Sagen mod Oscar Wilde

Af litteraturstuderende Lisbeth Lassen

Både som forfatter og som privatperson i retssagen skal Oscar Wilde (1854-1900) ses i sammenhæng med den kulturstrømning omkring århundredeskiftet, der ofte kaldes dekadencen. Det er et navn, der dels er opstået på baggrund af periodens store interesse for æstetik frem for alt andet, dels fordi man i bagklogskabens lys har set tiden som en forfaldsperiode, der førte frem til den første Verdenskrig.

Wilde læste blandt andet selv den romantiske digter Keats´ (1795-1821) lyrik og gjorde det indledende vers fra hans Endymion til sit eget motto: A thing of beauty is a joy forever. Wilde var også kendt og elsket som teaterforfatter, hans teaterstykker gav især genlyd på grund af deres vid og rammende replikker, en satire der som regel var vendt mod samfundets snerpede moral.

Romanen Dorian Grays Billede (1891) som nok i dag er en af forfatterens mest kendte fortællinger, er en moderne gotisk fortælling om afstumpethed og forfængelighed. Dorian Gray er den unge adelsmand, der på magisk vis får det arrangeret sådan at det kun er hans billede, der hærges af alderen, mens han selv bliver ved med at være ung og frisk uanset hvilke ting han udsætter sin krop for.

Man kan også se det som en fortælling om den tomme æstetiks skyggeside, Dorian Gray får nemlig sin straf til sidst hvor han endnu en gang bytter rolle med billedet, sådan at han en dag findes død, gammelt og udslidt, mens billedet igen viser en ung og smuk Dorian. Denne verdens skønhed er ikke andet end tom forfængelighed, ordene er næsten som taget ud af munden på barokkens danske salmedigter Kingo (1634-1703). Gennem hele fortællingen antydes det at hovedpersonen har en del homoseksuelle forhold, og værket indgik da også i retssagens anklagemateriale mod Wilde.

Men det er ikke kun eftertiden, der har set på denne tidsperiode som dekadent. Samtiden var også præget af den sene imperialismes krise og det var derfor oplagt at man så sig om efter moralske syndebukke. I det franske samfund var antisemitismen udbredt og det udmøntede sig i Dreyfus-affæren, hvor officeren Dreyfus i 1895 blev anklaget og dømt for spionage for Tyskland som det senere (i 1906) skulle vise sig at han slet ikke havde deltaget i.

I England blev æsteterne til en oplagt skydeskive, især fordi man forbandt dem med homoseksualitet. Hvor det førhen hos mænd havde været et ideal at være udøvende kunstner eller at have en udviklet og fintfølende fornemmelse for kunst, begyndte man nu at anse det for at være sygeligt, sunde stærke mænd havde sandelig andre interesser ! En del af frilufts- og sportsdyrkelsen fra denne periode kan også ses i denne sammenhæng, den sunde, sportstrænede og heteroseksuelle mandekrop dannede en symbolsk modsætning til hvad man så som sygeligt, nemlig den homoseksuelle æstet.

Det senvictorianske samfund havde altså ingen tolerance overfor homoseksuelle og selvom indholdet af Wildes champagnefester vel nærmest var en offentlig hemmelighed så længe æsteterne stadig var i høj kurs, så var det alligevel på ingen måde acceptabelt da det kom til stykket. I begyndelsen af 1890´erne traf Oscar Wilde den unge Lord Alfred Douglas og de indledte et ret åbenlyst forhold. Selvom Wilde var gift og havde børn, begyndte hans homoseksualitet nu at blive tydelig for alvor og han fik sig en alvorlig fjende i Lord Alfred Douglas´ far, markisen af Queensberry.

Markisen af Queensberry fik i sidste ende manipuleret Wilde ind i en retssag angående hans homoseksualitet. En dag i februar 1895 modtog Wilde nemlig et kort fra markisen, hvorpå der stod: ”Til Oscar Wilde, der poserer som somdomit”. Stavefejlen har nok skyldtes markisens hidsighed eller måske netop hans bevidste foragt overfor form og æstetik.

