Alle lykkelige familier

Hervé Le Tellier fortæller om sin kærlighedsløse opvækst i Paris med lige dele indsigt og ironisk distance i stærkt bevægende erindringsroman.

Den franske videnskabsjournalist og forfatter Hervé Le Tellier bragede forrige år igennem med sin spekulative genrehybrid Anomalien, der modtog Frankrigs mest prestigiøse litteraturpris, Prix Goncourt. I kølvandet på det er hans selvbiografiske roman fra 2017 udkommet på dansk i oversættelse af Peer Bundgaard.

Bogtitlen er inspireret af Tolstojs 'Anna Karenina': ”Alle lykkelige familier ligner hinanden, hver ulykkelig familie er det på sin egen måde”. Tellier fortæller i romanen om sin opvækst i en ulykkelig familie på sin helt egen måde med en særlig sorthumoristisk nøgternhed. Romanen er tankevækkende, morsom og rørende og har et befriende ikke-indadvendt blik på tilværelsen.

Telliers beretning begynder med barndomserindringerne fra 60’ernes Paris, hvor han var enebarn og boede hos sin mor og stedfar og mest blev opdraget af sine bedsteforældre. Faren forlod moren, lige efter Hervé blev født. Faren havde truffet en anden kvinde og var særdeles fraværende, stedfaren var ikke en farfigur, moren var syg og selvoptaget.

Portrættet af moren er indsigtsfuldt og gribende og giver baghjul til mange af tidens romaner om dysfunktionelle mødre. Der er ingen kærlighed til forældrene og absolut ingen selvmedlidenhed i forfatterens erindringer, men en nøgtern forståelse af, at det var sådan, det var, i en moden mands tilbageskuende blik på en opvækst, han dengang kun vagt fornemmede var anderledes:

"I fravær af sammenligningsgrundlag kan børn tage galskab for at være reglen: Når alt kommer til alt, undrede Romulus og Remus sig heller ikke over at blive opdraget af en ulv, Mowgli af en bjørn og Tarzan af de store aber. Det var først senere, at jeg blev klar over, hvor underlig min normalitet var".

Forfatterens ironiske distance og humor er gennemgående i romanen, som samtidig er en alvorlig fortælling om svigt og om at finde sit eget ståsted og bevare kærligheden til livet. Tellier skildrer, hvordan det er ikke at elske sine forældre, være uberørt ved deres død og komme overens med det tabu. Skrivningen har hjulpet ham med at overkomme sin utilpashed i verden. 

'Alle lykkelige familier' er en barsk erindringsroman om at vokse op i et hjem uden varme og kærlighed, hvor alt ser godt ud på overfladen. På samme tid er den opløftende læsning om det livsmod og den kærlighed til livet, som alting hviler på: 

"Min far, min stedfar er døde, min mor er vanvittig. De vil ikke læse denne bog, og jeg har følt, at jeg havde ret til endelig at skrive den. Jeg ved egentlig ikke, hvad den vil sige andre end mig. Men da jeg satte ord på min historie, forstod jeg, at et barn undertiden ikke har andet valg end at flygte, at det med skrøbeligheden som pris skylder sin flugt at elske livet så meget desto højere".