Mord i Rodby

I dette andet bind af Dan Turèlls »Mord«-serie - »Mord i Rodby« - dukker Gitte Bristol op. En diametral modsætning til hovedpersonen, den navnløse journalist, der er gået fra at være en forhutlet jazzmusiker til en forhutlet reporter på Bladet.

Juristen Gitte Bristol er fyldt med kvindelig frodighed, hun er tjekket og strutter af reformiver.  Men hun vil også lave om på den navnløse journalist, som bestemt ikke har tænkt sig at blive småborger med villa, vovse og det, der er værre.

Med »Mord i Rodby« blev det klart for læserne, at Dan Turèll tænkte i seriebaner. Vi skal en tur ud i provinsen, som Dan Turéll ikke var meget for. Tre af krimierne i Mord-serien foregår uden for København, de to andre dog i lidt mere eksotiske omgivelser: Malta i Middelhavet og San Francisco på den amerikanske vestkyst.

Den navnløse journalist får til opgave at skrive om (og få opklaret) et mord på en prostitueret i Rodby. Sagen udvikler sig dramatisk da endnu to kvinder af samme type bliver myrdet. Politiinspektør Ehlers dukker også op for at undersøge mistanken om narkohandel i provinsbyen.

Gitte Bristol skal forsvare en sigtet og er overbevist om, at han er uskyldig. Den mistænkte forsøger at flygte, og så er både Gitte Bristol, politiinspektøren og den navnløse journalist nødt til at dykke helt ned i det farlige og betændte miljø i provinsbyen under al dens småborgerlige fernis. »Du Stadt meiner Träume«, som fortælleren sarkastisk betegner den:

»Jernbanen i Rodby er naturligvis nabo til posthuset. Sådan skal det – fiølge regulativet for danske provinsbyer – være, og sådan er det. Derefter følger Rådhuset og Brugsen, og til venstre for Brugsen kommer Gågaden med sine stærkt opreklamerede rødfarvede 72-punkts-plakat-tilbud om Johnny Reimars Smølfe-Party-plader«.

»Mord i Rodby« er fyldt med jazz og tydeligt præget af Dan Turélls forbillede, amerikaneren Raymond Chandler. Livet er forunderligt og forførende i Turèlls univers – ditto hans sprog. Læs blot denne karakteristik af en jazzkoncert – lige til en lærebog for musikkritikere:

»Der er intet så statuarisk som New Orleans-jazz. Det bliver bare ved, det udvikler sig aldrig, det er bestemt og fastlagt som ludo og billard, og som i ludo og billard er der altid nogle nye på vej til at fortsætte traditionerne. En New Orleans-klarinettist,der døde for halvtreds år siden, ville være forbløffet, hvis han vidste, at der hver dag star voksne mennesker i et fjernt land med havfruer og isbjørne, et land kaldet Danmark, og forsøger at efterspille dén solo, han for fem dollars indkradsede på en laset shellak-plade i et studie i Chicago I håb om at tjene til hjemrejsen i 1926«.

Og der er flere sproglige perler, som bare kan nydes.

Dan Turèll: Mord i Rodby, 229 sider (Borgen).