Uendelig muslinger

 

Erindringsfragmenter og barndomsbilleder er indholdet i den franske forfatter Sylvie Bocquis værk, ’Uendelig muslinger’. Det er hverken en roman eller en digtsamling - eller måske er det begge dele? Bogen, der er knap 100 sider, består af en serie korte prosatekster, som har en lille pige (hedder hun Stéphanie?) som hovedperson. Det er en både smuk og sørgmodig bog, Sylvie Bocqui har bedrevet. Nogen egentlig handling kan man ikke tale om, men efterhånden som vi får flere og flere brudstykker af hovedpersonens liv – i hjemmet, i børnehaveklassen, på ferie hos familien, senere i kostskolen - dannes et billede af den lille piges univers:.
 

 

Med sit vidunderligt billedskabende sprog fremkalder Bocqui den lilles forunderlige fantasiunivers og genskaber barndommens tidsløse, ubegrænsede rum. Men voksenlivet trænger sig på: fraværende forældre og bedstemoderens død er en kilde til stor sorg og ensomhed for den lille pige. Forældrenes fravær er særlig tydeligt i beskrivelsen af hendes vane med at ligge vågen tidligt om morgenen og lytte efter, mens faren står op og tager på arbejde:

 

 

’Uendelig muslinger’ er en virkelig skøn bog om barndommen, eller om erindringen om barndommen. Det er ikke kun barnets naive stemme, Bocqui taler med, i hvert fald ikke udelukkende. Det er også den voksne kvindes stemme, hendes forsøg på at huske, at genskabe og gribe fat i den tid og de mennesker, som gik tabt. Teksten er smukt gengivet i Hans Peter Lunds oversættelse og bogen er endnu en flot tilføjelse til Forlaget Etceteras katalog af franske titler, som også tæller Bocquis roman ’En sæson’.