Den 15. oktober 1993 kørte taxaer i hovedstadsområdet med sorte flag; man sørgede over Dan Turèll, som døde kun 47 år gammel.
På trods af en karriere med mange eksperimenterende udgivelser blev Turèll opfattet som folkets forfatter og showman; og ganske sigende hyldede man ham i Tivoli med en Grand Goodbye Galla i januar 1994.
Aldrig tidligere har en dansk forfatter modtaget et så storladent, folkeligt farvel. Den brede popularitet var/er velfortjent og fortæller også noget sandt om Turèll, men alligevel er populariteten en smule paradoksal, for litterært set var den sortklædte herre ikke folkelig i traditionel forstand.
Turèlls største helte var amerikanske jazz- og rockmusikere, beatforfattere som Jack Kerouac og William S. Burroughs, diverse krimiforfattere og popkunstneren Andy Warhol. Impulserne fra den amerikanske 50´er- og 60´er scene er tydelig i forfatterskabet, men man må insistere på at forstå Turèlls jazz/rock/pop/beat-æstetik i en litterær kontekst.
Helt oplagt havde forfatterskabets interne ideer og Turèlls optræden i det offentlige rum en forbindelse til hinanden, men man har et problem, hvis entertaineren og myten Turèll tager over og lader den litterære produktion i stikken. I tilfældet Turèll er det naturligvis besværligt at skelne mellem mand og værk, ja, det vil måske endda være forkert, men fokuserer man for ensidigt på gøgleren Turèll, står man kun tilbage med en grågrumset strømflod af provokation og folkekær ballade.
Turèll var først og fremmest forfatter - han kodede sit offentlige liv efter litterære forskrifter, hvilket man fejllæser, idet man forelsker sig i ideen om Onkel Danny som folkedybets sande helt og stemme.
Nærmest skandaløst modtog Turèll aldrig én pris for sit enorme værk (vistnok over 100 værker indenfor alle medier). Måske har ingen kunnet overskue hans aktiviteter og kvaliteter, inden han pludselig var fortid.
De fleste nåede dog at opdage bestselleren Vangede Billeder (1975) som den moderne hjemstavnsskildring, hvor den lavere, provinsielle middelklasse endelig genkender sin selvforståelse i litteraturen; altså historierne om eksempelvis Lillemor som ”…véd alt om Vangede.Hun er det ældste medlem af Vangede vælgerforening, og i 20 år gik hun og opkrævede kontingenter ved dørene i vælgerforeningen.”
Turèlls begejstring for Vangede var naturligvis uforfalsket, men denne perle er andet og mere end en litterær kærlighedserklæring til en barndom blandt bumser og gadekloge i udkanten af Gentofte kommune.
Vangede Billeder er særligt interessant som et eksempel på en moderne tids æstetik, hvor interaktionen mellem læseren, forfatteren, værket og virkeligheden udenfor litteraturen nytænkes på kreativ vis. Man må gå til Vangede Billeder armeret med en sund portion forsigtighed, for Turèlls litterære ideer konvergerer her nærmest med det skæve image, som senere gjorde forfatteren berømt - også uden for de litterære cirkler.
Historien om den endelige version af Vangede Billeder er sigende for Turèlls litterære udvikling. Nogenlunde samtidig med udgivelsen af ”Vangede Billeder” itale- og iscenesatte Turèll sit ”nye” image, som siden skulle gøre ham gennemgribende populær.
Han fandt den rette neglelak, hatten og det mørke jakkesæt. 6. januar 1975 indtalte han ”Anders Ands nytårstale” på Danmarks Radio som en personlig hyldest til Andebys uheldigste and, og han fyrede op under stemningen i diverse talkshows i den bedste sendetid i TV og radio. I folkets øjne blev han til Onkel Danny, og hans hidtidige 35 ukendte værker begyndte at sælge som varmt brød på en søndag morgen.
