Anmeldelse
Vangede billeder af Dan Turèll
- Log ind for at skrive kommentarer
’Vangede billeder’ er Dan Turèlls kærlige, ironiske og meget nostalgiske tilbageblik på barndommens land - 1950´ernes Vangede.
Vangede, som er en del af Gentofte kommune, ligger på ”den forkerte side” af Lyngbyvej, og har aldrig været anerkendt som hørende til Gentofte af de rigtige Gentofteborgere. Det synes nu ikke at have været noget problem for de mennesker, der rent faktisk boede i bydelen, da Dan Turèll var barn. Det var nærmere noget, man var stolt af. De rige flyttede til Gentofte og Ordrup, mens de fattige fik lejligheder i Vangede, når de flyttede fra byen, for ”De rige kan altid vælge, de fattige kan aldrig vælge”.
I 24 små afsnit fortæller Dan Turèll om familien, vennerne, de handlende, lægen, præsten og alle de andre farverige personer, han voksede op sammen med. Han fortæller også om bibliotekaren, der var en stram dame, som passer fint til det billede, som mange har af en rigtig bibliotekar. Mellem afsnittene er der små fakta-bokse. Bogen er skrevet i talesprog, og de fleste sætninger begynder med et "Og", hvilket gør, at man hører Dan Turèlls stemme for sit indre øre, når man læser bogen.
Selv om bogen er fra 1975, er bogen stadig læseværdig som et nostalgisk tidsbillede på 1950´erne. Bogen er præget af den sorte humor, der var så typisk for Dan Turèll, som fx beskrivelsen af skomagerens selvmord. Skomageren elskede sin hustru, men hun havde været ham utro. Han græd og græd, men en eftermiddag kunne han ikke mere. Han skød sig i forretningen, og blodet dryppede ud over den madpakke, han ikke havde nået at spise. Da slagteren havde udsolgt, hentede han madpakken og solgte den igen for halv pris: ”hva' Satan betød dét par blodpletter”.
Dan Turèlls image som den farverige boheme med det store alkoholforbrug er blegnet noget, efter hans datter Chilli Turèll har skrevet og fortalt om medaljens bagside, en barndom præget af misbrug, svigt og utryghed. Det rykker dog ikke ved, at ’Vangede billeder’ stadig er meget læseværdig som et nostalgisk tidsbillede af 1950érne – og som en del af Dan Turèlls litterære arv.
- Log ind for at skrive kommentarer
’Vangede billeder’ er Dan Turèlls kærlige, ironiske og meget nostalgiske tilbageblik på barndommens land - 1950´ernes Vangede.
Vangede, som er en del af Gentofte kommune, ligger på ”den forkerte side” af Lyngbyvej, og har aldrig været anerkendt som hørende til Gentofte af de rigtige Gentofteborgere. Det synes nu ikke at have været noget problem for de mennesker, der rent faktisk boede i bydelen, da Dan Turèll var barn. Det var nærmere noget, man var stolt af. De rige flyttede til Gentofte og Ordrup, mens de fattige fik lejligheder i Vangede, når de flyttede fra byen, for ”De rige kan altid vælge, de fattige kan aldrig vælge”.
I 24 små afsnit fortæller Dan Turèll om familien, vennerne, de handlende, lægen, præsten og alle de andre farverige personer, han voksede op sammen med. Han fortæller også om bibliotekaren, der var en stram dame, som passer fint til det billede, som mange har af en rigtig bibliotekar. Mellem afsnittene er der små fakta-bokse. Bogen er skrevet i talesprog, og de fleste sætninger begynder med et "Og", hvilket gør, at man hører Dan Turèlls stemme for sit indre øre, når man læser bogen.
Selv om bogen er fra 1975, er bogen stadig læseværdig som et nostalgisk tidsbillede på 1950´erne. Bogen er præget af den sorte humor, der var så typisk for Dan Turèll, som fx beskrivelsen af skomagerens selvmord. Skomageren elskede sin hustru, men hun havde været ham utro. Han græd og græd, men en eftermiddag kunne han ikke mere. Han skød sig i forretningen, og blodet dryppede ud over den madpakke, han ikke havde nået at spise. Da slagteren havde udsolgt, hentede han madpakken og solgte den igen for halv pris: ”hva' Satan betød dét par blodpletter”.
Dan Turèlls image som den farverige boheme med det store alkoholforbrug er blegnet noget, efter hans datter Chilli Turèll har skrevet og fortalt om medaljens bagside, en barndom præget af misbrug, svigt og utryghed. Det rykker dog ikke ved, at ’Vangede billeder’ stadig er meget læseværdig som et nostalgisk tidsbillede af 1950érne – og som en del af Dan Turèlls litterære arv.
Kommentarer