Navnenes hus

I forfatterens femte bog på dansk har han taget fat i de græske klassikere og de store følelsers magt. En god, gedigen og spændende roman i et smukt sprog.

Toibin bruger i sin genfortælling dele af Aischylos' 'Orestien', Sofokles' 'Elektra' og Euripides' 'Elektra, Orestes og Ifigenia i Aulis'. Det er vægtigt stof, og han siger i sit efterskrift, at store dele er fri fantasi. Forfatteren har som vanligt det allersmukkeste sprog, og i den sammenhæng bør oversætteren Ninna Brenøe takkes. Det er fortællesproget, der primært gør historien nærværende. Selvom der ikke er ret mange detaljer med i beretningen, så er det her, klicheen "som at være der selv" kan bruges, på trods af miljøet er nogenlunde så langt fra det moderne Vesten som muligt. 

Vi starter med Klytaimnestras frygtelige situation. Hun bliver kaldt til sin mand, Agamemnon, der ligger med sin krigsflåde og venter på gunstig vind. For at formilde guderne skal hans datter, Ifigenia ,slåes ihjel og ikke giftes med Achilles, som beskeden først lyder. Klytaimnestra må tage tilbage kun med sin lille søn, Orestes, og hun er under observation af Agamemnons vagter. Han har jo nok lugtet lunten, for hun starter straks i alle detaljer på at planlægge sin blodige hævn. Som nogle dagbladsanmeldelser også har noteret sig, så er der træk fra TV-serierne 'Game of Thrones' og 'House of Cards', da det er en thriller om politik og magt, som desuden hedder 'House of Names' på engelsk.

Anden del af romanen handler om lillebror Orestes vandring rundt i verden. Han bliver sammen med søster Elektra ladt i stikken i sin mors frådende raseri over mordet på ældste søster. Måske er plottet ikke som i en moderne roman, men historien er fortalt i det fineste og mest ubesværede sprog.