Turèll markerede, at han kendte bogmarkedets spilleregler, men alligevel overgik han til at demonstrere og udleve sin æstetik på alle planer og inden for alle medier. Han talte beatens hurtige, silende og fartglade sprog, og for en sand popkunstner var intet længere for småt eller for stort. Ifølge en gammel ven, digteren Asger Schnack, vendte Turèll sig i denne periode fra ”…aggression til accept, fra vrede til en omsiggribende venlighed.”
Dette kan både opfattes som udtryk for et kompromis og en udvikling. Bøgernes beat- og popæstetik kunne ikke overleve alenestående, men assisteret af entertaineren Turéll som et højtråbende billede på æstetikken idé, gik beskeden endelig igennem på en måde, alle kunne forstå. Om der var tale om et æstetisk kompromis er naturligvis umuligt at afgøre, men Vangede Billeder reflekterer på interessant vis denne ”vending” i Turèlls karriere.
Manuskriptet var oprindeligt udarbejdet som en digtsamling, men forlaget mente ikke at kunne sælge den slags. Turèll var rasende; alligevel indtog han ikke en traditionel rolle som ”misforstået kunstner”, men genskrev blot på kort tid hele manuskriptet i en mere prosaorienteret stil.
Han skruede ned for de lyriske formeksperimenter og slog i stedet igennem som Danmarks ukronede konge af koncept- og popkunst. Vangede Billeder er et fremragende og velskrevet eksempel på litteratur forfattet ud fra en idé om altings tilgængelighed i en verden, hvor forskellene mellem varer, reklame, filosofi, propaganda, æstetik, finkultur, lavkultur m.m. synes umulige at inddæmme og fastholde.
Allerede fra første side af Vangede Billeder møder man den mere imødekommende forfatter in persona; karakteren Danny Boy byder selv indenfor i bogen stående under et motorvejsskilt, som bærer navnet Vangede. Den offentlige person Turèll bliver her for alvor en del af sit eget værk, og samme koncepttækning trænger sig på i værkets samlede illustrationsmateriale, som består af fotografier af gamle butiksskilte, skolen i Vangede, motorvejsbroen i Vangede, en serie-1 fodboldplakat osv.
Bogen er en litterær indsamling af anekdoter, selvoplevede særlinge og slåskampe og alle former for genstande og realia, og på den vis er bogens idé klar: Vangede besynges som stedet for en fremragende barndom, samtidig med at stoffet litterariseres under koncepttænkningens forskrifter.
Stort set alle afsnit indledes med et elegant ”og” – i sig selv en markering af skrivningens overordnede projektkarakter: I Vangede kan og bør alt og alle sidestilles. Vangede og dets beboere efterlignes således med den litterære stil, og omvendt angiver Vangede i sig selv pennens korrekte bevægelse og opdagelser. Hør blot dette udklip om biografen: ”I Vangede var og blev publikum en stor del af forestillingen, og det vidste alle sgu da alt om, længe før man påstod at Andy Warhol havde fundet på dét.
For selvfølgelig vidste alle, selvfølgelig har alle altid vidst, at det altid var ret tilfældigt hvilken film der kørte,…”. Tekststedet her udgør en udmærket refleksion af den æstetiske idé, som giver Vangede Billeder en overordnet betydningsstruktur, men ligeledes giver det også stemme til én central æstetisk idé for det samlede forfatterskab. I den forbindelse kan man hævde, at Turèll i Vangede Billeder populariserer og banaliserer forfatterskabets grundprincipper i håb om at komme igennem til et bredere og større publikum. Og det lykkedes.
Men modsat kunne man vel også hævde, at forfatterskabets popæstetiske impulser gennemskrives med størst radikalitet i netop Vangede Billeder. Beatens fart og popkunstens tilbedelse af de moderne objekter og karakterer sammenstilles under alle omstændigheder på mesterlig vis i Turèlls største publikumssucces.
Altså opdagede ikke blot publikum Dan Turèll med udgivelsen af Vangede Billeder, nej, man skulle måske snarere sige, at Turèll for alvor fandt det rette udtryk, da han opdagede sit publikum.
Af Martin Toft, cand.mag.
Kommentarer