Bog

Mopsen der ville være en heks

Af (
2024
)

Anmeldelse

Mopsen der ville være en heks

17 maj.24

Man kan kun blive glad af at læse de hjertevarme bøger om den søde mops Peggy, som vil gå gennem ild og vand for sin familie. En form for moderne Lassie. 

Vi følger endnu engang mopsen Peggy og hendes familie, som denne gang finder ud af, at deres søde naboer hr. og fru Ahmed skal flytte, hvilket betyder, at deres ondskabsfulde kat Tiger flytter med. Både Peggy og hendes lille menneske Chloe håber, at de nye naboer har et barn på Chloes alder, og Peggy håber også, at familien har en lille hund. 

Den nye familie viser sig at bestå af moren Andrea, datteren Emma og kattekillingen Lucky, der har utrolige mængder af energi. Chloe er lykkelig for, Emma er 10 år ligesom hende, så nu kan hun måske få en god veninde. Derfor bager hun en kage sammen med sin lillesøster Ruby, som de to piger giver familien i velkomstgave. Men Emma vil ikke rigtig snakke, og hendes uartige killing er ekspert i at komme i farlige situationer, og når Peggy forsøger at redde den, beskylder Emma Peggy for at ville skade Lucky.

Chloe, Ruby og storebror Finn elsker, når deres far læser højt for dem af bøgerne i serien "Hekseskolen", mens Peggy lytter med. Bogen giver hende en god idé! For Peggy kan simpelthen ikke holde ud, når Chloe er ked af det. Hvis nu hun laver magiske heksekunster, som får de nye naboer til at forsvinde igen, bliver Chloe måske glad.

Bella Swifts bøger om Peggy og hendes familie er meget populære. Den lille mops er simpelthen indbegrebet af venlighed, og hendes vigtigste opgave hver dag er at sørge for, at Chloe er glad. Der er kommet en lille kattekilling med i historien, der fortæller sit lille menneskes historie. Nemlig at Emma er temmelig ked af det, fordi hendes forældre lige er blevet skilt, og at det er derfor hun lukker sig inde.

Tematikkerne er aktuelle, og Emma et godt eksempel på, at hvis man ikke rigtig har lyst til at snakke med nogen, kan det rent faktisk betyde, at man er virkelig ked af det og hvor svært det kan være, hvis ens forældre bliver skilt. Venskab er et centralt tema i hele serien, og i denne bog kan man se, hvor vigtigt det er at have en ven at dele alting med.

Bella Swift tegner selv bogens fine s/h- Illustrationer, og de er med til at understrege, præcis hvor sød Peggy i virkeligheden er. 

Bogdetaljer

Forlag
Gads Børnebøger
Oversætter
Christa Leve Poulsen
Faustnummer
138232867
ISBN
9788762744745
Antal sider
153

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer