I sidste øjeblik - historier om kvinder og mænd

Claire Keegans novellesamling er mere revsende end rørende, og det klæder hendes stille prosa.

Irske Claire Keegan besidder et helt særligt skrivetalent. Om hendes værker omhandler et omsorgsforsømt plejebarn som i Omsorg eller de frygtelige magdalenevaskerier i Den slags små ting, bundfælder hendes sprog og historier sig og går lige i hjertet på læseren med enkle og blide virkemidler. 

Derfor kan jeg godt lide, at hun har udvidet paletten en smule i sin nye novellesamling, der har den meget passende undertitel 'Historier om kvinder og mænd'. Her er det nemlig mere revsende, end det er rørende, og det klæder hendes stille prosa virkelig godt. Novellesamlingen består af tre fortællinger: 1) et kuldsejlet forhold har efterladt manden Cathal sørgeligt alene 2) en kvinde er taget på skriveophold i Heinrich Bölls tidligere hjem, hvor en anmassende (mandlig) professor i tysk litteratur opsøger hende og 3) en kvinde ønsker at have sex med en fremmed mand og går i byen med det formål.

De første to noveller opstiller nogle genkendelige mandetyper. De har et behageligt tempo og et sprog med en mesterlig opvisning i tematiske snigangreb - uden at det bliver diffust. Keegan formår her at gøre de misogyne mekanismer synlige, så de står krystalklart. Såsom da Cathal mindes et skænderi og kimen til bruddet med sin forlovede: 

""Godt halvdelen af alle mænd på din alder vil bare have os til at holde kæft og give jer det, I vil have. At I er forkælede og bliver gemene, når I ikke får jeres vilje.” Han ville benægte det, men det føltes ubehageligt tæt på en sandhed, han aldrig havde så meget som overvejet. Det slog ham, at han lige nu ikke ville have spor imod, at hun holdt kæft og gav ham det, han ville have". 

Særligt i denne novelle står dagligstuedramaet virkelig flot frem, og skænderiets dynamikker fremmanes, så det synger. Det gøres til et mikrokosmos for de skævvredne balancer, der kan opstå i et parforhold og mandens emotionelle brister:
"“Kan du ikke engang forstå, hvad jeg taler om?” Hun så ud til at spørge oprigtigt, ikke for at skændes, men for at få svar". 
Mandschauvinismen blomstrer i efterspillet, og da Cathal mindes det skæbnesvangre skænderi, kan han ikke huske de lede ting, han har sagt, men kun at han var glad for ikke at skulle hjælpe med opvasken efterfølgende… 

Nu kan det lyde som om, Keegan har omformet et vredt debatindlæg til moraliserende novellekunst, men sådan oplever jeg det ikke. Tværtimod er det lige dele morsomt, sørgeligt, ubehageligt og rigtigt. Det er desuden virkelig skønt at få pillet den intellektuelle mand godt og velfortjent ned i anden novelle, hvor den ubehøvlede litteraturprofessor spiser hele den kvindelige forfatters hjemmebagte kage og ved deres afsked infantligt og i afmagt råber: "Du ved ingenting om Heinrich Böll! Ved du ikke, at Heinrich Böll vandt Nobelprisen i litteratur?"

Billeder som disse får mig til at tilgive, at den sidste novelle i samlingen desværre falder igennem med et lidt for skematisk plottwist, der virker forceret og malplaceret. Pointen bliver for tydelig. I to ud af tre noveller rammer Keegan dog helt plet, og selvom samlingen ikke er en kur mod en kendt samfundssygdom, føles diagnosen og udstillingen af den både relevant og underholdende.