Interventioner

Sentimentaliteten har ramt den sure, gamle franskmand. I denne tekstsamling beviser han, hvorfor man trods kontroverserne ikke skal give op på ham.

Der er som sådan intet overraskende ved den nye udgivelse af Michel Houellebecq. Han er lige så kritisk (nogle ville nok sige grov) og kontant, som han plejer. Alligevel gemmer ’Interventioner’ på en spændende læseoplevelse, der bidrager til ny indsigt i forfatteren Michel Houellebecq.

’Interventioner’ udkommer i kølvandet på essaysamlingen At holde sig i live – og andre tekster fra 2020 bestående af en bred vifte essays skrevet i 1990’erne. Med ’Interventioner’ er vi rykket ind i det offentlige rum og nutiden. Bogen rummer interviews, essays og anden tekst fra Houellebecqs intervention i den offentlige debat fra 1990’erne til 2020 og dækker fra pædofili, kloning og Neil Young til assisteret selvmord, EU, katolicisme og islam.

'Interventioner' er en blandet landhandel, der til tider skaber et kaotisk samlet værk, men understreger, at der ikke er meget Houellebecq ikke har en mening om, og at det størstedelen af tiden er en interessant mening, der beviser, hvorfor Houellebecq er én af de vigtigste og mest betydningsfulde stemmer i den moderne vestlige verden.

Særligt smukke er beskrivelserne af en ung Houellebecq, der opdager det fantastiske ved litteraturen, og essayet om Neil Young, der bærer på en skrøbelighed, som er at finde i udpræget grad i samlingen (efter Houellebecqske standarder). Særligt vigtige står deklarationerne om menneskets forfald.

I løbet af værket udfolder Houellebecq sin forklaring på det moderne menneskes forfald, hvor bl.a. identitetspolitikken står for skud, idet den fordrer en strømlinet tankegang, der ikke giver plads til meningsforskelle. Som når han kontroversielt kritiserer islam og erklærer sig enig med Trumps manglende ønske om at forhandle med EU og møder aversion imod at sige de forkerte tanker højt. Der er en afskræk imod dét, vi ikke forstår eller ikke er enige i, hos det moderne menneske, fordi der er et udpræget ønske om det moralsk gode. ”Godhedens problem”, som han kalder det, er en trussel mod ytringsfriheden, det komplekse i debatten og skaberen af Europas åndelige nedtur, som han proklamerede for år(tier) tilbage. Det får ham til at flirte med katolicismen, lege med gudsspørgsmålet og stille spørgsmål til den store europæiske idéhistorie.

Man kan mene, hvad man vil, om Houellebecq, men én ting er sikkert, han er en fremragende debattør, og han formår at fremstille synspunkter, som både venstre- og højrefløjen kan hade. Og det er netop derfor, at værket fungerer så fremragende. Værket handler ikke om forfatteren Houellebecq, men om det samfund, vi alle befinder os i, og teksterne er derfor værd at begå sig i, uanset om man er tilhænger eller afviser af den sure franskmand. Han formår den store essaykunst, som det moderne menneske forbigår i sin stræben efter det moralske gode, og tegner samtidig et mere nuanceret billede af det, han er blevet kendt for.

Houllebecqs stemme er vigtig, uanset om man er enig eller ej, og jeg vil savne den nu, hvor han har erklæret, at han vil ”afholde sig fra at mene noget offentligt igen.”