Anmeldelse
Beton af Jakob Mathiesen
- Log ind for at skrive kommentarer
Hvem troede jord- og betonarbejdere skrev bøger? Ikke jeg, men jeg er nu blevet klogere.
'Beton' er, som det står i titlen, historier fra skurvognen, men det er også meget andet end det, for det er lige så meget historier fra byggepladsen. Jord- og betonarbejder Jakob Mathiassen fortæller ærligt og ublu om sit liv som en af vor tids moderne daglejere.
Jakob fortæller om solskinsdagene såvel som de grå dage, han fortæller om at kæmpe sig igennem en arbejdsdag med tømmermænd og intet overskud, men også om de dage hvor arbejdet glider, tingene lykkes og alting går op i en højere enhed. Om byggepladsens hierarkiske opbygning, og om kampene for at få de polske håndværkere til at melde sig ind i en fagforening.
Én af mine væsentligste erfaringer ved læsningen af denne bog, har været tanken ”jamen, er det sådan stadigvæk!?” Som bibliotekar med fast og tryg ansættelse, et godt varmt kontor og en fagforening i ryggen tænker man ikke meget over hvordan andre faggrupper går og har det til daglig. Og da slet ikke sådan noget som ”jord- og betonarbejdere”, om hvem jeg tidligere ikke har haft andet end et tåget billede af ”sådan nogle der graver huller og kommer beton i dem”. Men de er så sandelig meget andet end dét. De er mennesker med drømme, ønsker, håb og visioner.
I dag er det muligt at tage en uddannelse som jord- og beton arbejder, hvor det tidligere kun var ufaglærte arbejdere, men det er stadig et af de mindst søgte studier. Dette har sandsynligvis noget at gøre med den lave løn og det hårde fysiske arbejde.
Jakob Mathiassen er en engageret og kritisk fortæller, som ikke er bange for at tage bladet fra munden. Som John Mogensen sagde engang ”Der er noget galt i Danmark….”, således siger Jakob Mathiassen det samme. Det er fantastisk at mærke Jakobs engagement og gåpåmod komme én i møde fra bogens sider, og det er interessant læsning – hvad enten man er akademiker eller ufaglært arbejdsmand.
Brugernes anmeldelser