En introduktion til Dan Turèlls forfatterskab kan fint begynde med 'Vangede Billeder'. Her møder læseren det miljø, forfatteren voksede op i og senere hen ud af.
Det er bogen for den nysgerrige læser, der ikke har det store kendskab til hverken forfatteren eller andre sider af forfatterskabet, og som ønsker at stifte bekendtskab med Dan Turèlls forfatterskab.
Turèll er født i 1946. 'Vangede Billeder' er påbegyndt i 1973 og udgivet i 1975. Årstallene afslører, at det er den unge eller ”voksne” forfatter, der har skrevet sine erindringer, inden han er fyldt 30 år. Bogen handler om mennesker og hverdagslivet i Vangede før og omkring 1970’erne. Værket giver altså et historisk blik på et bestemt tidsrum sét fra et bestemt sted i Danmark. Men lad det stå klart - 'Vangede Billeder' er først og fremmest Dan Turèlls karikerede, skæve og humoristiske 'Vangede Billeder'. Og det er derfor man skal læse netop dette erindringsværk. Det er de mange små historier om mennesker og selve sproget, der er det helt særlige og centrale ved bogen og som gør, at den må, skal og bør læses, som et af de bedste værker fra 1970’erne, såvel af den nysgerrige som den inkarnerede Dan Turèll-fan. Turèll afgrænser i bogen én gang for alle hvad Vangede er og hvad Vangede ikke er:
”Gentofte Vest” det er Vangede, og hvis man kalder Vangede ”Gentofte Vest”, så kan man fandeme lige så godt kalde Gentofte ”Vangede Øst” – jeg mener, hvis man først begynder på sådan noget, så kan Jylland sgu lige så godt hedde ”Sjælland Vest”.
Tonen i værket slås an med dette citat. Der er bare forskel på, om man bor i Vangede eller i Gentofte. Og det er Dan Turéll, der med undren, ironi, humor og knivskarpe kommentarer fortæller om det mentale, usynlige, fysiske og topografiske skel der var og måske stadig er mellem mennesker i forstædernes København (Gentofte, Vangede, Buddinge og Ordrup). Bogen er på mange måder derfor også en politisk kommentar til de mere eller mindre synlige forskelle blandt mennesker fra sted til sted i Danmark i 1970’erne.
Der portrætteres i stor stil. Det er de små historier, (Dan Turèlls iagttagelser af mennesker og miljø omkring ham i barne- og ungdomsårene), der danner fine og menneskelige portrætter undervejs i læsningen. Det er fortællerens erindrede billeder, som sprogliggøres på en måde, der for det første viser, at her er en forfatter, som mestrer det danske sprog helt suverænt. Og dernæst viser et særligt blik for detaljen hos det enkelte menneske og alt, hvad hverdagen måtte være indbegrebet af. Sætningerne indledes ofte med formuleringen: ”Og så var der..”. Det har den effekt, at sproget i sig selv virker ivrigt efter at fortælle sine historier.
Men 'Vangede Billeder' er ikke kun en samling ironiske, muntre og præcise billeder af en tid, som Dan Turèll var forankret i. Der hviler også en snert af melankoli over bogen. Der er passager af refleksion over mennesker eller ting, der forandrede sig og som efterfølgende aldrig blev helt de samme igen. Med dette erindringsværk har forfatteren dermed også lagt en distance til Vangede (både fysisk og mentalt). Han tager ikke afstand fra sit ophav, men viser i bogen, at det handler ikke kun om arbejderne i Vangede og de rige i Gentofte, derimod om den småborgerlighed som selv borgerne i Vangede ikke kunne undslippe, efterhånden som de materielle goder og forbedringer, blev hverdagsgoder, som alle fik adgang til.
'Vangede Billeder' er kort og godt Dan Turèllsk og historierne om alle dem, få eller aldrig skriver historier om.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer