Frankenstein

Den over 200 år gamle roman om Frankensteins monster er meget mere end gys og gotik. Den er en dybt rørende fortælling om identitet og søgen samt en påmindelse om, hvor lidt vi ved om vores medskabninger.

Barbie-dukken har fået kamp til stregen. Nu om stunder er hun nemlig blevet fortrængt fra utallige pigeværelser af en ny serie af dukker, som samlet set går under betegnelsen Monster High. De har alle det til fælles, at de er udsprunget af groteske figurer som vampyrer, varulve, spøgelser og zombier. Én af disse drabelige unge damer lyder navnet Frankie Stein, og der skal vist ikke megen fantasi til at forestille sig, hvoraf hendes navn er inspireret. Frk. Stein henter naturligvis sin kendis-faktor gennem sin snart 200-årige forgænger, Frankensteins monster, som det blev skabt af videnskabsmanden Victor Frankenstein. Eller rettere: Begge blev de i 1818 skabt i hovedet på den unge engelske kvinde Mary Shelley, der var gift med den engelske digter P. B. Shelley.

Endnu en gang glæder det mig inderligt, når klassikerne bliver fundet frem og støvet af, for hold nu k… hvor er det vigtigt, at vi læser dem! For værkernes og vores egen skyld. Som det nok er de fleste bekendt, er 'Frankenstein' i store træk historien om en mand, som det lykkes at skabe et menneskelignende monster, som tager magten fra ham. En udbredt misforståelse er det dog, at det er monstret, der hedder Frankenstein – monstret har for så vidt slet ikke noget navn, men må lide den tort at gå under benævnelser som ”den elendige”, ”uhyret”, ”misfostret”, ”vanskabningen” og lignende. Frankenstein er derimod efternavnet på manden, der skaber monstret. Men ved nærmere eftertanke – og altså efter at have læst den oprindelige historie – kan man af analytiske og tolkningsmæssige årsager godt gøre sig tanker om, hvem der er det egentlige monster af de to. Og set med disse briller kan man egentlig godt plædere for, at ”monstret” hedder Frankenstein – selvom han er menneske.

Den kan lyde kryptisk, men det er det slet ikke. Det er nemlig såre enkelt: Victor Frankenstein får skabt et monster, som han, grundet monstrets fysiske fremtoning, straks frastødes voldsomt af. Monstret stikker af, og efter nogen tid erfarer Frankenstein, at hans ulykkelige skabning både er ”mand” for at begå mord, og samtidig er så intelligent, at han kan give en anden skylden. Frankenstein forbander, at han har kreeret et så ondskabsfuldt væsen, men efter et møde med uvæsnet får i hvert fald læseren et andet indtryk af uhyret. Monstret fortæller sin historie til den rædselsslange Frankenstein, og dén historie er sådant set romanens virkelige tragedie. Det arme misfoster har nemlig gentagne gange forsøgt at skabe kontakt til mennesker, da det besidder samme behov for selskab og kærlighed som dem. Men resultatet er hver gang skrig og skrål og voldeligt genmæle, hvorfor monstret ender med at ræsonnere: ”Jeg er ond, fordi jeg er ulykkelig.”   

'Frankenstein' er en roman om identitet, fremmedgørelse og skyld. Og udødelig er den - hvilket både dukken Frankie Stein og denne fantastiske oversættelse vidner om.