Tendenser i 90'ernes litteratur

En række af nutidens bedste forfattere debuterede i 1990’erne, hvor kortprosaen og minimalismen var i højsædet, mens flere kritikere kaldte på litteratur, der handlede mere om samfundet end om sproget.

I starten af 90’erne vinder en ny stærk tendens frem i litteraturen, nemlig kortprosaen: En enkel, nøgtern og ofte fragmenteret form, hvor der står meget mellem linjerne. Tendensen ses i den mest rendyrkede form i Helle Helles første udgivelser. Også mange af de andre markante forfattere, som vi i dag anser som nogle af vores fineste prosaister, debuterede i 90’erne med prosa eller lyrik: Ud over Helle Helle skal fremhæves Naja Marie Aidt, Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle, Katrine Marie Guldager, Kirsten Hammann, Peter Adolphsen og Solvej Balle.

De fleste af disse debutanter har gået på Forfatterskolen, som med digteren Poul Borum i spidsen åbnede for de første elever i ’87. Forfatterskolen blev udsat for en del kritik i løbet af 90’erne, både i forhold til om man overhovedet kan lære at skrive, og om institutionaliseringen medførte en ensretning i skrivestilen. Nogle kritikere mente, at Forfatterskolen førte til abstrakte tekster, der kun handlede om sproget selv og derfor havde svært ved at nå et større publikum.

En af de skarpeste kritikerne var Jan Sonnergaard, som fik en kæmpe succes hos både anmeldere og læsere med sin debut, novellesamlingen Radiator i ’97. Radiator er et stilistisk jordskred sammenlignet med minimalismen, og novellerne stiller skarpt på de dårlige betingelser for underklassen. Titlen er et opgør med den litteratur, der i højere grad har sproget end samfundet i fokus. Den daværende rektor på Forfatterskolen Niels Frank havde nemlig udtalt, at han aldrig ville bruge ordet radiator i en litterær tekst. Læs mere.

Samtidig skete der der netop i 90’erne en nedbrydning af grænsen mellem det finlitterære og det populære. Kirsten Hammann, som havde gået på Forfatterskolen, forener det avantgardistiske med det populære og fik succes med debutromanen Vera Vinkelvir og sine humoristiske oplæsninger, der bryder med 80'ernes tendens til alvor og patos under digtoplæsninger.

Nedbrydningen af grænsen mellem det finlitterære og det populære ses i langt højere grad i dag, hvor mange værker rummer både formeksperimenter og samfundskritik. Det ses især i tidens økopoesi  og klimalitteratur og i bøger om globale kriser i 10'ernes litteratur. Desuden har debutanter fra 90'erne som Katrine Marie Guldager og Merete Pryds Helle, som dengang skrev minimalistisk udviklet en mere bredt appellerende skrivestil.

Mens 80’ erne var lyrikkens årti, var det i 90’erne prosaisterne, der fik mest opmærksomhed i offentligheden. Mange af 90'ernes lyrikere var allerede slået igennem i løbet af de tre foregående årtier og står også i dag som nogle af de mest markante lyriske stemmer i nyere dansk litteratur: Søren Ulrik Thomsen, Simon Grotrian, Henrik Nordbrandt, Pia Tafdrup, Klaus Høeck, Peter Laugesen, Per Højholt og ikke mindst Inger Christensen, der skrev årtiets stærkeste digtsamling Sommerfugledalen.  Læs mere om årtiets forfattere og tendenser og  i artiklen Dansk litteratur i 90'erne.

Endelig var 90’erne årtiet med de første initiativer til at formidle litteratur på Internettet, ikke mindst Afsnit p, som så dagens lys i ’99. Derudover var bibliotekerne blandt de første, som i slutningen af 90’erne begyndte at formidle litteratur digitalt, og fem biblioteker gik i front og tog omkring årtusindskiftet de første spadestik til Litteratursiden.