Mord i marts

Når man kommer halvvejs ind i Dan Turèlls Mord-serie på et dusin bind, begynder den at få mere dybde og flere toner. De gennemgående personer bliver mennesker i stedet for typer. Det, der i starten var stregtegninger, bliver til billeder med nuancer.

Med nummer fem i serien, »Mord i marts«, balancerer krimien rigtig godt. Blandingen af humor og melankoli ligger der hele tiden, og mordet på en kunsthandler og mæcen er blot en biting.

I denne roman kommer vi ud af »distriktet« - til Frederiksberg, hvor en kunsthandler bliver myrdet i sin lejlighed. Han har et påfaldende tæt forhold til en spradebasse af en maler, som er ude af syne og aldrig indkasserer sin retmæssige arv. Vi skal en tur ned i Københavns bøsse-miljø.

Som i Dan Turèlls øvrige kriminalromaner spiller plottet en underordnet rolle. Turell indrømmede gerne, at handlingen ikke var planlagt på forhånd. Når han gik i stå i handlingen, sendte han simpelthen detektiven på værtshus.

Jeg er journalist og elsker beskrivelserne af den navnløses journalist gang i bladhuset, hvor han den ene øjeblik er kridthuset og det næste øjeblik får det glatte lag af chefredaktør Otzen, manden der aldrig tvivler på sig selv, men altid på alt og alle andre. Og den herlige beskrivelse af den bitre redaktionssekretær Michelsen (i dag kalder man nogle steder den slags for »mediedirigenter«):

»Redaktionssekretær Michelsen – hvis kontor jeg på grund af de for Bladets bygning ansvarlige arkitekters mangel på fremsyn var nødt til at passere på vejen, en disposition jeg ofte har beklaget – så surt op på mig, endnu surere end sædvanligt. Ikke alene brød han sig ikke om mig, men han brød sig slet ikke om mig på forsiden. Faktisk hadede han mig, og han var en af dén slags stakler for hvem, det aldrig vil gå op, at eftersom dén, de hader, er komplet ligeglad, går deres had kun ud over dem selv ved– langsomt, men ubønhørligt – at spilde deres tid«.

Det er miljøbeskrivelserne som ovenstående, der holder læseren fast og måske endda til at stoppe op og tænke en gang ekstra over tingenes tilstand. Vi er i »distriktet« med den lakoniske bartender Bob i Stjernecaféen, kaffebaren, hvor melankolske Bob står og skænker sort kaffe op, så de trætte mænd kan køre lidt endnu, læse aviser eller få de værste tømmermænd væk. På politistationen på Vesterbro sidder Ehlers og er den navnløse journalists faste sparringspartner.

Den navnløse journalist er glad for whisky og kvinder – ingen når dog Gitte Bristol, som han både føler sig tiltrukket af, men også har et anstrengt forhold til.

Alt er, som det skal være i »Mord i marts« - en af seriens bedste.

Dan Turèll: Mord i marts, 201 sider (Borgen).