet, og folk blev fordrevet for at rense den nye nation, som havde været undertrykt i Jugoslavien. 
Heksene og Holland
Ugrešić var en af flere kvindelige, kroatiske forfattere som efter krigen talte mod udviklingen og den efterfølgende homogenisering af kulturen, som de kunne se udslettede personligheden og erstattede den med nationaliteten. De kvindelige forfattere blev angrebet for at være anti-nationalister, landsforrædere og hekse, der ikke ville det nye Kroatien noget godt. Flere af forfatterne blev endog anklaget for at have giftet sig med serbere, ikke af kærlighed, men udelukkende for at provokere.
Smerteministeriet foregår hovedsagelig i Amsterdam i Holland, hvor Tanja Lucić, der er tidligere universitetsunderviser, er flygtet til. Det er let at se det som en historie, der minder om Ugrešićs egen, men romanen indledes med: ’Alt i denne roman er fri fantasi.’ (Smerteministeriet, s. 5) Dog er sammenfaldene så store, at romanen må læses med genklang i Ugrešićs eget liv.
Tanja Lucić er kommet til Amsterdam via Tyskland, som hun flygtede til sammen med sin daværende mand, serberen Goran. De mistede deres arbejde på universitetet og deres lejlighed i Zagreb pga. hans nationalitet og hendes landsforræderi ved at være gift med ham. Deres lejlighed er blevet givet til en kroatisk soldat, så alt hvad hun ejer, er det hun har medbragt. 
Goran vil videre ud i verden og rejser til Japan, men Tanja vil ikke bort fra Europa, hvor hun har sine kulturelle rødder og sin mor, som stadig befinder sig i Zagreb, så Goran rejser alene og efterlader Tanja i Tyskland. Efter at Goran er rejst, får hun et job som underviser på universitetet i Amsterdam, hvor hun skal undervise et år i serbo-kroatisk sprog og litteratur. Et job hun får via en gammel veninde fra Zagreb, der er gift med institutlederen.
Fortidens forsvinden
I Amsterdam lider Tanja af, hvad man kunne kalde kulturel amnesi. Hun kan ikke finde sig til rette i Amsterdam eller i Holland, hvor sproget er uforståeligt, kulturen besynderlig og hollænderne utilnærmelige. Hun har ingen del i den kultur, der omgiver hende, og en voksende følelsesløshed gør det umuligt for hende at deltage aktivt i den.
’Oftere og oftere blev jeg grebet af en ubehagelig følelse af, at jeg var af træ, en fornemmelse som om jeg udforskede min egen mundhule med tungen for at få følesansen tilbage. Autoanæstesien var stærk og fortog sig ikke. Jeg ved ikke, hvor den følelsesløshed kom fra, eller hvornår den var begyndt.’ (s. 34).
Da undervisningen begynder, forsøger Tanja ikke at undervise sine elever, men at tilbyde dem en mulighed for at komme overens med deres fortid. Når hun går rundt i Amsterdam, kan hun genkende sine tidligere landsmænd på deres udseende: ’[E]t særligt, nervøst vemod i ansigtet, et lidt formørket blik, en skygge af fravær, en næppe synlig indre nedadbøjethed.’ (s. 22) Som om de gik rundt med mærket efter en usynlig lussing, efter at de har tabt deres hjem og deres kultur. Hun ser, hvordan de leder efter et sted at være og en måde at bære deres tab på.
I stedet for at undervise sine elever, forsøger Tanja at få dem til at huske deres liv i Jugoslavien. Det er ikke den store historie, hun forsøger at kalde frem, ikke deres krigstraumer eller deres flugt, men deres erindring af hverdagen i Jugoslavien, hvilken mad de spiste, hvilke film de så, hvad deres familier oplevede.
’Jeg var nødt til at finde et territorium, som kunne tilhøre os alle sammen og være så lidt smertefuldt som muligt. […] Vi befandt os i kaos. Vi var ikke mere sikre på, hverken hvem vi var, eller hvad vi ville være.’ (s. 59)
Målet er at genskabe den erindring, som er gået tabt med Jugoslaviens sammenbrud og de nye staters forsøg på at udrydde fortiden. Hendes håb er, at hvis hun kan få dem til at forlige sig med deres fortid, kan hun skabe en mulighed for, at de kan få en 
fremtid. Ved at gøre fortiden til en mulighed og til noget, der ikke kun er smertefuldt, så får den senere smerte et modstykke, som kan opveje tabet og berøvelsen af muligheder.
At lede efter sig selv i smerten
Hendes forsøg går dog galt. Efter en indledende skepsis overvinder hun eleverne, som begynder at nedskrive erindringer om Jugoslavien. De bliver en fælles enhed, går i byen og deltager i hinandens liv. Men efter en ferie, hvor en eller flere af eleverne har klaget over hendes undervisning, føler Tanja sig forrådt og vender dem ryggen, hvorefter de fleste falder fra til hendes undervisning.
Et besøg i Zagreb, hvor hun besøger sin mor og møder Gorans forældre, hjælper hende ikke i forsøget på at komme videre med sit liv. Hun ser, hvordan hun har mistet kontakten med sit tidligere hjem, og hvordan de, der er ladt tilbage, forsøger at mindske problemerne efter krigen ved at gå op i deres sukkersyge, i tv-serier eller ved larmende at bruge fortiden som en mur mod nutiden.
Tanja og en af hendes elever, Igor, besøger Krigsforbryderdomstolen i Haag, hvor hun ser en af sine tidligere elevers far sidde anklaget, men domstolen føles uvirkelig. Som om den ikke findes for alvor.
’Forbrydelsen var uvirkelig. Alt var uvirkeligt. Det forekom mig, at der ikke skulle mere til end et let tryk på musen for at slette dommerne, de sigtede og os betragtere. Et velsignet, forsonligt delete. Kun smerten var virkelig. Den var det stumme, ubrugelige og eneste rette vidne. […] En blind, stum og døv smerte, der pludselig som et piskeslag kunne ramme os, og som signalerede, at der var noget, der ikke var i orden. (s. 145).
Igor, en af hendes tidligere elever, som hun har udviklet et nærmere forhold til gennem romanen, opsøger hende i hendes gamle lejlighed. Han vil have hende til at indse, at hun aldrig har forliget sig med sin egen tilværelse, at hun aldrig har villet indse sin egen situation, men udelukkende har forholdt sig til andres. At det var en lille udflugt, hun var på.
Hun får ikke sin kontrakt forlænget med universitet og flytter til en betonghetto i en forstad til Amsterdam, hvor der hovedsageligt bor indvandrere. Her overvælder hele den smertelige fortid hende og sammenføjes med smerten fra alle, der omgiver hende.
’Vi er barbarer, vi er den dobbelte bund af dette fuldendte samfund, vi er den knyttede næve i lommen, vi er trolden i æsken, vi er den grimme grimasse, vi er den parallelle verden, vi er demimonden'. (s. 228)
Mod slutningen af romanen er hendes liv ved at vende. Følelsesløsheden er erstattet af smerte og had, men det er følelser, hun nu har taget på sig, og måske er der en forandring undervejs. Smerten har fået ord for hende, den er ikke sammenhængende, den er ikke rettet mod nogen bestemt, men mod et udefineret du, som alt ondt må ske for. Måske er hun nået til en ny begyndelse, men den må begynde et andet sted, efter hun er blevet forliget med de onde ånder, eller de er blevet fordrevet.
Se forfatterens hjemmeside: http://www.dubravkaugresic.com/
Kommentarer