Man kunne måske give Philippe Julian ret, når han skriver i sin biografi fra 1969 om Oscar Wilde, at når kortet var afleveret i en lukket kuvert, så kunne han jo bare have ignoreret fornærmelsen og undladt at lægge sag an mod markisen for bagvaskelse ! Men det er nok nærmere ud fra vore dages mangel på ærekærhed og så den indstilling at skammen ville ligge i afsløringen og offentliggørelsen, at det kan lade sig gøre at bide den slags i sig. Selvom Wilde på mange måder var i opposition til det senvictorianske samfund, så var han også en del af det og delte på den måde samfundets æresbegreber.

Jeg forestiller mig at markisen af Queensberry som en anden skakspiller udmærket har vidst hvad han gjorde, da han sendte kortet af sted til Wilde. Modtageren måtte reagere på det netop fordi han havde en æresfølelse og afsenderen vidste at dette netop var en umulig position at forsvare i forhold til samfundets moralkodeks. I H. Montgomery Hydes biografi Sagen mod Oscar Wilde (fra 1962) kan man følge retssagen skridt for skridt med mange uddrag fra kilderne. Sagen starter som nævnt med at Wilde manipuleres til at lægge sag an mod markisen af Queensberry for bagvaskelse, en sag som han taber fordi der er for mange belastende vidneudsagn mod ham.

Resultatet bliver som markisen vel havde forventet, en offentligt stempling af Wilde som homoseksuel. Efter dette lagde markisen så sag an mod Wilde for at have forført hans søn, en sag som Wilde også tabte og som endte med to års straffearbejde, der i sidste ende tog livet af digteren.

Som udgangspunkt må Oscar Wilde have regnet med at han kunne tale sig fra sagen og alligevel klare frisag som den kendte og populære personlighed, han var. Det var en grov fejlvurdering af det offentlige samfunds mangel på tolerance overfor normbrydere. Men da Wilde så endelig under retssagens forløb måtte indse at han var ”afsløret” og stemplet som moralsk forkastelig, beholdt han alligevel sin integritet og forsvarede sin indstilling med at både Platon, Michelangelo og Shakespeare havde hyldet den homoseksuelle kærlighed.

I fængslet skrev Wilde De profundis (udgivet 1905) og The Ballad of Reading Gaol (1898), der begge behandler hans erfaringer og selvransagelser fra fængslet. De profundis er egentlig et brev til Douglas, hvor han forsøger at forstå fængselsopholdet som en erfaring, der har gjort ham til et dybere og mere medfølende menneske. Men det bærer også præg af erkendelsen af, at det ikke længere vil være muligt for ham at vende tilbage til det samfund, der har udstødt ham.

Et sted skriver Wilde nemlig, at den rene tragedie ikke er mulig i dag, en tragisk skæbne vil altid være blandet med det komiske. I modsætning til tragediernes helte, hvor kravet netop var at de skulle være ædle mennesker med en brist, ja så er hovedpersonen i den moderne tragedie også hovedpersonen i en komedie og er derfor kun en paria, der er frataget enhver respekt. Oscar Wilde døde i Paris d. 30. november 1900, ikke mere end 46 år gammel.

Med tiden er hans tids fordomme og latterliggørelse af ham trådt i baggrunden og det, der står tilbage er historien om en mand, der alligevel havde integritet og mod til at lade sig dømme for noget der ikke er en forbrydelse.

At homoseksuelle forhold helt konkret ikke er en forbrydelse er der faktisk netop faldet dom for ved Højesteret i U.S.A. Dommen går direkte imod lovene i fire af delstaterne, blandt andet altså Texas, hvor de to mænd var blevet anholdt for at have haft sex sammen. Denne sag endte for Højesteret og har i den grad splittet landet i forhold til spørgsmålet om, om homoseksualitet er umoralsk eller ej.

Måske ender det med at Bibelbæltet får ret, alt afhængig af hvilke højesteretsdommere, der udpeges næste gang, måske ender det ligesom i Canada, hvor man i dag accepterer ægteskaber mellem homoseksuelle. Oscar Wildes problem er altså på ingen måde forældet.