Et ansigt til Emily

Lille, fragmentarisk roman om Rosa og Emily og deres kærligheder, længsler og savn suppleret med en søgen efter sammenhænge og ønsket om at sætte spor.

Debutromanen fra nyuddannede forfatterskole-forfatter Asta Olivia Nordenhof er et patchwork-værk af forskellige genrer og elementer, der har det fælles formål at formidle historien om de to kvinder Rosa og Emily, deres indbyrdes kærlighedsforhold og deres længsel efter henholdsvis den afdøde far og den mere udefinérbare Daniel.

Her er Rosa.
       Det fremgår af hendes ansigt, at hun elsker Emily.

Her er Emily.
       Det fremgår af hendes ansigt, at hun elsker Daniel.

På trods af ovenstående er der ikke tale om et klassisk trekantsdrama, men nærmere et billede på de indre dramaer, der udspiller sig, når begær, længsler og savn tager over og bliver besættelser, fordi de aldrig kan blive andet.  

For denne anmelder er det lidt svært at se, hvad det er, forfatteren vil. Romanen forekommer at være tilstræbt eksperimenterende, og derved er det som om, selve historien drukner i greb og genrer. Figurerne Rosa og Emily er i sig selv ret interessante, synes jeg, og deres dialoger er egentlig den del af romanen, der holder bedst og kryber mest ind under huden.

Et forsvar for denne litterære stil, som på ingen måde er noget særsyn i disse tider, kan så være, at livet jo i sig selv er sammensat af dialoger, af breve, af notes- og dagbøger, og derved bliver romanen en lille, realistisk bid af de to kvinders liv. Efter min smag bliver den bid så altså lige lille nok, for jeg ville faktisk gerne have lært Rosa og Emily bedre at kende – nu flyder deres konturer ud i en revideret udgave af stream of consiousness-begrebet.

Tematisk set sværmer romanen for eksistentille problemstillinger, og om ikke andet synes jeg, at romanen får bevist, at Nordenhof afgjort har format og indsigt til at arbejde med og behandle disse. Så en afsluttende bøn herfra må lyde: Mere indhold – mindre form. I så fald sidder der en læser her og venter.