Anmeldelse

Et ansigt til Emily af Asta Olivia Nordenhof

Kommentarer

1 kommentar
AfFrederik Schøler
tir, 07/07/2015 - 12:18

En læsning af 'et ansigt til emily' vil ikke nødvendigvis være korrekt, da den fragmentariske form giver rigelig plads til tolkninger og underen. Således oplever jeg egentlig, at Rosa og Emily er to sider af samme unge kvinde. Rosa er den uskyldsrene elskende, mens Emily er luderen, den obskøne og dyriske. Rosa længes efter far og mindes, mens Emily hungrer efter Daniel, som enten er en ren opdigtning, mindet om en tabt kærlighed eller faktisk er til stede om end på afstand og tager del i den afsluttende brevkorrespondance. Det kærlighedsforhold der beskrives mellem de to ”identiteter”, Rosa og Emily har nærmest præg af lillepigens uforklarlige behov for at gå i symbiose med luderen; det er simpelthen nødvendig, da ingen af dem er komplet uden den anden. Rosas kærlighed til det andet køn er faderkærlighed, mens Emilys kærlighed både er kropslig kønsdrift og tenderer mod en umulig romantisk kærlighed, omend det udtryk vel er at trække den lige langt nok. Romanen har en neurotisk, nervøs stemning, som om der lurer et fortvivlet tab lige under overfladen. En stemning, der underbygges af faderens gendigtede dagbogsskildringer fra en flodrejse i Afrika, der bringer associationer til håbløsheden i Jakob Ejersbos trilogi 'Eksil', 'Revolution' og 'Liberty', og måske endnu mere til Joseph Conrads mesterlige 'Mørkets Hjerte', som faktisk også både har en undertone af psykose og er skrevet i en form der ved nærmere eftersyn spalter sig ud i fragmenter.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer